Joe Biden vil gøre USA grøn igen

Det kan være nemt at glemme midt i al den øvrige virak, men dagens præsidentvalg mellem Joe Biden og Donald Trump er også et klimavalg – og endog et ekstremt afgørende et af slagsen. Som verdens andenstørste udleder af CO2 (Kina er den største) vil USA om nogen være tungen på vægtskålen i forhold til, om vi når at bremse den globale temperaturstigning inden … Ja, inden lortet brænder sammen for nu at sige det rent ud. Og de to præsidentkandidater kunne næppe være længere fra hinanden, når det kommer til klimaet.

Trumps klimaskepticisme er efterhånden ret veldokumenteret. Ikke nok med at han tidligere har kaldt den globale opvarmning for et ”svindelnummer”, så har han trukket USA ud af Parisaftalen og nærmest demonstrativt fjernet flere af de klimaregulationer, som blev indført under Obama-tiden. Generelt synes Trump ikke at have andet end foragt tilovers for grønne tiltag. Fire yderligere år med en sådan politisk linje vil mildt sagt være en katastrofe. Til sammenligning er Joe Bidens klimaambitioner heldigvis noget mere løfterige – i hvert fald på papiret.

Biden bryster sig af at have den mest ambitiøse klimaplan, som en præsidentkandidat nogensinde har annonceret. Ifølge planen skal der investeres to billioner dollars i grønne tiltag med særligt fokus på at skabe arbejdspladser gennem en opbygning af den grønne industri. ”Når Donald Trump tænker på klimaforandringerne, så tænker han ”svindelnummer”. Jeg tænker ”jobs””, har demokraten tidligere udtalt. Samtidig lyder målsætningen, at USA skal have en CO2-fri energisektor i 2035, og at Guds eget land skal være helt klimaneutral i 2050 (samme deadline som eksempelvis EU og Japan har sat). Og så skal USA naturligvis igen være en del af Parisaftalen. Bidens plan er måske mindre radikal end den såkaldte Green New Deal fremlagt af det amerikanske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez, men den kan heller ikke klandres for at være konservativ.

Amerikansk-kinesisk klimakamp

Joe Biden har således brugt sit klimaudspil som et af de vigtigste våben til at mobilisere særligt den yngre vælgerskare, der ellers er notorisk svære at få til stemmeurnerne. Selvom han står fast på, at udspillet ikke er Green New Deal, har han i dens udarbejdning blandt andet allieret sig med aktivister fra græsrodsbevægelsen Sunrise Movement, der netop har været en af drivkræfterne bag Green New Deal. Biden har kort sagt gjort, hvad han kunne for at virke troværdig i sine klimamål. Måske med undtagelse af, at han ikke har ønsket at tage direkte afstand til fracking – sandsynligvis af hensyn til svingstaten Pennsylvania, hvor fracking fortsat spiller en vigtig rolle.

Én ting er imidlertid Joe Bidens vidtløftige klimaløfter, noget helt andet er de realpolitiske muligheder, såfremt han vinder præsidentembedet. Her afhænger alt mere eller mindre af, hvorvidt Demokraterne får et flertal i Senatet – og selv da kan det blive svært at tvinge flere afgørende klimapunkter igennem. Hvis Biden eksempelvis – som lovet – ønsker at gennemføre en hurtig overgang til CO2-neutrale energiformer ved lov, vil det kræve et tværpolitisk flertal, som de færreste pt. kan forestille sig. Biden kommer kort fortalt til at skulle kæmpe med næb og klør, hvis den grønne omstilling skal blive til mere og andet end (klimavenligt) valgflæsk.

I det større perspektiv kan én interessant udvikling fra Trump-tiden dog potentielt sætte yderligere skub i klimakampen. I lyset af Trumps insisterende klimaforagt har Kina udnyttet det politiske tomrum til at gøre sig selv til ny bannerfører for klimabevægelsen. På det seneste har USA og Kina eksempelvis skudt hinanden i skoene, at de ikke er grønne nok, alt imens Kina er kommet med ambitiøse klimaløfter. Selv med Biden ved roret kunne de skærmydsler snildt fortsætte, hvilket – i et totalt drømmescenarie – vil kickstarte et grønt spil kylling mellem de to stormagter. Klimaet er langt fra reddet, men med Biden som præsident vil vi være et skridt nærmere en vigtig grøn dagsorden – særligt hvis Kina vil lege med. /David Dragsted