Dronningebien Jeff Bezos

I 1714 udgav den hollandsk-engelske læge Bernard de Mandeville et lille digt, der skulle få stor betydning for fremtidig økonomisk tænkning. I The Fable of the Bees med den sigende undertitel ”private Vices, public Benefits” argumenterer Mandeville for, at private laster kan være en fordel for samfundet. Ja, han peger faktisk på, at det er den menneskelige dårskab, som holder de økonomiske hjul i gang:

”Forfængelighed og misundelsens sti/ Var skabere af industri/ Deres tåbeligt påskønnede vægelsind/ Hvad angår mad, møbler og klædeskind/ Denne underlige last, ja tænk engang/ Var kilden til handlens fremgang/ Laster besad fattige som rige/ Men helheden fungerede uden lige”

Mandeville vakte stor forargelse i sin samtid, da han med sådanne strofer så ud til at sige god for syndige gerninger som – skræk! – begær, grådighed og deslige. Sidenhen omformulerede økonomen Adam Smith idéerne, så de private laster blev til noget så fint som ”egeninteresser” – og så kørte bussen ellers med markedets usynlige hånd som blind passager. Men det er ikke helt der, vi skal hen i dag.

Nej, lad os i stedet zoome lidt ind på selve digtets metaforiske drivkraft: Bistadet. Hvor ironisk er det ikke lige, at forsvaret for vores moderne forbrugssamfund blev bygget på bier? Insektet, der om nogen lider under menneskets fråds med ressourcerne og de resulterende klimaforandringer (for slet ikke at tale om den forringede biodiversitet)?

”Ved at ødsle af bistadets ressourcer/ Udstak de alle andre bistaders kurser”

Jeff Bezos honningfælde

Vi kan vist ikke komme uden om, at vi siden Mandevilles tid har været nogle lidt for flittige bier. De økonomiske hjul har vi holdt godt i gang, men sideløbende har en uventet bivirkning vokset sig stor. Det har simpelthen vist sig, at vores ”tåbeligt påskønnede vægelsind” langsomt smadrer kloden og dens øvrige bistader. Og hvad værre er: Inde i menneskets store, økonomiske bistad sidder nogle magelige dronningebier og ødelægger det for os andre med deres helt uproportionelle dårskab.

Det lyder voldsomt, men den er altså god nok: Tirsdag kunne The Guardian fortælle, at én pct. af jordens befolkning stod for halvdelen af al CO2-udledning forbundet med luftfarten i 2018. Alt imens almindelige arbejdsbier knokler på livet løs, lader de superrige sig flyve rundt for et godt ord. Skævridningen er næsten ikke til at fatte.

Dronningebien over dem alle, Amazon-stifteren Jeff Bezos, ser dog ud til at forstå alvoren. Efter i foråret at have lovet at donere 10 mia. dollars til bekæmpelsen af klimaforandringer, har ”Bezos Earth Fund” nu uddelt de første godt 800 mio. dollars. Pengene er gået til et væld af velrenommerede NGO’er og klimaprojekter, hvilket da må siges at være dejligt. Desværre har det lovede land af mælk og honning bare også en ærgerlig bismag.

Selvom 10 mia. dollars gør en verden til forskel (og virkelig er mange penge), er de ret beset også bare et greb i lommen for Bezos. Alene i 2020 har Bezos tilføjet mere end 70 mia. dollar til sin allerede svimlende formue. På én enkelt, særligt lukrativ dag tjente Bezos 13 mia. dollars. Manden kommer aldrig til at savne de milliarder, han har givet væk til gode formål. Faktisk burde milliardærer som ham slet ikke have lov til at have så mange penge i første omgang.

Dertil kommer, at Bezos om nogen har draget fordel af lasternes økonomi. Ja, han har faktisk taget skridtet videre og gjort sig rig på offentlige laster såsom Amazons umenneskelige arbejdsvilkår og massive klimaaftryk (betalingsmur). Ikke desto mindre kan Jeff Bezos nu få lov til at betale aflad med en klimadonation, der alle steder beskrives som generøs. Man vil jo nødigt lyde som et utaknemmeligt skarn.

Men her er problemet: Hvorvidt vi kan redde klimaet eller ej skal da ikke afgøres af milliardærers vægelsind. Så nemt kan de ikke bare slippe. Særligt ikke når det er dem, der har sat os i suppedasen i første omgang. Beskat nu bare de rige svi- undskyld, vi mener bier. /David Dragsted