Den hårfine grænse mellem fiktion og virkelighed er en tilbagevendende debat i kulturlivet.
Herhjemme i Danmark blussede diskussionen op i 2006, da forfatter Knud Romer udgav den anmelderoste bog Den som blinker er bange for døden. Det autobiografiske værk tager udgangspunk i Romers opvækst i Nykøbing Falster og er tilsyneladende et stort miks af sandhed, løgn og oplevet virkelighed. På titelbladet adviseres fiktionen med prædikatet ”roman”, men i bogen indgår rigtige navne fra Romers fortid, og forfatteren selv har da også bekræftet i interviews, at den altså handler om hans barndom. Problemet var så bare, at mange personer fra Romers fortid ikke var enige med forfatterens fremstilling. De kunne ikke genkende sandheden. De mente, det hele var løgn og bagvaskelse.
En lignende diskussion dukkede op, da den norske forfatter Karl Ove Knausgård i 2009 udgav første bind i sit gigantiske autobiografiske værk Min Kamp. Bøgerne er blevet berømte og berygtede for at gå forfærdeligt tæt på forfatterens hverdagsliv, og Knausgård beskriver minutiøst personerne omkring sig, som han oplever dem. Også den bog er kategoriseret som roman, men flere personer omkring Knausgård følte sig alligevel udstillet og udtrykte deres modvilje mod at være ufrivillige deltagere i Knausgårds virkelighedsinspirerede fiktionsværk.
Nu er debatten nået til Storbritannien, og denne gang er det selveste den royale familie, der føler sig misbrugt i spillet mellem sandhed og fiktion.
Kogende blåt blod
Den 15. november udkom fjerde sæson af Netflix-serien The Crown. Det er en biografisk serie om det britiske kongehus, men det er bestemt ikke dokumentarisk. For mens mange af hændelserne i The Crown er sande, så er der også mange af dem, der er pure opspind.
The Crowns forhold til virkeligheden har løbende været diskuteret, men debatten er blevet mere ophedet efter denne sæson – øjensynligt fordi den handler om den nok mest elskede og omdiskuterede persona i det moderne britiske kongehus: den afdøde prinsesse Diana.
At The Crown ikke er en serie udelukkende baseret på sandheden, har seriens skaber Peter Morgan intet problem med at indrømme. Han fortæller gerne i interviews, at han har blandet fakta og fiktion sammen i sin serie. I 2019 sagde han til The New York Times: ”Jeg tror, at vi har en tillidspagt med seerne. De forstår, at en stor del af det er formodninger.”
Problemet er bare, at det ikke er alle tv-seere, der er en del af den tillidspagt. Især ikke dem med blåt blod i årerne.
I Storbritannien har den konservative kulturminister været ude og kræve, at der ved begyndelsen af hvert afsnit i The Crown bliver vist en advarsel, hvor det tydeligt fremgår, at der er tale om fiktion. ”Jeg frygter, at en generation af seere, der ikke har oplevet disse begivenheder, ikke kan se forskel mellem fiktion og fakta,” lyder det fra Oliver Dowden.
Samtidig har den tidligere pressesekretær for det britiske kongehus Dickie Arbiter været ude og pege på en række tilfælde, hvor serien ikke er i overensstemmelse med sandheden. Den måske hårdeste anklage er, at prins Charles bliver fremstillet som en slet type. Det samme gør hans nuværende hustru, hertuginden af Cornwall, der tidligere var kendt under navnet Camilla Parker Bowles. Hun havde en alment kendt affære med prins Charles, mens han stadig var gift med prinsesse Diana.
The Crown har begivet sig ud på farligt territorie. De tidligere sæsoner foregik for mange år siden, og en del af hovedpersonerne er derfor døde, hvilket gør dem mindre kontroversielle at portrættere. Men i den nye sæson graver man dybt i de levendes intriger, og samtidig genopliver man det traume, som det var for hele Storbritannien, da Diana døde.
Denne gang er det altså ikke ”bare” Knud Romers venner eller Knausgårds familie, der bliver viklet ind i debatten om fiktion og fakta. Det er en hel nation, for det er hele Storbritanniens kongehus, som serien handler om. For mange briter har skandalen omkring Diana endnu ikke bundfældet sig, og det er derfor, at den nye sæson af The Crown har vist sig at være så kontroversiel. /Andreas T. Kønig