Borat er blevet overhalet af virkeligheden

Wawaweewa, Borat er tilbage! Og selvom Borat Subsequent Moviefilm: Delivery of Prodigious Bribe to American Regime for Make Benefit Once Glorious Nation of Kazakhstan – eller Borat efterfølger film, som den kaldes på dansk hos Amazon Prime Video – udkom inden det amerikanske valg, er den ikke blevet mindre relevant de seneste hæsblæsende døgn. Ligesom det var tilfældet i den oprindelige Borat fra 2006, står Sacha Baron Cohen endnu engang klar til at revse det amerikanske samfund i bedste forskruede mockumentary-stil. Timingen kunne ikke være bedre. Vi trænger vist alle til et ordentligt grin.

Først kort om plottet: Efter at have ydmyget hjemlandet Kasakhstan i den første film, er Borat blevet smidt 14 år i gulag. Redningen kommer, da Kasakhstans premierminister sender Borat på en uventet mission: Den fallerede journalist skal tage til USA for at give vicepræsident Mike Pence en abe i gave. ”Premier” Nursultan Nazarbajev vil gerne være en del af Trumps klike af strongmen og føler sig overbevist om, at vejen til præsidentens hjerte går gennem Pence og aben. Da Borat ankommer til USA, indser han dog hurtigt, at han har to problemer: Dels kan alle genkende ham, dels har hans teenagedatter Tutar (spillet af den 24-årige Maria Bakalova) sneget sig med på turen – og hun er tilmed kommet til at spise aben. En ny plan lægges: Borat (som nu optræder i forklædning) må i stedet give sin datter bort til den pigeglade Pence. Og så følger ellers vanviddet.

Hvem er Borat?

For to år siden anmeldte vi Sacha Baron Cohens komedieserie Who Is America?, der i grove træk følger samme opskrift som Borat – blot med andre karakterer. Vores pointe dengang var, at komikken fungerer allerbedst, når Cohen påtager sig rollen som en satirisk Sokrates: Ved at få de skrupskøre amerikanere til at gå planken ud med deres allerede outrerede synspunkter, frigøres de mest forløsende grin. Til gengæld er projektet mindre vellykket, når Cohen spiller større klovn end de udvalgte ofre. Dette må stadig siges at gøre sig gældende i den nye Borat – dog med en lille, men altafgørende anke.

Grebet med, at Cohen er en fyr, der spiller en fyr forklædt som en anden fyr, er i udgangspunktet godt tænkt. Ja, faktisk ville en Borat 2 være tæt på utænkelig uden denne manøvre. Til gengæld opstår de samme faldgruber som i Who Is America?: Der går til tider alt for meget protese-gøgl i den, hvor Cohen (eller Borat?) krampagtigt forsøger at trække grin ud af scenerne alene ved chokerende adfærd og et latterligt udseende. Som oftest falder de forsøg til jorden. Redningen kommer dog i form af den fænomenale Bakalova, der om muligt er endnu mere frygtløs end Sacha Baron Cohen. Når Cohen får en sådan kapacitet at spille op ad, begynder tæerne alligevel at krumme sig sammen. I visse scener får komikeren bevist, at han fortsat er den ubestridte mester af cringe. Nøj, hvor er det pinligt. Mere vil vi ikke spoile.

Men hvad er så den ovennævnte anke? Såmænd noget så simpelt og fortærsket, som at tiden er blevet en anden. Der er løbet enormt meget vand under broen, siden den første Borat udkom i 2006, og det vand er øjensynligt blevet vanvittigt (undskyld). Borat peger selv på tidsforskydningen, når han eksempelvis ser på den udbredte brug af smartphones, og kommenterer, at ”Amerika er blevet lommeregner-besatte”, siden han var der sidst. Det Amerika, som Borat-karakteren engang kunne revse som få, har overhalet selv Cohens bedste metoder.

Nøgent tæppefald

Problemet er, at Cohen nu end ikke behøver at lege sokratisk fødselshjælper. Rablerierne kommer helt af sig selv – og de føles ikke længere sjove. På et tidspunkt i filmen tager Borat hjem til to arketypiske Trump-vælgere, som han har fået lov til at bo hos under coronanedlukningerne. Han bliver gode venner med dem og lærer om diverse konspirationsteorier, såsom at Hillary Clinton drikker blod fra børn. ”Det er, hvad vi har hørt”, siger de. De to Trump-støtter beder ham også om at skrive en sang om, hvor stor en forræder Barack Obama var. Det er ikke længere Cohen, der skal skrive skrupskøre sangtekster. Han får simpelthen stukket et manus i hånden, som han knap nok kunne have skrevet bedre selv.

Når den første Borat føltes så chokerende, sjov og grænseoverskridende, skyldtes det ikke mindst det tæppefald, som den skabte. Vi vidste godt, at USA på visse punkter var et lidt mærkeligt land, og at særligt republikanerne godt kunne være lidt rabiate. Men vores respekt for landet var fortsat nogenlunde intakt. Af den grund var det vildt at se, hvor langt Borat kunne få amerikanerne til at gå. Men i dag kan intet længere overraske. USA har allerede gjort sig så meget til grin, at Borat nu mest af alt sparker til et stakkels, blødende dyr. Selv når Borat senere i filmen får en hel forsamling amerikanere til at synge med på strofer som ”skær dem op, som saudierne gør” eller ”gas dem, som tyskerne gør” føles det ikke længere skandaløst – snarere forventet. I den forstand har den første Borat vist sig at være langt mere profetisk, end selv Sacha Baron Cohen nok havde forestillet sig. Great succes? /David Dragsted