400 traktorer kører i optog i protest mod regeringen, i Hjørring, lørdag den 28. november 2020. Der var skilte i alle afskygninger og mange vrede landmænd. Fødevareminister Rasmus Prehn, var blandt talerne. Ministeren gav sig også tid til at gå entur på pladsen og tale lidt med de utilfredse landmænd. (Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix)
Dagens tema: ‘Stakkels [indsæt et af nedenstående navne her]’
· formand for dansk folkeparti Kristian Thulesen Dahl
· fødevareminister Rasmus Prehn (S)
1.
Stakkels Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkepartis årsmøde er netop overstået, men som landet ligger, ville det være en tilsnigelse at kalde det veloverstået. Der er gået halvandet år siden dræberfolketingsvalget, partiet ligger stadig i ruiner, og meget lidt tyder på, at partiledelsen har identificeret en farbar vej mod fordums styrke (undskyld den lettere bombastiske Holger Danske-retorik).
Det er mærkværdigt at iagttage Dansk Folkeparti i disse år. Partiet minder på flere måder om Axel Strøbye i rollen som landsretssagfører Viggo Skjold Hansen i tv-serien Matador – men vel at mærke efter at Skjold Hansen er blevet anklaget for at være værnemager og siden er gået fra at være handlekraftig og brøsig til medgørlig, vrøvlende og underdanig.
Søndag lagde partiets kommunikationsafdeling et Facebook-opslag op, som ikke var skingrende advarsler om kriminelle udlændinge, men bare et ønske om ”en rigtig glædelig” advent. Og så var der også lidt advents-trivia hentet fra Wikipedia: ”Vidste du, at første søndag i advent er begyndelsen på det nye kirkeår? Derfor vil mange, som har besøgt kirken i dag, kunne opleve salmen ‘Vær velkommen, Herrens år’, som de fleste af os også kender fra Nytårsaften.”
Lange passager i Kristian Thulesen Dahls tale ved årsmødet havde samme karakter. Han indledte med en svulstig beskrivelse af fædrelandet. Med lyrisk stemmeføring fortalte han om det Danmark, ”som vi har overtaget fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre. Det land vi hørte om, da vi sad på skødet som barn og fik læst højt. Det land, som er umuligt helt at sætte ord på. Som vi bare har med i hjertet. De lyse nætter. Efterårsblæsten. Skovens mange farver. Gåturene ved Vesterhavet. Kornmarken lige før høsten. Børnene, der leger på vejen i parcelhuskvarteret. Familien samlet til barnedåb og konfirmation. Øl over hækken. Jordbær og frikadeller.”
Først et stykke henne i talen kom der konkrete politiske emner på bordet. Islamisering, retfærdighed over for minkavlerne, EU (Danmark skal ud) og endelig hjemsendelse af afviste flygtninge – på det punkt havde Socialdemokratiet i hvert fald svigtet!
Kristian Thulesen Dahls forgænger, partiets ‘mor’, Pia Kjærsgaard, har næppe været inde over hans tale. ”Mange af os kan ikke leve med den situation, Dansk Folkeparti står i. Jeg kan slet ikke,” sagde hun i sin tale. Ja, det lakker mod enden. Alverdens jordbær og frikadeller vil ikke kunne redde Thulesen Dahl.
2.
Stakkels Rasmus Prehn. At være udviklingsminister må være et af landets fedeste offentlige embeder. Du flyver rundt til verdens u-lande, beser skole- og brøndprojekter og møder missionærer, der behandler dig som en konge, fordi de ved, at du kommer med penge. Husk på, hvad jobbet gjorde ved det tidligere folketingsmedlem for Venstre Søren Pind, der begyndte at gå med tropehjelm og omtale sig selv som ‘frihedsministeren’. Jobbet fylder en med selvværd.
Men så røg Rasmus Prehns ministerkollega Mogens Jensen i svinget, og statsminister Mette Frederiksen valgte at rykke den habile socialdemoratiske holdspiller Prehn over på den dødssyge uriaspost, som det er at være fødevareminister. Sikke et sceneskifte, sikke en røvtur på første klasse. Det er slut med at holde taler på engelsk om bæredygtighed, demokrati, økologi og blended finance, og det er slut med at tage på rejser til Indonesien med kronprinsesse Mary og tage selfier med Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.
Lørdag fandt Rasmus Prehn sig selv stående på en talerstol ved en traktordemonstration i Hjørring, hvor tilhørerne nærmest fnøs af foragt over den socialdemokratiske regerings håndtering af mink-situationen. Ifølge DR’s reporter var den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri knapt færdig med sit indledende forsøg på en afvæbnende svigermor-vittighed, før nogen blandt tilhørerne råbte ”Få Mette til at gå af!”
”Så kan jeg høre, at der er mishagsytringer derude og folk, der opfordrer nogen til at gå af og andet,” svarede Rasmus Prehn og undgik behændigt at nævne sin chef ved navn. ”Jeg tror, det er er vigtigt, når man har et demokrati, at man mødes og har dialogen og taler med hinanden.”
Han talte videre om, at det først og fremmest var folkesundheden under coronakrisen, der lå regeringen på sinde, og medgav, at der ganske rigtigt var ”begået fejl” i det arbejde, og at regeringen havde undskyldt og nu var ved at rette op på dem.
Rasmus Prehn var formentlig bare blevet sendt til traktordemonstration i Hjørring for at lytte. Men det var, som om han havde fået en af sine gamle udviklingsminister-taler med. Pludselig hev han den gode gamle græske filosof Aristoteles op af hatten. Det var virkelig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. ”Jeg vil hellere citere Aristoteles, der sagde, at den eneste måde at undgå fejl er, hvis man ingenting gør, ingenting siger eller ingenting er. Derfor vil jeg sige til jer, at det er menneskeligt at fejle.”
Derfor vil jeg sige til jer, at det er menneskeligt at fejle? Altså fordi Aristoteles sagde det? Hvis Aristoteles havde stået nede blandt tilhørerne, ville han næppe have været så stolt over Prehns retoriske evner, og han ville måske også have citeret Centrum-Demokraternes grundlægger Erhard Jakobsen: ”Det har jeg aldrig sagt!” Men det er en anden historie. Stakkels Aristoteles. Stakkels Rasmus Prehn. /Oliver Stilling