Sadisten Donald Trump 

Es ist ein Land Verloren/ da wächst ein Mond im Ried,/ und das mit uns erfroren,/ es glüht umher und sieht.

Poul Celan, fra digtet ”Eis, Eden”

Helvede er ikke frosset til is, men værre står det til med det forjættede land. Præsidentvalget har sendt kuldegysninger gennem Amerikas Forenede Stater. Autokratiets kolde, klamme hånd har – om ikke andet så kortvarigt – grebet den frihedselskende nation. Selv hvis Joe Biden hiver stikket hjem og til januar bliver sværget ind som USA’s 46. præsident, har demokratiet slået sprækker.

Sådan lyder den mest nærliggende tolkning af Trumps komplet uhørte tale her til morgen. Selvom flere af de afgørende svingstater endnu manglede at blive afgjort, valgte Trump at erklære sig som præmatur sejrherre. Og hvad værre er, så sagde Trump direkte, at der nu er tale om ”et stort svindelnummer mod vores nation”, hvis ikke Trump vinder. Det værste mareridt blev til virkelighed, da Trump meddelte, at han vil have stoppet alle optællinger, og han er rede til at tage stridighederne til Højesteret. Som politologen David Runciman skriver i sin bog Sådan ender demokratiet: ”Den minimale definition af demokrati er ganske enkelt, at taberne ved et valg accepterer, at de har tabt”. USA’s siddende præsident har for rullende kameraer erklæret, at han nægter at anerkende et eventuelt nederlag. Ud fra Runcimans minimale definition har demokratiet i Guds eget land tabt.

Hvis man skal være rigtig ond i sulet – og det skal vi; om ikke andet så kortvarigt – havde katastrofen dog allerede indfundet sig, længe inden Trump gik på talerstolen. Det, som skulle være demokratiets festdag, tegnede sig lige fra begyndelsen i et surrealistisk skær. Ved siden af de første spæde optællinger og forudsigelser, kunne man hos The New York Times læse en rubrik, der kort og godt lød ”Hvad sker der, hvis valgresultaterne bliver betvivlet”. Hos britiske The Guardian stod et lignende spørgsmål: ”Kan Trump afvise at acceptere nederlaget?”. I gaderne i flere amerikanske storbyer havde butikker valgt at barrikadere facaderne som en sikkerhedsforanstaltning mod eventuelle optøjer. USA var slet ikke til at kende som det demokratiske fyrtårn, landet så længe har været. Det er som at se Romerrigets fald i realtid.

Men som sagt: Det er altså kun analysen, hvis vi skal være rigtig onde i sulet. I skrivende stund er valget endnu langt fra afgjort. Joe Biden kan snildt nå at vinde. Rekordmange ser ud til at have stemt. Den fanden, vi i det ovenstående er ved at male på væggen, kan vise sig at være en ufarlig karikatur. Heldigvis. Vores dødsdrift kan være en svær størrelse at bekæmpe, men vi menneskers hang til doomscrolling og dystre forudsigelser er som regel et unødvendigt sadistisk foretagende. Vi må huske det gode humør, så længe vi har det.

Et frit valg

Dermed ikke sagt, at sadismen ikke også kan være konstruktiv på sin egen særegne facon. Kendetegnende for begrebets ophavsmand, den navnkundige Marquis de Sade, var i hvert fald et umiskendeligt behov for at nedbryde grænser. Der var en mening med forfatterens uhyrlige fantasier, selvom den ikke altid var lige nem at få øje på. Kniber man øjnene helt tæt sammen, kan man endog spotte en mulig mening med Trumps grænseoverskridende ageren.

Sade var libertiner med stort L, han dyrkede friheden til det yderste. Han tillod sig at tænke alt. Og derigennem fremviste han faktisk også demokratiets – og menneskets – skyggesider. Som Simone de Beauvoir eksempelvis påpeger i essayet ”Faut-il bruler Sade?”, hadede Marquis de Sade oplysningsidealerne, da deres dydighed blot dækker over de mørkere – og mere virkelige – drifter. At underkaste sig dydigheden ”er en dum underkastelse til ondskabens styre, sådan som den genskabes af samfundet. Ved at underkaste sig, frasiger mennesket sig både sin autenticitet og sin frihed”, skriver Beauvoir om Sades chokerende tanker. Sadistisk er det, men i sin forsøgte underkuelse af demokratiet gør Trump faktisk også det, han har lovet sine vælgere: Han sætter dem fri.

Hvis det lyder grænseoverskridende, er det selvfølgelig fordi, det også er det. Trump er en veritabel bête noire. Selv hvis Sade har ret (hvilket han forhåbentligt ikke har), kan Trumps foragt for dydigheden kun dårligt stå i et opløftende lys. Hans vælgere vil måske juble, men vi andre kan næppe håndtere tanken om et USA, der bliver hældt ud med badevandet. Trump ville dræne sumpen, men har sendt USA right down the drain.

Igen er det dog blot de værste katastrofetanker, der hjemsøger os. Heldigvis er vi fortsat frie til at tænke på alt – også på alle de gode scenarier, hvor Biden hiver sejren hjem til sidst. Helvedet er endnu ikke frosset til is, selvom vi muligvis går en kold tid i møde. Vinteren er jo trods alt på vej. /David Dragsted