Gå efter bolden, ikke ma(n)den

”Nu går det meget hurtigt, der ville jeg godt have haft lidt mere forberedelsestid”, udbryder Mandrilaftalen-karakteren Bjarne Goldbæk hver gang, der sker noget. Han er med andre ord ikke, hvad enhver jobansøgning efterspørger: omstillingsparat. Vi kan vælge at grine af den rigide karakter, men måske har han fat i noget. Mandril-karakteren har en navnebror, fodboldspilleren Bjarne Goldbæk, og hvis man går over i hans verden, kan det faktisk betale sig at stå stille.

Et forskerhold har studeret straffespark fra de store europæiske fodboldligaer, og de regnede ikke med at finde irrationelle særheder. Men det viste sig, at selvom straffesparksskytten ofte sparkede bolden i midten af målet, sprang målmændene stort set altid til en af siderne. Forskerne ser det som et eksempel på den såkaldte handlingsbias – at man bliver belønnet for at handle, uanset om det hjælper eller ej. Selvom det statistisk ville give mest mening for målmanden at stå stille, bliver han ikke belønnet for ikke at gøre noget. Nej, så hellere kaste sig hovedkulds efter en bold, der ikke er der.

Hvis handlingsbias så bare blev på stadion, men desværre er den også udbredt på den politiske arena. Politikere er ivrige efter at poste penge i tiltag og projekter, selvom de ikke virker – og vælgerne belønner dem for det. Det er nemmere at fortolke initiativ som dygtighed end at vurdere deres egentlige virkning. Effekterne er ofte langsigtede, og det er de færreste, der læser evalueringsrapporter. Tag for eksempel skandalerne i Skat. Hver gang der kom en ny skandale, har skatteministeren (der ofte var ny og ville vise handlekraft) ændret organisationen i stedet for at vente og se, hvilke virkninger de tidligere ændringer ville få. Politikerne har kastet sig til siden, mens det måske ville være mest produktivt at stå stille. Hvis man ikke ved, hvad man skal gøre – men gerne vil virke handlekraftig – kan man altid nedsætte en kommission eller indføre symbolpolitik. Klimakrise? Vi indfører to vegetariske maddage i statslige kantiner!

Klimakrise på tallerkenen

Når Bjarne Goldbæk (altså karakteren, ikke fodboldspilleren) går i baglås, er det eneste, der hjælper, en kat af svesker (okay, man skulle nok have været der). Svesker som køderstatning lyder som next level forloren skildpadde, og at dømme efter reaktionerne er det netop, hvad de mest kødelskende politikere frygter, at de nu skal spises af med. Søren Pape Poulsen, Morten Messerschmidt (der bedyrer, at han vil vil spise MERE kød) og bacon-elskeren Jakob Ellemann-Jensen kan dog roligt lade madpakken med svedende spegepølse blive hjemme og tage i Snapstinget. Reglerne gælder nemlig ikke i Folketinget, da det ikke er en statslig arbejdsplads. Det ville klæde regeringen, hvis de selv overholdte de regler, som de pådutter andre.

Der er sket meget, siden klimaminister Dan Jørgensen var fødevareminister og tog initiativ til en kampagne til 1,2 mio. kr., der kårede stegt flæsk til danskernes nationalret. ”Så gik der tid med det, vi fik noget at bruge tiden til”, som Tøsedrengene sang. Tiden føles knap, når man taler om klimakrisen, og det er langt fra nok at smide to vegetariske maddage på bordet. Men initiativrigt ser det ud. Hvor meget det batter, vil tiden vise. Problemet er, at klimakrisen er så ubegribelig abstrakt, at det nemmeste er at kaste sig efter noget så håndgribeligt som frokost. Og ifølge den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer er frokosten netop et godt sted at starte. Han udtalte i et interview i Weekendavisen i februar:

”Jeg har selv kæmpet med at handle på de ting, jeg ved, de ting, jeg bekymrer mig om. Problemet er bare, at der altid er flere ting, der bekymrer os. Nogle af de ting er meget lokale, umiddelbare og primitive – som hvad jeg skal have til frokost. Og så er der mere abstrakte bekymringer, som at hvis syv milliarder mennesker spiser den samme frokost som mig, så har det en skræmmende effekt på planeten.”

Nu ved vi ikke, hvad Foer spiser til frokost, men selv hvis han spiste som danske statslige ansatte, og man udbredte frokostordningen til hele verdens befolkning, ville klimakrisen stadig blive gjort til et individuelt ansvar. Og krisen er bare for stor en mundfuld at lægge på den enkeltes tallerken. Man må gå efter bolden og ikke ma(n)den, gå efter de langsigtede, velovervejede løsninger. Det er for umiddelbart at kaste sig efter en madordning og samtidig sidde på hænderne og vente på en fremtidig teknologi, der skal sørge for, at regeringen kommer i mål med de 70 pct. reducering af drivhusgasser. Til alle politiske Bjarne Goldbæk’er: Just do it! – efter du har haft lidt mere forberedelsestid. /Lise Benthin Præstgaard