Spørgsmålet om abort har startet en ond kulturkrig

En dom fra den polske forfatningsdomstol har rystet det allerede skrøbelige fundament under det polske samfund.

For små to uger siden blev det besluttet, at aborter som følge af misdannelser hos fostret ikke er forenelige med den polske forfatning, og det betyder, at den polske abortlovgivning nu bliver strammet endnu mere, selvom den allerede var en af Europas mest restriktive. For fremtiden vil det kun være lovligt at få en abort i Polen, hvis graviditeten er et produkt af incest eller voldtægt.

Dommen er en sejr for det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS). De har længe været imod aborter. Fx sagde partiets leder Jaroslaw Kaczynski tilbage i 2016, at partiet vil ”stræbe efter at sikre, at selv meget vanskeligere graviditeter, hvor barnet er dømt til døden eller svært deformt, vil ende med fødsel, så barnet kan blive døbt, begravet og givet et navn.”

PiS er da også ofte blevet anklaget for at have brudt magtens tredeling ned i Polen, således at de fx har den politiske styring over forfatningsdomstolen, og i kritikernes øjne er domstolens beslutning mere politisk, end den er juridisk.

PiS havde utvivlsomt regnet med, at deres abort-sejr ville komme med en pris. De har før forsøgt at ændre på abortlovgivningen, hvor det er endt i protester, så at der udsprang demonstrationer som følge af dommen, er givetvis ikke kommet bag på regeringen. Og så alligevel. For demonstrationerne er kommet med sådan en kraft, at det har gjort de konservative kræfter i Polen urolige. Vrede demonstranter i massevis har oversvømmet de polske gader efter dommen, og i fredags trossede ca. 100.000 mennesker de polske coronarestriktioner for at gå på gaden i hovedstaden Warszawa. Indtil videre har demonstranterne trukket det længste strå. Udrulningen af dommen til en egentlig lov er blevet sat på pause, men det har ikke fået dommen til at forsvinde, så demonstranternes kamp forsætter.

Demonstrationerne er endnu et vidnesbyrd om, hvordan Polen er ved at gå op i limningen og knække over i to dele. Ved præsidentvalget tidligere på året stemte 51 pct. af den polske befolkning på den PiS-støttede, konservative kandidat Andrzej Duda, der måske især er kendt for sin modstand mod homoseksuelle. Omvendt stemte 49 pct. af vælgerne på den progressive Rafał Trzaskowski.

Polen er med andre ord delt op i to næsten lige store dele, der er fuldstændig uenige om, hvordan det polske samfund skal skrues sammen. Vi snakker ikke bare lidt uenige. Vi snakker to modstandere på hver sin side af en voldsom kulturkrig, der synes at være eskaleret som følge af den nye abortdom.

En kamp mod kirken

Centralt i den kulturkrig står den katolske kirke. Kirken har længe presset på for at få abortloven gennemført, og derfor har kirkerne også været ramt af demonstranternes vrede. At de vrede menneskemængder på den måde vender sig mod den polske kirke er et nybrud i polsk historie, udtaler den polske sociolog Marta Kolodziejska til Financial Times.

Kirken har historisk spillet en vigtig del i at samle Polen. Da landet i det attende århundrede blev splittet op mellem Rusland, Preussen og Østrig, var det den polske kirke, der holdt drømmen om uafhængighed i live. Og kirken indtog også en særlig position i det post-sovjetiske polske demokrati, fordi præster som fx den polske pave Johannes Paul II havde spillet en afgørende rolle i kampen mod kommunismen. I dag er der ifølge Financial Times stadig mere end 85 pct. af polakkerne, der identificerer sig selv som katolikker. Alligevel samler kirken ikke polakkerne mere. Nu splitter den.

Det så man fx, da en af abortdemonstrationerne var nået til foden af St. Alexanders Kirke i Warszawa. Ifølge Politico blev kirken beskyttet af brutalt udseende unge nationalister og sognebørn, der stod klar til at blokere indgangen ved trappen foran kirken. ”Vi er her for at beskytte vore fucking hellige steder fra de her fucking folk,” sagde en af de unge mænd. ”De her mennesker er ikke polakker, de er fascister, der prøver at ødelægge vores land,” sagde han henvendt mod demonstranterne, som nationalisterne også angiveligt smed fyrværkeri efter. Havde man spurgt en af demonstranterne, hvad vedkommende tænkte om nationalisterne, havde demonstranten nok sagt noget lignende.

På trods af de unge nationalister på kirkens trappetrin, så er det i høj grad et generationsopgør mod kirken, man ser i disse år. En undersøgelse foretaget af Pew Research Center viser, at der er stor forskel på generationerne, når det kommer til, hvor religiøse de er. Fx siger 40 pct. af polakkerne over 40 år, at religion er meget vigtigt for dem. For dem under 40 er det kun 16 pct.

De store demonstrationer i Polen skriver sig derfor ind i en større europæisk fortælling, hvor de unge er begyndt at rejse sig mod den ældre generation. De unge vil have nybrud, og ofte går de ind for mere progressiv politik, mens deres forældre (og deres forældre) forsøger at trække i en mere konservativ retning. I Polen har de aldrende nationalkonservative vundet det første slag ved at få gennemtrumfet en ny striks abortlovgivning. Men det er vigtigt at huske på, at så længe vi alle er dødelige, så vinder de unge altid til sidst. /Andreas T. Kønig

Denne analyse har også været bragt i Føljetons europæiske nyhedsbrev Feuilleton. Husk du kan skrive dig op til samtlige af vores nyhedsbreve lige her.