Normalt handler det om mammon.
Når de amerikanske konkurrencemyndigheder forbyder virksomhedsfusioner eller forsøger at få splittet store selskaber op, så gør de det som oftest, fordi de frygter, at priserne på et marked vil blive påvirket af monopollignende tilstande.
Hvis én slikbutik pludselig lykkes med at opkøbe halvdelen af de omkringliggende slikbutikker for derefter at bruge deres store slikmuskler til at køre den resterende halvdel af slikbutikkerne i sænk, så kan forbrugerne ikke længere gå på jagt efter gode sliktilbud. Konkurrencen er forsvundet, og man må blot finde sig i slikgigantens priser.
Det er den slags sager, som konkurrencemyndighederne tager sig af. De vil splitte slikbutikken op, så der igen kan blive konkurreret på prisen.
Derfor virker det ved første øjekast underligt, at de amerikanske konkurrencemyndigheder Federal Trade Commission (FTC) sammen med hele 46 amerikanske delstater har sagsøgt Facebook med henblik på at splitte techgiganten op. For Facebook koster jo ikke penge. Selvom firmaet har opkøbt et hav af konkurrerende sociale medier de seneste år, er der ikke noget af det, som er blevet dyrere. Selv efter Facebooks opkøb er det stadig gratis at bruge fx billedtjenesten Instagram og beskedtjenesten WhatsApp.
Sagen er, at denne gang handler det ikke om pris. Det handler om privatliv. Konkurrencemyndighederne mener, at Facebook har skabt sig et monopol på det sociale medie-marked, og det betyder, at der ikke er tilstrækkeligt med tjenester, der kan konkurrere på privatliv. Facebook har de seneste år haft en række skandaler, der involverer deres tvivlsomme håndtering af brugernes privatlivsoplysninger, men vil man som forbruger være på de sociale medier, er der ikke andet at gøre end at sluge Facebooks dyre slik. Der er nemlig ingen rigtige alternativer.
Den nye privatlivstilgang til konkurrence er ifølge Politico et nybrud i myndighedernes håndtering af monopoler. Spørgsmålet er så, om dommerne i de føderale domstole køber de nye argumenter. Hvis de gør, kan Facebook ende med at skulle skille sig af med de to tjenester Instagram og WhatsApp, som de opkøbte i henholdsvis 2012 og 2014. Det vil være et kæmpe slag for Facebook.
Begrav eller opkøb
Sagsanlægget har mødt stor opbakning blandt amerikanske politikere på begge fløje. Men hos Facebook selv er der ikke overraskende stor utilfredshed med myndighedernes ageren.
I en blogpost skriver Facebook, at sagsanlægget er ”revisionistisk historie”. De understreger, at firmaets opkøb af Instagram og WhatsApp begge er blevet godkendt af FTC for år tilbage, og de frygter, at konsekvensen af det nye sagsanlæg vil være, at ”intet opkøb nogensinde bliver fuldendt”, fordi myndighederne kan komme og kalde det ulovligt mange år efter.
Men Facebook skal nok passe på med at åbne munden alt for meget. Eller chefen Mark Zuckerberg skal i hvert fald. Han er nemlig kommet med en række ”smarte” udtalelser de seneste år, der kan ende med at være en stærk medvirkende faktor til, at hans imperium risikerer at blive brudt op.
I sagsanlægget refererer FTC fx til en e-mail, hvor Zuckerberg beskriver sit firmas overordnede filosofi således: ”Det er bedre at opkøbe end at konkurrere”. Kort tid efter opkøbet af Instagram skal Zuckerberg også have bemærket, at startups er gode, fordi man jo altid kan erhverve sig dem, og han har angiveligt beskrevet opkøbene af Instagram og WhatsApp som Facebooks forsøg på at ”bygge en konkurrencevoldgrav” og ”neutralisering af en konkurrent.”
Til Politico siger eksperten Charlotte Slaiman, der er tidligere ansat i FTC og i dag har en ledende position i nonprofitorganisationen Public Knowledge, at den slags udtalelser betyder noget i retten. De giver et indtryk af, at Facebook konsekvent gør brug af en ”begrav eller opkøb”-strategi, der kvæler al konkurrence. Det er noget, der potentielt kan vægte tungt i en retssag om opbrydningen af et monopol.
En splittelse af Facebook er dog ikke lige om hjørnet. Ifølge mediet Vox vil en retssag sandsynligvis ikke en gang komme i gang inden 2022. Desuden er det ikke nogen nem manøvre at splitte Facebook. Dels bliver det en lang og hård juridisk kamp, men Facebook har også integreret sine tjenester så meget med hinanden, at det måske slet ikke er muligt at lade Instagram og WhatsApp være selvstændige firmaer.
Uanset hvad er sagsanlægget endnu et bevis på, at monopoler og konkurrence nu ikke bare handler om priser og penge længere. Techvirksomheder tjener gigantiske summer på triviel viden om dig, og derfor bliver konkurrencemyndighederne også nødt til at gentænke deres prioriteter. Dette sagsanlæg er et vidnesbyrd om, at den udvikling er i fuld gang. /Andreas T. Kønig