Hvem?
Jan Ingemar Lööf er født 30. maj 1940 i Trollhättan ved Gøteborg. Han er en nordisk Hergé og har skabt bl.a. tegneseriefiguren Felix, som senere blev tegnet af danske serieskabere som bl.a. Werner Wejp-Olsen, Ole Munk Rasmussen og Mårdøn Smet. Jan Lööf har udgivet en stribe anerkendte og populære tegneserier og modtog i 2011 Astrid Lindgren-prisen.
Hvorfor?
Det svenske forlag Bonnier Carlsen har netop trukket to af Jan Lööfs værker – ”Morfar är sjörövare” (1966) og ”Ta fast Fabian” (1997) – tilbage, fordi de indeholder ”stereotype skildringer af andre kulturer”. Forlaget begrunder tilbagetrækningen med, at de har modtaget klager fra læsere, der finder bøgerne “krænkende”, bl.a. på grund af en tegning med to hvide mænd med hatte, der taler med en sort iført bastskørt, ankelringe og en øl. Selv forklarer Jan Löof: “Trommeslageren, som jeg har tegnet, var én af mine venner, som jeg har optrådt med. Han hedder Rebop Kwaku Baa og døde for 30 år siden, men hvis han havde set tegningen, så ved jeg, at han ville være blevet smigret. Han var en vældig smuk mand.” Forlaget forsøgte først at få Jan Lööf til at tegne nogle nye tegninger: ”Jeg lavede nogle skitser, men jeg indså, at det ikke gik. Det blev for skørt. Så svarede de tilbage med: ‘Så dropper vi bogen.’”
Hvorfra?
Jan Lööf tilhører den skandinaviske serietradition per excellence og har på finurlig vis formået at tematisere og sammenflette både hverdagsliv og storpolitik. Så meget desto mere opsigtsvækkende og bizar er tilbagetrækningen af de to bøger. Jan Lööfs værker står som ikoner for 1970’ernes børne-solidariske og humanistiske Sverige – i tråd med bl.a. Alfons Åberg, som blev skrevet og illustreret af Gunilla Bergström. Og før dét, naturligvis, Astrid Lindgrens antiautoritære univers fra Pippi Langstrømpe til Emil fra Lønneberg. At anklage Jan Lööf for at være racist opløser sig selv i selvmodsigelse.
Den svenske forfatter Jan Guillou er da også kommet landsmanden til undsætning – med et angreb på de debattører, som kræver tegninger bandlyst: ”De her unge aktivister fremstår næsten lige så absurde som før i tiden, da der fandtes dobbelt-maoister, folk, som anklagede den kinesiske ambassade i Stockholm for at være borgerlig, fordi den havde gardiner,” siger Jan Guillou til Politiken: ”Det er udtryk for en venstrefløj, der søger sin identitet på nye områder. Der er tale om et mindre antal aktivister, som er højlydte og ubehagelige. De repræsenterer en tankegang, hvor man, hvis man skal ytre sig inden for f.eks racistiske spørgsmål, så skal man helst have en anden hudfarve end hvid, og en anden seksuel retning end den heteroseksuelle.”
Hvorhen?
Tilbagetrækningen af bøgerne er langt fra første gang, at svenske medier og forlag griber ind over for klassiske litterære værker, som menes at krænke nogen. Mest markant rensede Sveriges svar på DR, Sveriges Television, forrige år hele Pippi Langstrømpe-tv-serien for ordet ”negerkonge”, som ellers er dét, som Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Efraimsdotter Långstrump kalder sin far, kaptajn Efraim Långstrump. Nu hedder han bare konge. Den skøre udvikling synes at fortsætte.
Der er dog tegn på fornuft. Sveriges socialdemokratiske gymnasieminister Aida Hadzialic skriver på Twitter: ”Hvis jeg havde haft børn, ville jeg have brugt Jan Lööf som godnathistorier. Vi skal lære af historien, ikke censurere den.”
Og forresten
Jan Lööf er også jazzmusiker og har i tråd med f.eks. den amerikanske seriekunstner Robert Crumb, som også er jazz-nørd, tegnet en lang række album-covers. I dag bor Jan Lööf det meste af tiden i Grækenland – hvor de nok har andre og større bekymringer end at ville skjule noget af det fineste og mest kulturelt nysgerrige, som Norden har at byde på.