Arktis er den danske Orient. Alt oppe fra de vidtstrakte isfjelde fremstår så eksotisk anderledes – med åndemanere, kultisk trommedans og djævelske tupilakker: En evig julekalender af vindblæst mystik og Nissebanden på opdagelsesrejse i den ubarmhjertige vildmark.
I årevis har det været bekvemt at spejle det velordnede Danmark med det kaotiske Grønland: Deroppe hærger korruptionen, vildskaben og vennetjenesterne, mens de folkevalgte hernede optræder retskaffent, disciplineret og transparent.
Men tænk, hvis virkeligheden er langt mere triviel? Tænk, hvis spejlingen snarere er mere ligefrem – og vi blot ser hinandens dårskaber tydeligere? Ja, tænk, hvis de problemer, som det grønlandske folkestyre har tumlet med i generationer, rent faktisk minder – én til én – om skærmydslerne her i det flade, indelukkede Danmark?
I weekenden blev Grønlands 54-årige formand for Naalakkersuisut (Grønlands Landsstyre), Kim Kielsen, væltet som leder af det socialdemokratiske parti Siumut.
Endnu engang eksploderede fløjkrigene i det altid urolige parti, og på spektakulær vis står den grønlandske regering nu over for et magtskifte midt i valgperioden. På Siumuts landsmøde valgte et snævert flertal at gøre 45-årige Erik Jensen til ny partiformand og dermed også reelt krone ham som ny landsstyreformand.
Socialdemokratiske Siumut blev det største parti ved sidste valg til Inatsisartut (Grønlands Landsting), men kun knebent foran SF’s søsterparti Inuit Ataqatigiit, og dermed står Grønland som det suverænt mest røde demokrati i hele verden. For sammen med de to nationalpopulistiske udbryder-partier Nunatta Qitornai og Partii Naleraq kan de ‘røde’ partier mønstre over 70 pct. af stemmerne, og det fornyede drama handler derfor ikke om den ideologiske retning for Grønland.
Magtens blinde privilegier
Længere sydpå sidder rød blok også solidt på magten. I en lille københavnsk forstad med et bynavn, der næsten kunne være en ode til grønlandsfareren Knud Rasmussen, er en anden magtfuld socialdemokrat netop blevet vraget.
Bykongen i Ishøj, 74-årige Ole Bjørstorp, er blevet væltet af sine egne. Efter et længere magtopgør vandt udfordreren Merete Amdisen forleden et kampopgør om at blive Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget til næste efterår.
Byrådet i Ishøj minder påfaldende om Inatsisartut i Nuuk: De røde partier har også her absolut flertal med 74 pct. af pladserne, og ingen forventer, at de borgerlige partier på nogen måde vil kunne true Socialdemokratiets magtmonopol. Reelt er den 48-årige Merete Amdisen blevet kåret som ny bydronning, allerede inden vælgerne er gået til stemmeurnerne.
Ishøj er som et sindbillede på et dansk Nuuk – og den grønlandske hovedstad med det gamle koloniale navn Godthåb fremstår i dag som en grønlandsk udgave af det flade Ishøj.
Begge steder virker den absolutte magt til at have korrumperet de to iskonger, og alt for sent har både Kim Kielsen og Ole Bjørstorp erkendt, at de havde mistet opbakning i egne rækker. Begge steder skulle fornyelsen også komme indefra i form af Erik Jensen og Merete Amdisen.
Korruption er som oftest et banalt fænomen. Glem de store konspirationer og udspekulerede rænkespil. Faldet fra tinderne er nemlig tæt på at være identisk for de to socialdemokratiske magtmænd. Privilegierne bliver gradvist mere og mere hverdag, og pludselig forekommer særlige bekvemmeligheder som en velerhvervet ret, som ingen andre skal blande sig i.
Balladen begyndte, da det kom frem, at Kim Kielsen havde brugt en halv million skattekroner på sin Toyota Landcruiser. I en by, hvor der kun er i alt 100 kilometer asfalteret vej, er det i sig selv en imponerende bedrift, at han kunne bruge for over 1.200 kr. om måneden på benzin.
Pommes Frites-kysten
Men knap så imponerede var de andre grønlandske politikere over, at Kim Kielsen også havde fået repareret sin skatteyderbetalte firehjulstrækker for beløb på over 100.000 kr. i flere omgange.
På villavejen i Ishøj landsby bemærkede naboerne, at en sølvgrå VW Golf Sportsvan ofte stod parkeret ud for Ole Bjørstorps parcelhus. Den socialdemokratiske borgmester kørte selv rundt i det noget mere vidtforgrenede vejnet, som vikler sig gennem motorvejslandskabet, der også går under øgenavnet Pommes Frites-kysten, som en fattigmands-pendant til det nordsjællandske Whiskybælte. Ole Bjørstorp brugte sin tjenestebil stik imod reglerne.
Formelt gjorde Kim Kielsen dog ikke noget ulovligt. Selv forklarer Grønlands landsstyreformand, at hans fortid som politibetjent stadig sidder i blodet på ham, og han derfor ofte ruller rundt i Nuuk om natten for at holde øje: ”Jeg er mindst to til tre gange dagligt nede på havnen for at se til min båd både sommer og vinter. For at observere og holde øje med, at der ikke foregår noget ulovligt,” forklarede Kim Kielsen. Inden partikollegerne fik nok af den selvbestaltede Batman.
Bag ligusterhækkene i Ishøj kunne banditter og fritidsgangstere nok føle sig mere sikre. Ole Bjørstorp lå ikke på lur, og slet ikke om natten, men trillede mere fredsommeligt bare frem og tilbage til privaten: ”Jeg har aldrig troet, at det var et problem. Derfor har jeg aldrig tænkt på at købe eller lease en bil. Jeg havde tænkt, at jeg kunne benytte tjenestebilen,” sagde forstadsborgmesteren.
Allerede inden Ankestyrelsen erklærede den private brug af borgmesterbilen ulovlig, havde partikollegerne fået nok. I protest mod detroniseringen insisterer Ole Bjørstorp nu på at blive siddende valgperioden ud og nægter at lade afløseren Merete Amdisen træde til inden valget – som det ellers er kommunal kutyme. Endnu er det heller ikke afklaret, hvad der sker i Grønland: Kim Kielsen kan også forsøge at blive siddende, eller fremtvinge et nyvalg i utide.
Det ville være mere dragende og højspændt, hvis grønlandsk politik var revet på tværs af hidsige diskussioner om supermagternes intensiverede rivalisering i Arktis, og de interne opgør i Inatsisartut handlede om tidens nye kolde krig i Ishavet og den hensynsløse jagt efter mineraler i de majestætiske fjeldvægge.
I både Ishøj og Nuuk var det noget så gumpetungt og småborgerligt som systematisk misbrug af en sosse-mobil, der gjorde det skæbnesvangre udslag. Bag de første julekalender-låger gemmer sig på affortryllende vis det nøjagtigt samme: Den menneskelige korruption er alt andet end eksotisk. /Lars Trier Mogensen