Ét land, ét system

Den 1. juli 1997 sluttede 156 års kolonitid i Hongkong. Den dag gik det britiske flag ned over storbyen, der under sit kolonistyre havde udviklet sig til et finansielt knudepunkt med et styre, bureaukrati og folk, der i høj grad var blevet rundet vestens idealer om demokrati og frihed.

Men Hongkongs kolonitid sluttede aldrig for alvor. For da den ene koloniherre rykkede ud, rykkede den anden ind.

Det var det kommunistiske Kina, der overtog Hongkong fra briterne. Det gjorde de under løftet om ”ét land, to systemer.” Nok ville Hongkong blive en del af Kina, men kineserne lovede, at bystaten ikke for alvor ville blive indlemmet i Kina indenfor de første 50 år. I stedet skulle territoriet nyde større autonomi og en højere grad af frihedsrettigheder end det resterende Kina. Men Kina ser ikke ud til at have overholdt deres del af aftalen. Den kommunistiske supermagt er i disse dage for alvor gået i gang med at ”genkolonisere” Hongkong.

Onsdag afsatte styret i Beijing fire pro-demokratiske medlemmer af den lovgivende forsamling i Hongkong. Herefter valgte hele den pro-demokratiske opposition at trække sig fra Hongkongs parlament, og dermed er der nu reelt ikke nogen opposition repræsenteret i parlamentet mere.

”Vi blev nødt til at gøre det,” siger Claudia Mo til BBC. Hun er en af de i alt 15 politikere, der valgte at forlade deres poster i parlamentet. ”Vi skylder vores udsmidte kollegaer at vise dem solidaritet. Vi bliver nødt til at protestere mod, hvad der ultimativt er Beijings forsøg på at knække Hongkong – på at kvæle den sidste modstand, der er i byen.” Et anden af de pro-demokratiske politikere, Fernando Cheung, sagde ifølge Bloomberg således: ”Det her træk gør det tydeligt, at Hongkong nu er blevet et diktatur, og at Det Kinesiske Kommunistparti kan udslette alle kritiske stemmer i parlamentet. Der er ikke længere nogen adskillelse af magten, ikke længere noget ‘ét land, to systemer’, og dermed ikke længere noget Hongkong, som vi kender det.”

Krig mod vestelige værdier

Udsmidningen af de pro-demokratiske medlemmer af parlamentet kom ganske kort tid efter, at Beijing havde vedtaget en lov, der gjorde det muligt at smide parlamentsmedlemmer ud uden forudgående rettergang. Man skal nu blot være ”upatriotisk” for at kunne blive smidt ud af parlamentet af det kommunistiske regime. Hvis man ikke holder nok af Kina, kan man altså ikke længere være medlem af parlamentet.

De pro-demokratiske politikeres afgang fra parlamentet er kun det seneste eksempel på en længerevarende udvikling, hvor kineserne har strammet grebet om Hongkong. Tilbage i juni blev der vedtaget en national sikkerhedslov, der gav det kommunistiske styre langt større kontrol over territoriet, ligesom loven i praksis kriminaliserede udøvelsen af en række frihedsrettigheder. Loven er blandt andet blevet brugt til at stoppe de massive pro-demokratiske protester, der har raseret Hongkong i 2019 og 2020.

Knægtelsen af Hongkongs demokrati kan komme til at koste Kina dyrt. Hongkong kan hurtigt komm

e til at miste sin status som finansiel stormagt, og mange vestlige lande fordømmer kinesernes handlinger i Hongkong. De tidligere britiske ejere af Hongkong er gået så langt som til at true kineserne med økonomiske sanktioner.

Så hvorfor gør kineserne det. Svaret er muligvis, at Hongkong er blevet centrum for den kinesiske leder Xi Jinpings ideologiske kamp mod Vesten og dens værdier. Financial Times’ Jamil Anderlini har beskrevet, hvordan denne ideologiske kamp er blevet til et af Xi’s vigtigste projekter. I flere taler har Xi Jinping talt om, hvordan der er en kamp i gang mellem ”socialisme med kinesiske karakteristika” og ”vestlige anti-kinesiske kræfter,” der er kendetegnet ved ”ekstremt ondskabsfulde” ideer om frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Kineserne har løbende forsøgt at modarbejde Vesten på det udenrigspolitiske plan, og Kina har med hård såvel som blød magt de seneste år forsøgt at udvide deres magt og idealer. Hongkong er for Kina blevet den perfekte måde at gøre dette indenrigs på også. Her har det kommunistiske styre muligheden for i deres eget land at slå hårdt ned på de vestlige værdier, som de anser for værende ”ondskabsfulde” og ”anti-kinesiske.” Det er den perfekte skueplads for Kinas ideologiske korstog. /Andreas T. Kønig