Kære læser

Mink på vejen

Forestil dig, at du kommer kørende i din Nissan Qashqai (Danmarks mest populære bil) i sydgående retning på motorvej E45 i Nordjylland lørdag ved 20-tiden. Det er en mørk, men glædelig aften, synes du, og du ser frem til at komme hjem til Randers-bydelen Kristrup, hvor du bor sammen med din mand Carsten. Du har … lad os sige, at du har været i Støvring for at aflevere noget hjemmebag hos din gamle moster Bitten, der ikke går så godt længere og måske heller ikke kan se. ”Joe Biden har vundet det amerikanske præsidentvalg!” råbte du til hende. ”Hvad siger du, Jytte?” ”Jeg siger, at Biden har vundet, moster Bitten! BIDEN HAR VUNDET!”

Nær Haverslev nærmer du dig en lastbil. Der er er kun én ting, der er værre end at ligge bag en lastbil på motorvejen, og det er at køre ved siden af en, tænker du, så du må hellere få det overstået. Du tjekker spejlene, sætter blink på og gør klar til en overhaling.

I det samme sker der noget uforudset: Dørene på lastbilens trailer springer op og ud vælter – hvad i helvede er det? – en masse døde dyr? Du har svært ved at nå at orientere dig, men du kan se, at det er pelsdyr i mårfamilien, simpelthen døde pelsdyr i hundredvis. Nogle ryger ind under hjulene, andre rammer forruden med et smask. Du kan ikke rigtig dreje væk, for så smattet som vejen er af de døde dyr, er der en reel risiko for, at du mister herredømmet over vognen. Lastbilen accelererer i mørket, og du sætter katastrofeblink på og bringer din bil til standsning i krybesporet.

”Mink!” skriger en stemme i dig. Af alle dyr. Din bil er klistret til med døde mink, som må være blevet gasset ihjel i Nordjylland og nu var på vej til et forbrændingsanlæg i Randers. Det er det ulækreste, du nogensinde har oplevet, og du tør ikke stige ud af frygt for at få – ikke bare corona, men den der Cluster 5-muterede Covid-19, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) talte om i fjernsynet. Du læser senere på aftenen, at lastbilchaufføren er blevet sigtet for ikke at have sikret læsset af mink ordentligt.

Helt gal i USA

Mens du sidder inde i bilen og venter på at blive reddet, Jytte, kommer du til at tænke på Joe Biden og Kamala Harris. Du har altid været god til allegorier, og det slår dig, at det nødvendige oprydningsarbejde, der nu skal gøres her nær afkørsel 33 til Haverslev, minder om det, der forestår, hvis USA skal blive et nogenlunde helt samfund. Det er ikke, fordi du ved så meget om Amerika, men lige nu er det, som om du er en slags medie, som en stemme med meget mere viden og indsigt end dig taler igennem.

Trump er passé, ham vil du ikke bruge mere tid på. Han kommer formentlig aldrig nogensinde til at erkende sit nederlag. Det ligger dybt i ham, at han ikke vil være en taber. Tæt på 71 mio. amerikanere stemte alligevel på ham. De kan ikke alle sammen være racister og utilstedeligt højreorienterede. Noget er helt galt i det amerikanske. Biden sagde i sin tale lørdag, at han ville forene amerikanerne, at landet jo hedder United States. Men det sagde George W. Bush også, da han vandt i 2000 (”I’m a uniter, not a divider”) – og se, hvordan det gik.

Når så mange amerikanerne synes, at verden er tryggest, hvis præsidenten er en autoritær populist, er den gal, og det lover ikke godt for fremtiden, hvis Biden ikke får adresseret årsagerne og gjort noget ved dem. Der skal sættes massivt ind. Amerikanerne er bange for fremtiden. Millioner og atter millioner har ikke noget sikkerhedsnet, hvis lokummet brænder. Det er et spørgsmål om økonomisk tryghed. En højere minimumsløn kan hjælpe, og det samme kan et mere fair skattesystem med en bedre omfordeling af skatten – ligesom i Danmark.

Det kan du nemt komme og sige, Jytte. Hvad gør man, når de mennesker, man gerne vil hjælpe, hellere vil stemme på en løgnagtig, autoritær populist, de kender fra reality-tv? Og når de politikere, som præcist sætter fingeren på, hvor og hvordan forandringen skal ske, bliver mødt af modstand og mistillid fra deres eget parti?

Det Demokratiske Partis unge progressive medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez er blevet skudt i skoene, at hendes venstreorienterethed var medvirkende til, at partiet ikke fik et komfortabelt flertal i Kongressens to kamre, fordi den – venstreorienteretheden – er uspiselig for mange amerikanere. I et interview i The New York Times skyder hun tilbage, at hvis Joe Biden vælger at besætte alle topposter i regeringen med midtersøgende politikere og ingen progressive stemmer, så taber Demokraterne stort ved midtvejsvalget i 2022.

Det kan godt være, at Trump er færdig, Jytte, men det er trumpismen ikke. Som The Atlantic skriver præcist i en kommentar til valget: ”USA’s næste autoritære leder vil være meget mere kompetent.” Ja, du gyser, gør du, Jytte. Med god grund. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12