At lække er en politisk handling

”Jeg har ventet i fyrre år på en som dig.” Dette var de første ord, Daniel Ellsberg sagde til mig, da vi mødtes sidste år. Dan og jeg mærkede helt fra starten, at vi havde en forbindelse; vi vidste begge, hvad det vil sige at satse så utrolig meget – og at blive fundamentalt forandret – ved at bringe skjulte sandheder for dagens lys.

En af udfordringerne ved at være whistleblower er at vide og at leve med, at folk fortsat sidder ved de samme skriveborde, præcist som man selv engang gjorde, i den samme afdeling, uden at sige fra eller gøre indsigelse. De lærer ikke blot at leve med usandheder, men med unødvendige usandheder, farlige usandheder, ødelæggende usandheder. Det er en dobbelt tragedie: Det, der begynder som en overlevelsesstrategi, ender med at kompromittere det menneske, som det var meningen, det skulle forsvare, og det demokrati, der skulle retfærdiggøre eventuelle omkostninger.

Men i modsætning til Daniel Ellsberg skulle jeg ikke vente fyrre år på at opleve andre individer, der valgte at bryde stilheden ved at lække dokumenter. I 1971 overbragte Ellsberg Pentagon-papirerne til The New York Times og andre aviser; i 2010 gav Chelsea Manning Wikileaks adgang til diplomatiske krigsindberetninger fra Irak og Afghanistan og til Cablegate-materialerne. Jeg kom på banen i 2013. Nu er det 2016, og endnu et frygtløst og ansvarsbevidst menneske har givet os adgang til de bemærkelsesværdige dokumenter, der er samlet i The Assassination Complex  – en ny bog forfattet af Jeremy Scahill og medarbejderne ved The Intercept (dokumenterne blev oprindeligt udgivet den 15. oktober sidste år under titlen ”The Drone Papers”).

Hvad vi er vidner til, er en komprimering af, hvor lang tid skadelige politiske tiltag kan søge ly i marginerne; hvor lang tid forfatningsstridige aktiviteter kan foregå uden at blive afsløret ved hjælp af moralske handlinger. Og en sådan tidsmæssig komprimering er ikke blot betydelig for avisernes overskrifter; den gør det derudover muligt for befolkningen at blive bekendt med centrale regeringstiltag – ikke som en del af historien, men på en måde der gør det muligt at agere direkte ved at stemme – med andre ord, på en måde, der bemægtiger en oplyst befolkning til at forsvare det demokrati, som ”statshemmeligheder” foregiver at understøtte.

Når jeg hører om individer, der er i stand til at afsløre sådanne informationer, tænker jeg med fortrøstning, at vores forsøg på at begrænse ulovlige regeringsinitiativer måske ikke vil forblive en konstant opgave – det at udrydde officielle lovovertrædelser med samme rutinemæssige monotoni som, vi slår græs.

Ikke alle læk er ens

Enkeltstående lækager ændrer ikke ved, at en betydelig del af regeringens tiltag opererer under vandlinjen, uden for offentlighedens synsfelt.  Sådanne hemmelige aktiviteter vil fortsætte til trods for reformer. Men ikke desto mindre vil de, der udfører sådanne handlinger, nu blive nødt til at leve med visheden om, at hvis deres handlinger modsiger samfundsånden – hvis blot en enkelt borger føler sig nødsaget til at bremse maskineriet – så kan de stadig blive holdt ansvarlige. Godt lederskab baserer sig på dette princip om lighed for loven, fordi de, der står ved roret, frygter, at loven kommer til at gælde for dem.

Vi kan føle os fortrøstningsfulde, hvis vi en dag bevæger os fra spektakulære afsløringer til en kultur, der bygger på kollektiv ansvarlighed i efterretningsvæsenet. Når det sker, vil vi have taget et vigtigt skridt hen imod en løsning på et problem, der har eksisteret lige så længe som, der har været regeringer.

Ikke alle læk er ens, og det samme gælder for dem, der er ansvarlige for dem. For eksempel gav general David Petraeus sin hemmelige elskerinde og fortrukne biograf informationer, der var så tophemmelige, at de ikke kunne klassificeres. Disse informationer inkluderede navne på hemmelige agenter og præsidentens private holdninger til strategiplanlægning. Til trods for Justitsministeriets anbefalinger blev Petraeus ikke anklaget for kriminel lovovertrædelse, men fik i stedet lov til at erklære sig skyldig i en mindre forseelse. Hvis en soldat af lavere rang havde overleveret en stak tophemmelige notesbøger til sin kæreste, ville han kunne se frem til flere årtier bag tremmer.

Der findes autoriserede læk og tilladte offentliggørelser. Det sker ikke ofte, at en højtstående embedsmand beder en underordnet om at lække en CIA-agents navn for at hævne sig på hendes mand, som det lader til at have været tilfældet med Valerie Plame. Men det er lige så uhørt, at der går en måned, uden at en højtstående embedsmand offentliggør hemmeligholdte informationer, der på den ene eller anden måde kan ses som gavnligt for de politiske partiers agendaer, men som er åbenlyst ”til skade for den nationale sikkerhed” i henhold til landets love.

Denne dynamik kan tydeligt ses i historien om det mislykkede telefonmøde med al Qaeda, hvor ansatte i efterretningstjenesten– sandsynligvis i et forsøg på at overspille truslen fra terrorisme og aflede den voksende kritik af masseovervågning – lækkede ekstremt detaljerede rapporter til en neokonservativ hjemmeside om specifik kommunikation, som de havde opsnappet, deriblandt hvor de medvirkende opholdt sig, og hvad de havde sagt.

Hvis man skal tro agenterne, gav de uigenkaldeligt afkald på en chance for at skaffe sig adgang til terroristledernes præcise planer og intentioner for at opnå en kortsigtet politisk fordel i dagens nyheder. Det lader ikke til, at en eneste person efterfølgende er blevet så meget som irettesat, til trods for at historien angiveligt endte med at afskære muligheden for at lytte til al Qaedas hotline.

Svaret er kontrol

Hvis det ikke er et spørgsmål om skadelighed og autorisering, hvad forklarer så skellet mellem tilladelige og utilladelige afsløringer?

Svaret er kontrol. Et læk er acceptabelt, hvis det ikke ses som en trussel – som noget, der udfordrer institutionens suveræne ret. Men hvis alle de forskellige dele af institutionen – ikke blot dens hoved, men også dens hænder og fødder, alle kropsdele – må antages at besidde den samme magt til at diskutere centrale spørgsmål, så ses dette som en grundlæggende trussel mod det moderne politiske monopol på kontrol af information, især hvis vi taler om afsløringer af alvorlige fejltagelser, bedrageri og lovovertrædelser.

Hvis systemet ikke længere kan garantere sin ret til at udnytte strømmen af kontrolleret information, så begynder den samlede mængde af verdens unævneligheder – også dets egne – at ligne en forhindring i stedet for et gode.

Fuldstændigt uautoriserede afsløringer repræsenterer helt grundlæggende en form for modstand – det vil sige, hvis de ikke sker i et forsøg på at skabe medieopmærksomhed eller forskønne en institutions offentlige image eller omdømme.  Men det betyder ikke, at de alle udspringer fra bunden af hierarkiet. Nogle gange arbejder de individer, der træder frem, ved magtens top. Ellsberg kom helt fra toppen, hvor han briefede forsvarsministeren. Det er så tæt på toppen, man kan komme, med mindre man er forsvarsminister, og der er simpelthen ingen incitament for en så højtstående embedsmand til at blive involveret i afsløringer, der vedrører offentlighedens interesse, eftersom den person allerede har nok magt til at ændre politiske beslutninger direkte.

I den anden ende af spektret er Manning, en ung soldat, der befandt sig langt tættere på hierarkiets bund. Jeg selv var halvvejs oppe af den professionelle rangstige. Jeg arbejdede sammen med CIA’s informationschef og briefede ham og hans teknologichef, når de offentligt kom med udtalelser om, at ”vi forsøger at indsamle alt og opbevare det til evig tid,” og alle stadigvæk syntes, at det var et sjovt slogan. Jeg var samtidig midt i at udvikle de systemer, der ville gøre det muligt faktisk at gøre det. Jeg briefede ikke den politiske side af organisationen – forsvarsministeren – men jeg briefede den operationelle del af organisationen – NSA’s teknologichef. Officielle uregelmæssigheder kan fungere som katalysator for medarbejdere på alle niveauer til at lække informationer, selv hvis det kan have store konsekvenser for dem, i det omfang de kan blive overbevist om, at det er nødvendigt at gøre det.

Udfordringen består i at nå disse individer og at få dem til at forstå, at de som tjenestemænd primært arbejder for offentligheden og ikke regeringen. Dette er et vigtigt mentalt kulturskift for regeringsansatte i dag.

Jeg har argumenteret for, at whistleblowers bliver valgt af omstændighederne. Det handler ikke om, hvem man er, eller hvor man kommer fra. Det handler om, hvad man udsættes for, og hvad man er vidne til. Og dernæst er spørgsmålet: ”Tror du helt ærligt at du er i stand til at løse problemet og påvirke den politiske beslutningsproces?” Jeg vil ikke opfordre til at afsløre informationer, selv hvis det handler om ulovligheder, hvis ikke man tror på, at man kan være effektiv, når man gør det. Den rette timing kan være lige så svær at ramme som viljen til at handle.

Hvem fortjener ens loyalitet?

Dette er blot et pragmatisk og strategisk perspektiv. Whistleblowers arbejder på kanten af det mulige, og for at kunne have effekt som politisk kraft er det vigtigt, at de maksimerer effekten for offentligheden så meget offentlig som muligt. Da jeg traf min beslutning, forstod jeg, at en strategisk beslutning – såsom at vente til måneden inden et valg – kunne overskygges af en anden – såsom det moralske behov for skabe mulighed for at bremse en global tendens, der allerede var gået alt for langt. Jeg fokuserede på det, jeg så og på min overvældende følelse af magtesløshed, fordi den regering, som jeg havde sat min lid til hele mit liv, nu stod midt i et fantastisk bedrag.

Det centrale i denne udvikling er, at whistleblowing radikaliserer – og med ”radikal” mener jeg ikke ”ekstrem”. Jeg bruger ordet i den oprindelige betydning af radix – et spørgsmåls rod. På et eller andet tidspunkt indser man, at man ikke længere kan flytte rundt på nogle bogstaver og håbe, at alt går vel. Man kan heller ikke bare rapportere problemet til sin overordnede, som jeg prøvede at gøre, for det gør dem i sidste ende nervøse. De tænker på den strukturelle risiko, de løber i forhold til deres karriere. De bekymrer sig om at skabe uro og om deres omdømme. Der er intet incitament for at skabe seriøse forandringer. I et åbent samfund kommer forandring grundlæggende altid nedefra.

Man giver afkald på meget for at arbejde i efterretningstjenesten. Man accepterer gladeligt tyranniske begrænsninger. Man udsætter sig frivilligt for løgnedetektortests; man fortæller regeringen alt om sit liv. Man giver afkald på et utal af rettigheder, fordi man tror på, at det grundlæggende gode ved ens mission retfærdiggør selv afkaldet på det mest hellige. Det er et godt formål.

Og når man så står over for beviser – ikke i forhold til en usædvanlig eller afvigende sag, men som en helt grundlæggende konsekvens af programmet, der viser, at regeringen handler i uoverensstemmelse med forfatningen og forbryder sig mod de idealer, man så inderligt tror på, så bliver man nødt til at træffe en beslutning.  Når man ser, at hele programmet og dets beslutninger er ude af trit med de principper og den forpligtigelse overfor samfundet og en selv, som man har viet sit liv til, så harmonerer de principper og den forpligtigelse ikke længere med programmet. Hvem fortjener ens loyalitet?

Den mindst regulerede

En af de påfaldende ting ved de sidste års afsløringer er, at de har fundet sted inden for ideen om Amerika som den ’ubestridte hypermagt’. Vi har den største militærmaskine i verdenshistorien, som ingen udfordrer, og den er understøttet af et politisk system, der i stigende grad er villig til at autorisere enhver brug af magt som svar på næsten enhver form for retfærdiggørelse. I dag er den primære retfærdiggørelse terrorisme, men dette er ikke nødvendigvis udtryk for, at vores ledere er specielt bekymrede for terrorisme som sådan, eller at de mener, at terrorisme repræsenterer en eksistentiel trussel mod samfundet. De ved, at selv hvis 9/11 gentog sig hvert år, ville flere menneskeliv gå tabt på grund af biluheld og hjertesygdomme, og at vi ikke dedikerer de samme ressourcer til at forhindre disse langt mere omfattende trusler.

Hvad det handler om er en politisk virkelighed, hvor en politisk samfundsklasse mener at skulle kunne afvise enhver beskyldning om svaghed. Vores politikere bekymrer sig mere om terrorismepolitik – beskyldninger om, at de ikke tager terrorisme seriøst – end om selve forbrydelsen.

Det er derfor, vi nu befinder os i en situation, hvor vi definerer os i forhold til denne kapacitet, der end ikke begrænses af politik. Vi er blevet afhængige af det, der oprindeligt var tænkt som den sidste udvej: Domstolene. Fordi dommere nu ved, at deres beslutninger pludselig bliver tillagt langt større politisk betydning end tiltænkt, har de efter 9/11 været yderst omhyggelige med at undgå at forholde sig til den udøvende magts love og handlinger i forhold til nationale sikkerhedsspørgsmål og med at skabe præcedens, der, selv hvis den var fuldstændig regelmæssig, ville begrænse regeringens handlekraft i årtier eller længere.

Det betyder, at den mest magtfulde institution i menneskehedens historie nu også er blevet den mindst regulerede. Og samtidig var det aldrig meningen, at denne institution skulle fungere sådan, idet den helt eksplicit blev funderet på principper for magtens tredeling. Den oprindelige indskydelse var at sige: ”Selvom vi er mægtige, har vi frivilligt valgt at holde igen.”

Slagmarken er alle vegne

Når man begynder sin tjeneste ved CIA, løfter man sin hånd og sværger – ikke til regeringen, ikke til organisationen, ikke til hemmeligholdelse. Man sværger til forfatningen. Det er derfor, der er denne spænding, denne spirende konkurrence mellem ens forpligtigelse og værdier, som regeringen kræver, at man forbliver tro mod, og de faktiske aktiviteter, som man bliver bedt om at deltage i.

Afsløringerne omkring Obama-administrationens dræberprogram viser, at en del af den amerikanske karakter er dybt fascineret af grænseløs og ureguleret magtudøvelse. Og der findes intet større eller mere klart udtryk for ureguleret magt end ideen om at give sig selv autoritet til at henrette et individ udenfor slagmarken og uden indblanding fra retslige organer.

Traditionelt har vi altid i forhold til militære spørgsmål vidst, at det at slå nogen ihjel på slagmarken ikke kunne underlægges retslige begrænsninger. Når soldater skyder på hinanden, er der ikke plads til en dommer på slagmarken. Men nu har regeringen besluttet – uden offentlighedens medvirken, uden vores vidne og samtykke – at slagmarken er alle vegne. De, der ikke på nogen måde repræsenterer en overhængende trussel, omdefineres ved at undergrave sproget, så de kan passe ind i definitionen.

Denne begrebslige undergravning flytter med hjem på samme måde som den teknologi, der gør det muligt for embedsmænd at opdyrke behagelige illusioner om operative drabsmetoder og langdistanceovervågning.

Et eksempel er den ufravigelige tro på droneteknologien, som Amerika har forfulgt i årevis. Målet er at indsætte solcelle-droner, der kan flyve rundt i ugevis uden at skulle lande. Når man først når dertil, og man derudover kan installere et apparat på undersiden af dronen, der kan opfange signaler for at holde øje med netværksadresser fra bærbare computere, mobiltelefoner og iPads, så ved man ikke bare, hvor et specifikt apparat befinder sig i hvilken by, men også hvilken lejlighed, hvor ofte det forlader lejligheden, hvornår og via hvilken rute.

Når man først kender apparaterne, kender man deres ejere. Når man begynder at samle disse data i flere forskellige byer, overvåger man ikke længere blot individer, men hele befolkningsgrupper.

En form for politisk modstand

Ved at udnytte vores moderne behov for at føle os forbundet kan regeringer reducere vores værdighed til noget, der minder om mærkede dyr, hvor den eneste forskel er, at vi selv betaler for vores mærker og bærer dem rundt i lommen. Det lyder som en slags fantastisk paranoia, men teknologisk er det så let at implementere, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid, hvor det ikke vil blive forsøgt. I første omgang vil det nok kun omfatte krigszoner, men overvågningsteknologi har en tendens til at følge med hjem.

Det er her, vi ser dobbeltheden af vores unikke amerikanske form for nationalisme. Vi er opdraget til at være ’exceptionalister’, til at tro, at vores land er bedre, og at det er vores skæbne at lede verden. Faren er, at nogle mennesker faktisk vil tro på denne idé, og at nogle af dem vil forvente, at vores nationale identitet – dvs. vores regering – opfører sig i overensstemmelse hermed.

Ureguleret magt kan være mange forskellige ting, men det er ikke amerikansk. Og det er i denne forstand, at whistleblowing i stigende grad er blevet en form for politisk modstand. Whistlebloweren slår alarm, holder lygten op, som arven fra en lang række amerikanere, der begynder med Paul Revere.

For de individer, der beslutter at afsløre disse informationer, har det, de har set, så stor betydning, at de er villige til at ofre deres liv og deres frihed. De ved, at vi – folket – i sidste ende er den stærkeste og mest pålidelige form for kontrol af regeringens magt. De, der arbejder inden for murene på højeste regeringsniveau, besidder umådelige evner, umådelige ressourcer, endeløs adgang til indflydelse og monopol på vold, men i sidste ende er der kun en figur, der gælder: Det enkelte individ.

Og der er flere af os, end der er af dem.