Netflix
Aldrig før er et skakbræt blevet filmet fra så mange forskellige vinkler – og aldrig før har det været så medrivende. Netflix’ seneste kæmpehit The Queen’s Gambit er rendyrket skakglæde, selv for dem der ikke kan lide skak. Den springer ufortrødent ud i sportsdramaets velkendte fortællestruktur, men tårner snart over modstanderne med sine mange smarte træk. Serien løber ikke om nogen hjørner; her er intet bondefangeri. Lige nu er The Queen’s Gambit kort og godt kongen – og dronningen – af intelligent feel good-fjernsyn.
Vi følger fra begyndelsen den forældreløse Beth Harmon, der installeres på et pigebørnehjem i 50’ernes USA. Med pedellen Mr. Shaibel som mentor opdager Beth sit naturtalent for skak, alt imens børnehjemmets rigide rammer – og tvivlsomme tvangsmedicinering – holder hende i, ja, skak. Men Beth kan ikke holdes nede. Da hun endelig bliver adopteret. går der ikke længe, førend brætspillet igen indtager førersædet i hendes tilværelse. Med foden på pedalen er Beth Harmon klar til at tage skakkens verden med storm. Vil hun mon kunne besejre de mange mandlige udfordrere på sin vej? Og på et tidspunkt udfordre den mægtige sovjetiske stormester Borgov? Eller vil spillet – og tvangsmedicineringens spøgelser – blive for svær en pille at sluge?
Det lyder som en god gammeldags underdog-historie, og det er det sådan set også. Serien (der bygger på bogen The Queen’s Gambit af Walter Tevis fra 1983) drager fordel af det stærkt forføriske ved at følge en protagonist, der gerne vil vinde en turnering. Man kan altid liige se lidt mere, for konkurrenceelementet agerer evig drivkraft. Men selv uden Rocky-tendenserne har The Queen’s Gambit sit på det rene. Skuespillet er mere end hæderligt, det samme er kameraarbejdet. 1950’ernes og 60’ernes USA genskabes på forbilledlig vis af production designer Uli Hanisch (der også har arbejdet på Babylon Berlin). Alt ser utroligt lækkert ud, om det så er en given hotellobby eller Beth Harmons tøj. Og hvad måske er endnu vigtigere: Selv skakken er autentisk.
Konsulent Kasparov
Dermed ikke sagt, at vi forstår, hvad der foregår på brættet; det er vi slet ikke i nærheden af. I langt det meste sport kan uindviede ofte se, at et givent mål eller karatespark var flot udført. Men skak er et forunderligt lukket land; kun kendere kan lure, om et træk var godt eller dårligt. Ikke desto mindre har serieskabere Scott Frank og Allan Scott brugt overraskende mange ressourcer på selve seriens skakpartier (flere end 300 i alt) – helt upåagtet, at brættet ofte kun ses i få sekunder af gangen. Både den tidligere verdensmester Garry Kasparov og skaktræneren Bruce Pandolfini har været inde over som konsulenter, og Kasparov har tilmed designet seriens sidste, altafgørende parti. For langt de fleste seere er det skønt spildt arbejde. Ikke desto mindre vidner samarbejdet om en udsøgt sans for detaljen – en sans, der oser gennem størstedelen af The Queen’s Gambit.
Selve tematikkerne er selvfølgelig også interessante. Men hvad vigtigere er: De er afmålte. Skak er måske det mest retfærdige spil i verden. Der findes intet held inden for brættets 64 felter, kun to hoveder der dyster mod hinanden. Af samme grund kan det næsten kun vække forundring (og forargelse), at sporten alligevel er kønsopdelt, og at man selv i dag har et separat verdensmesterskab for kvinder. Beth Harmon skal som kvinde kæmpe mod ikke så få fordomme, og hendes trodsige succes giver serien en vigtig, kønspolitisk ingrediens. Men det er også gjort med raffinement. Beth er en helstøbt karakter, der ikke udelukkende defineres af sit køn.
På sin vis bliver serien faktisk ved med at åbne sig som en anden matrjosjka, særligt når det kommer til spørgsmålet om ulighed. Skak er måske et retfærdigt spil, men selv her findes uligheder. Hvid har fordelen af at gå først, ligesom mændene drager fordel af sportens kvindefjendske institutionelle rammer. Til gengæld drager sovjetterne fordel af en statstøtte, som amerikanerne kun kan drømme om. Beth Harmon er den perfekte underdog-figur, da hun kontinuerligt skal overkomme alle disse barrierer, foruden at hun er forældreløs og kæmper med en stofafhængighed. I mindre kompetente hænder kunne historien nemt være blevet til et ulideligt melodrama. Men serien har heldigvis tænkt så mange træk frem, at den bliver ved med at være et godt bekendtskab – selv når dramaturgien synes allermest genkendelig. /David Dragsted