Sporten er et mikrokosmos, der repræsenterer samfundet omkring den.
Mest tydeligt blev det måske ved VM i skak på Island i 1972. Her mødte det amerikanske vidunderbarn Bobby Fischer den regerende verdensmester Boris Spasskij, der kom fra skakkens højborg Sovjetunionen. Duellen i den normalt så indforståede nichesport fik kæmpe opmærksomhed og blev døbt ”århundredets match”, fordi den symboliserede noget langt større end et simpelt slag brætspil. I 1972 var den kolde krig på frysepunktet, og skakspillet endte derfor som en proxykrig mellem det liberale vest og det kommunistiske øst. Fischer vandt kampen og endte Sovjetunionens årtier lange skakdominans.
Kigger man på verdens fodboldstadioner i 2020, er man heller ikke i tvivl om, hvor i historien vi befinder os. 22 spillere triller bolden rundt i gigantiske spøgelsesarenaer, mens publikum sidder indespærret derhjemme og følger med fra tv’et. Også sporten har fået corona.
Men i 2020 foregår der ligeledes en proxykrig på fodboldbanen, ligesom der gjorde på skakbrættet i 1972. Denne gang ikke mellem nationer eller klassiske ideologier. Der er nærmere tale om en kulturkrig.
Det er Black Lives Matter-bevægelsen, der er rykket ind på grønsværen – dens tilhængere såvel som modstandere. Det blev i den grad tydeligt i denne uge, hvor to storhold endte med at forlade banen, fordi fjerdedommeren blev beskyldt for at være kommet med racistiske bemærkninger. Men var det racisme, eller har 2020’s store fokus på racisme skabt en hysterisk kultur? Det er der langt fra enighed om.
På knæ
At racisme findes i fodbold er et faktum.
En undersøgelse foretaget af organisationen Kick It Out, der arbejder med at stoppe diskrimination i fodbold, viser, at der mellem 2019 og 2020 har været 53 pct. flere dokumenterede tilfælde af racistisk adfærd i professionel fodbold. I forlængelse heraf har YouGov foretaget en måling, der viser, at 30 pct. af 1.000 adspurgte forboldfans har overhørt racistiske tilråb til fodboldkampe. Formanden for Kick It Out Herman Ouseley forklarede tilbage i 2011 problematikken således: ”Historien om racisme i fodbold er historien om racisme i samfundet. Fodbold reflekterer, hvad der sker i samfundet.”
Forskellige europæiske fodboldforbund har ihærdigt forsøgt at gøre op med den diskriminerende kultur. I de engelske topdivisioner er kampene de seneste måneder startet med, at spillere knæler for at vise deres sympati med Black Lives Matter-bevægelsen. Det er gået godt, mens der ikke har været tilskuere, men efter de britiske myndigheder i sidste uge tillod visse klubber at lukke 2.000 tilskuere ind, gik det galt.
Da London-klubben Millwalls spillere lørdag knælede i deres hjemmebanekamp i Englands næstbedste række, lød der buh-råb fra tilskuerrækkerne.
Denne protest fra Millwalls fans mødte dog senere modstand. Da klubben spillede sin næste kamp tirsdag, fejrede modstanderholdets spillere deres mål til 1-0 ved at knæle med en knyttet næve i vejret foran Millwall-fansene. Til ære for Black Lives Matter.
Således lever kulturkampen på stadion.
Misforståelse eller racisme?
En lignende kamp er opstået i kølvandet på denne uges kamp mellem den franske klub Paris Saint-Germain og den tyrkiske klub İstanbul Başakşehir. De to klubber tørnede tirsdag sammen i verdens fornemmeste klubturnering Champions League, men det var ikke fornem fodbold, som kampen vil blive husket for.
Kampen blev midlertidigt afbrudt efter 14 minutter, da den rumænske fjerdedommer Sebastian Coltescu kaldte hoveddommeren, landsmanden Ovidiu Hategan, hen til sidelinjen. Her ser det ud til, at Coltescu beder om at få udvist det tyrkiske holds assistenttræner, camerounianske Pierre Webó. Intet af dette er unormalt, men pludselig bliver Webó mere end almindeligt ophidset. Han beskylder fjerdedommeren for at have brugt racistiske ord, og igen og igen råber Webó: ”Why did he say negro?”. Det fik spillerne fra begge hold til at forlade banen i solidaritet med Webó.
Fjerdedommeren skal efter sigende på rumænsk have bedt hoveddommeren om at udvise ”ham den sorte”. Sort på rumænsk er negru. Helt præcist skal fjerdedommeren have sagt: ”Ham den sorte derovre. Gå over og tjek, hvem han er. Ham den sorte derovre, man kan ikke opføre sig sådan”.
Hændelsen har skabt stor debat. Det er blevet diskuteret, om ”negru” er et racistisk ord, når det på rumænsk blot refererer til farven sort, og altså ikke har de samme konnotationer, som man kender fra det engelske ”negro” eller det danske ”neger”. Det har fået det rumænske medie Adevărul til at kalde det hele en stor misforståelse:
”På både engelsk og fransk har ordet ‘sort’ mindst to ord: et neutralt, og et nedladende, fornærmende og racistisk. For franskmænd er ‘noir’ neutralt og ‘nègre’ er nedladende. For englænderne er ‘black’ neutralt, mens ‘nigger’ er nedladende. Sebastian Colţescus uheld er, at på rumænsk, som var det sprog, han talte med sine kollegaer, er det neutrale ord ‘negru’ det samme som ‘noir’ eller ‘sort’. Det lyder bare nedladende. Rumænere har andre ord, der har nedladende betydning. Sebastian Colţescu brugte ikke nogen af dem.”
Men der er også andre, der mener, at selvom ”negru” er neutralt, så er det stadig racistisk. For hvorfor skulle Colţescu bruge assistenttrænerens farve til at udpege ham? For fodboldspillere, dommere og trænere er fodboldbanen deres professionelle rum, og ifølge kritikerne ville man slet ikke være i tvivl om, at det var upassende, hvis en ordstyrer til et møde i et kontor henviste til sin kollega med ordene ‘ham den sorte’. Et andet rumænsk medie Libertatea mener ikke, at det er en misforståelse. I stedet mener de, at Rumænien kun har sig selv at takke for den negative opmærksomhed:
”Dommeren har givet os, hvad landsholdet aldrig er lykkedes med: global opmærksomhed. Vi er på forsiden af internationale massemedier – fra CNN til L’Équipe. Vi fortjener til fulde den dårlige omtale, som dommeren har bragt os med sin racisme. I årevis har vi fejet problemerne med rumænsk fodbold og vores dommere ind under tæppet. Nu, her midt i pandemien mens tribunerne er tomme, kan man høre en knappenål falde på stadionerne. Det glemte vores dommer nok. Hvis der havde været den sædvanlige larm på tribunerne, var der ingen, der havde opdaget det.” /Andreas T. Kønig