Hvem giver en skid for julehalløj

Du kan løbe, men du kan ikke gemme dig. Søren Banjomus finder dine øregange, din nabos overdrevne lysdekorationer finder dine øjne, og tante Janes jammerlige, hjemmelavede juleskum giver et jag i dit allerede fedtbelastede hjerte. I dag er der en måned til juleaften.

Denne tid er hård ved julehadere. Ikke at vi selv tilhører denne forfulgte befolkningsgruppe på Føljeton. Jovist, der er da visse julesange og visse typer julepynt, som vi helst var foruden, men som udgangspunkt bifalder vi julens forsøg på at lulle os hen i højtidseskapisme, så vi slet ikke opdager, at vi befinder os midt i den koldeste, mørkeste og mest forfærdelige tid på året – vinteren.

Men bare fordi man ikke selv er julehader, kan man jo godt have ondt af dem, der er. For dem er det for så vidt straf nok at blive tvunget til at se voksne mennesker miste al selvrespekt og iføre sig nissehuer i fuld offentlighed. Men julehaderens pinsler stopper ikke her.

Alle er nemlig tvunget til at lade, som om de holder af julen. Man har bare at møde op hos familien med et smil og tage del i hyggen – også selvom samtlige tilstedeværende udmærket er klar over, at denne tid ikke ligefrem er ens kop julete. Står du fx midt i en livskrise, har du værsgo at pakke den væk. For julen er forestillingernes fest.

Derfor går vores tanker i disse dage til USA’s førstedame, Melania Trump. I går stod hun foran sin mands embedsbolig og tog storsmilende imod det årlige juletræ. Det er nemlig førstedamens pligt at stå for juledekorationerne i Det Hvide Hus.

Melanias glade ansigt synes at være en vidnesbyrd om, at det er en pligt, hun synes rigtig godt om. Det er det bare ikke. For et par måneder siden lækkede en telefonsamtale mellem førstedamen og en af hendes veninder. Her brokker Melania Trump sig højlydt over sin juletjans. ”Jeg arbejder min røv i laser på det julehalløj, det ved du, hvem giver en skid for julehalløj og dekorationer? Men jeg bliver nødt til at gøre det, ikke?” raser hun i telefonsamtalen.

Den samtale har næsten hele USA hørt. Ja, hele verden har hørt den. Alle ved, at Melania hader at pynte op til jul. Og alligevel bliver Melania nødt til at stå og storsmile foran Det Hvide Hus, den dag hun igen skal til at pynte op. Det er den totale juleydmygelse. Men sådan er julen for julehaderen.

Hvis førstedamen da bare havde muligheden for at grine af hele samfundets julepsykose med sin mand. De kunne åbne et par flasker rødvin og nyde, at dette trods alt er den eneste tid på året, hvor ingen for alvor sætter spørgsmålstegn ved ens kritiske alkoholforbrug. Men det kan hun ikke. For Donald Trump er heller ikke i julestemning. Han er faktisk eddikesur.

I dag er præsidenten blevet nødsaget til at acceptere, at overdragelsen af magten begynder i USA. Trump har forsøgt at forsinke magttransitionen så meget som muligt, således at Joe Biden ikke formelt har kunnet forberede sig på at overtage præsidentembedet i januar. Men nu har den amerikanske myndighed The General Services Administration accepteret Biden som den ”tilsyneladende vinder” af valget, og dermed bliver Donald og Melania endnu engang mindet om, at tiden for dem på 1600 Pennsylvania Avenue er ved at rinde ud.

Trump kalder stadig valget for fusk, og hans allierede har længe støttet hans ret til at fremsætte sådanne anklager. Men nu hvor magten er ved at smuldre, er vennerne også lige så stille ved at vende sig mod ham. Fx har den tidligere guvernør i New Jersey, Chris Christie, der har været en af Trumps mest trofaste støtter, udtalt til ABC News: ”Jeg har været tilhænger af præsidenten og har stemt på ham to gange. Men der er konsekvenser ved et valg, og vi kan ikke blive ved med at lade, som om der er sket noget, som ikke er sket.”

Hvor længe går der, før Melania Trump også trækker støtten? For nederlaget til hendes mand er en historisk mulighed for hende. Snart er hun ude af det forbandede hvide hus, snart kan hun ligesom alle andre give en skid for al julehalløjet, snart kan hun få lov til at være julehader i fred. /Andreas T. Kønig