Kære læser

Frankrig har aflyst nytåret

Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix. Fireworks illuminate the sky over the Arc de Triomphe during the New Year's celebrations on the Champs Elysees in Paris, France January 1, 2020. REUTERS/Benoit Tessier Benoit Tessier/Reuters/Ritzau ScanpixTPX IMAGES OF THE DAY

”Jeg sy’s jeg sidder fast/ Jeg sy’s jeg sidder lidt fast” – ”Jeg Sidder Fast” (2006), Mikael Simpson

Skrækscenariet nærmer sig: Klokken slår tolv den 31. december og … ingenting sker. Alt føles uforandret, som var dette annus horribilis ikke netop blevet skålet, sunget og skudt ad Pommern til. Du kigger på din telefon og ser chokeret på datoen. Den 32. december 2020, står der. Lort.

Ja, eller måske skulle vi snarere sige merde. Seneste nyt fra Frankrig er i hvert fald, at de nu har aflyst nytåret. Eller, de har ikke aflyst-aflyst det, snarere givet folk udgangsforbud mellem klokken otte om aftenen og seks om morgenen. Men det er vel godt det samme. Selvom Groundhog Day (klassikeren fra 1993, hvor Bill Murrays karakter gennemlever den samme dag igen og igen) forhåbentlig udebliver, får franskmændene ikke meget at fejre. Det synes næsten på sin plads; alting kører jo alligevel i ring.

Det er i hvert fald den fornemmelse, man sidder tilbage med for tiden. Ikke nok med at corona-nedlukningerne igen har ramt os, så er det de samme gamle travere, der atter trækker overskrifterne: Klimaforhandlinger og brexit. Brexit og klimaforhandlinger. Det er lige til at blive rundtosset af.

Lørdag er det fem år siden, at Paris-aftalen blev indgået. I den forbindelse mødes FN til et virtuelt topmøde, og som optakt er EU her til morgen blevet enige om en ny, ambitiøs målsætning. Nu skal medlemslandenes udledninger af drivhusgasser reduceres med mindst 55 pct. allerede i 2030. Det er blandt andet Danmark, der har ønsket at opgradere ambitionerne, og det må da siges at være glædeligt. Alligevel frygter vi, at FN-samtalen godt kan blive lidt træg.

For som klimaaktivist Gretha Thunberg understreger i en klassisk thunbergsk opsang forud for topmødet, går tingene jo stadig for langsomt. Siden Paris-aftalen ”har verden udledt mere end 200 mia. tons CO2”, og alligevel fortsætter politikerne med at sætte ”fjerne, hypotetiske mål”. Thunberg lader sig ikke imponere af vidtløftige målsætninger for hverken 2030 eller 2050, for reelt har vi brug for tiltagene lige nu. Ja, faktisk er målsætningerne med til at skabe ”et meget farligt narrativ”, da de giver det indtryk, at vi bevæger os i den rigtige retning – også selvom det modsatte er tilfældet. Det nytter ikke at komme med en god løsning i morgen, når vi har brug for en god løsning i dag.

Samme mantra kan med fordel anvendes i den fortsatte brexit-ballade. Her havde premierminister Boris Johnson og kompagni længe lovet, at det skam ikke ville blive et problem at få en god skilsmisse på plads mellem EU og Storbritannien. Løsningen skulle nok komme lige rundt om hjørnet. Men piben har nu fået en anden (mis)lyd. Ifølge BoJo er der faktisk ”en stærk mulighed” for, at brexit kommer til at ske uden en aftale. Dermed står briterne til at blive kastet ud i … Ja, en hel masse usikkerhed, når året går på hæld, og Storbritannien officielt udtræder af den europæiske union. Måske skal de faktisk håbe på, at nytåret bliver aflyst-aflyst. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12