Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix. En sygeplejerske tilser patienter med covid-19 på en af stuerne på Herlev Hospitals Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling i Region Hovedstaden i starten af maj 2020. *Billedet er kun til redaktionel omtale af situationen omkring corona. Nærmere dato er udeladt af hensyn til patienter*. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
En gammel skrøne fortæller, at en frø nemt kan blive fanget i kogende vand. Placer padden i en fyldt gryde og skru langsomt op for varmen. Kaj vil ikke lure faren, førend det er for sent; det grønne bæst vil simpelthen blive siddende i spaen, indtil han bliver kogt levende. Hælder du ham direkte i det varme vand, vil han derimod hoppe op lige med det vons. Tilvænning er vigtigt.
Vi skal ikke kunne sige, præcis hvor eller hvornår det gik galt, men et eller andet sted i det evigt optimerende og besparende new public management-helvede begyndte politikerne at behandle sygeplejersker som frøer. Vilkårene blev ringere, tidsregimet mere hårdhændet og budgetterne mere pressede. Der blev skruet helt op for varmen, og det endda med en forventning om, at sygeplejerskerne vel ikke kunne finde på at hoppe op af gryden.
Men sådan fungerer virkeligheden vist ikke.
En ny, ret rystende undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 88 pct. ud af 1.820 adspurgte sygeplejersker overvejer at søge nyt job. Og ud af de 88 pct. overvejer knap halvdelen – 37 pct. – helt at forlade faget. En tredjedel pønser på at skifte til et sygeplejerske-job i det private. De primære årsager er, at sygeplejerskerne ønsker sig bedre løn og et bedre arbejdsmiljø. Det forstår vi saftsuseme godt.
Når et stillingsopslag (der ganske vist skal sælge et vikariat i Uummannaq, Grønland) slår sig op på, at sygeplejersken her får tid til at spise frokost og gå på toilet, bør alle alarmklokker jo begynde at bimle og bamle. Ja, det skal de vel allerede gøre, når sygeplejerskerne selv fortæller, at de ikke har tid til at dække behovspyramidens allermest basale trin. Sygeplejerskerne bliver behandlet som frøer, men der venter dem hverken kys, prinser, prinsesser eller halve kongeriger som tak. Snarere verbale smæk og ordrer om, at de bare har at skynde sig ind til Andrea på stue 2, førend de så meget som tænker på en tissepause.
I Klinikkens fødsel fra 1963 opfinder idéhistoriker Michel Foucault begrebet ”le regard médical”, det medicinske blik, til at beskrive lægevidenskabens objektificering af kroppen. Pointen er, at lægevidenskaben på et tidspunkt holder helt op med at fokusere på personen, men i stedet retter blikket mod kroppens bestanddele og deres iboende sygdom. I dag kan begrebet vel nærmest vendes om: Sygeplejersker (og andet sundhedspersonale for den sags skyld) ses i dag som kvantificerbare møtrikker i maskinen. Men det bagvedliggende menneske bliver glemt.
Okay okay, regeringen og Danske Regioner fik da i begyndelsen af året indgået en aftale om at tilføre 1.000 nye sygeplejersker til sygehusene i 2021, så i det mindste er hjælpen på vej. Men vi kan godt have vores tvivl om, hvor effektivt det er bare at kaste flere frøer i den allerede spilkogende (og nu også corona-pressede) gryde. Hvad med eksempelvis at kigge på de der lønvilkår, som de adspurgte sygeplejersker også mener er for dårlige? Og kan man overhovedet trylle 1.000 nye sygeplejersker ud af det blå, når ledigheden er helt i bund?
Situationen er mildest talt penibel. Mere end nogensinde har vi brug for vores sundhedsvæsen, den fortsatte pandemi taget i betragtning. Men undersøgelsen fra Dansk Sygeplejeråd understreger, at smertegrænsen er nået. Sygeplejerskerne har fået nok og vil egentlig bare gerne op af gryden. Vi håber inderligt, at de vil blive belønnet med mere og andet end fællessang, tomme takketaler og fikse regnskabsmanøvrer. Og at politikerne på Christiansborg faktisk har forstået alvoren. For så vidt vi kan gennemskue, er det her ikke et problem, man kan lægge låg på – snarere tværtimod. /David Dragsted