Kære læser

Rationalitetens minkbur

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Mink aflives på minkfarm ved Næstved, fredag den 6. november 2020.

”Cluster 5” kunne umiddelbart lyde som en ny film i en halvdårlig gyserfranchise. For nordjyder, mink og minkavlere er navnet dog endnu mere skræmmende. Virusmutationen har afstedkommet en lavine af mink-mord (en skæbne de dog alle skulle lide før eller siden) og en nedlukning af syv nordjyske kommuner. Minkavlerne må se deres levebrød destrueret, nordjyderne må nu gennemleve foråret på ny. Selv den kollektive transport har denne gang fået kniven. Det er lige godt træls.

Sociologen Max Weber talte engang om rationalitetens jernbur. Om hvordan religionens afvikling fører til et mere målrettet, rationelt samfund, der binder mennesket i bureaukrati. Jernburet skal ikke nødvendigvis læses negativt, for det vil også føre til vækst. Men vi havde dårligt forestillet os, at buret skulle være så fuld af virusmuterende mink. Den rationelle kalkyle er imidlertid svær at overse. Noget må dø, for at vi andre stadig kan få en vaccine. Det er et spørgsmål om det større gode. Hellere det end at blive til en dyr pels på en verdensfjern rigmand (eller kvinde).

Statsminister Mette Frederiksen er dog udmærket klar over, at affortryllelsen er i fuld sving. I en tid hvor ”thoughts and prayers” ikke længere er brugbart redskab, har hun derfor hevet de næsttungeste skyts frem: På Facebook og Instagram beder hun nu danskerne om at vi se deres støtte til Nordjylland ved at like hendes opslag. Sådan ser solidaritet altså ud i det 21. århundrede. Weber må juble fra graven. Eller græde. Vi er ikke helt sikre.

Nej, som tingene ser ud i øjeblikket, kan vi næsten ikke fortænke Morten Østergaard (RV) i, at han nu har valgt at søge orlov fra Folketinget. På Facebook (hvor ellers?) skriver Østergaard, at han har ”valgt at lytte til de professionelle råd om at tage sådan en personlig krise alvorligt” og han nu vil ”[t]age tid til at bearbejde chokket og konsekvenserne”. Vi vidste ærligt talt ikke, at Morten Østergaard gik så meget op i mink, men – nej okay, undskyld, Østergaards ønsker om sabbat skyldes vist noget andet. Ikke desto mindre er vi nok mange, der pt. har det som den tidligere formand for Radikale Venstre: Vi kunne godt lige bruge et pusterum fra chokket over de nye nedlukninger.

I Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbrugt og Thisted må de nu leve med strikse restriktioner og kraftige opfordringer den næste måneds tid. Indbyggerne her tager om noget en for holdet. Hvis du bor i en af de ramte kommuner og læser dette: Tak! Hvis ikke, så lad os da lige prøve at slå hoveder sammen og se, om ikke vi kan finde på noget bedre end at like et opslag på Facebook, når vi gerne vil vise vores støtte. For hvis plottet i Cluster 5 kredser om en nedslagtning af mindst 12 mio. mink, har vi da slet ikke lyst til at se, hvad filmmagerne finder på i Cluster 6. Når det kommer til stykket, er rationalitetens jernbur nok ikke det værste, man kan være fanget i. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12