Vil Trump blive husket som fredens præsident, eller som ham der sendte Nordafrika i storkrig?

Donald Trump føler sig snydt.

Den amerikanske præsident har stadig særdeles svært ved at acceptere, at han tabte det amerikanske præsidentvalg tilbage i november. Men han har også svært ved at acceptere, at han aldrig har vundet Nobels Fredspris.

Da en journalist i 2018 spurgte Trump, om han mente, han fortjente fredsprisen, svarede han: ”Det synes alle, men jeg ville aldrig sige det.”

Han sagde det så alligevel. Det skete i 2019, hvor udtalelsen lød således. ”Jeg kommer til at få Nobels Fredspris for en masse ting – hvis de altså uddelte den fair, men det gør de ikke.”

Spørgsmålet er, om Trump på dette område måske har ret. Burde den udskældte præsident faktisk have fået Nobels Fredspris?

Trumps fokus på ”America First” har været en afgørende faktor i præsidentens forsøg på at afslutte de ”endeløse krige” i Afghanistan og Irak. Trump er af den overbevisning, at amerikansk involvering i den slags kampe er en bekostelig og ligegyldig affære, og derfor er det også begrænset, hvad Trump har startet af nye konflikter.

Der sættes tit spørgsmålstegn ved Trumps diplomatiske evner, men den seneste tid har han rent faktisk haft stort held med det diplomatiske arbejde, som han og hans administration har udført i Mellemøsten. Med Trump som forhandler er det lykkedes Israel at normalisere forholdet til en række arabiske lande, og flere kommentatorer og analytikere peger på, at tættere bånd mellem Israel og de omkringliggende lande er første skridt mod en vedvarende fred i Mellemøsten.

Kickstarter Trump en storkrig?

Men medaljen har også en bagside. For når Trump slukker én brand i Mellemøsten, så risikerer han at starte to nye.  Denne problematik illustreres perfekt af Trumps seneste aftale i Mellemøsten.

I sidste uge blev Marokko og Israel enige om at indgå ”fulde diplomatiske forhold.” Det betyder blandt andet, at Marokko anerkender staten Israel. Det er de dermed det første nordafrikanske land til at gøre, siden Egypten gjorde det for over 40 år siden.

Marokko krævede dog at få noget igen. Til gengæld for at de anerkendte Israel, har USA som den første stormagt nu anerkendt Marokko suverænitet i Vestsahara, og det kan potentielt eskalere en gammel og næsten glemt konflikt.

Det ørkenfyldte landområde kendt som Vestsahara ligger på Afrikas nordvest-kyst, og det har længe været et omstridt område. Fra 1884 til 1975 var området en spansk koloni, men da europæerne forsvandt, endte det i kampe mellem Marokko og Vestsaharas interne nationale oprørsgruppe Polisario, der krævede selvstændighed. Polisario har erklæret området for at være den selvstændige stat Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik, mens Marokko hele tiden har påstået, at det er en del af deres territorium.

Efter 16 år med kampe fik FN i 1991 forhandlet en skrøbelig fredsaftale på plads. Ifølge aftalen skal en folkeafstemningen afgøre spørgsmålet om selvstændighed, men parterne har ikke kunnet blive enige om, hvordan denne folkeafstemning skal foregå. I dag er Vestsahara derfor delt i to – helt bogstaveligt af en sandmur, der løber 2.700 kilometer gennem området. Marokko kontrollerer den vestlige del, hvor man finder de fleste byer og værdifulde naturressourcer. Polisario kontrollerer dele af øst, men gruppen opererer i høj grad fra nabolandet, Algeriet, der støtter Polisario og også huser deres eksilregering.

Kort tid inden Trump fik en aftale på plads mellem Marokko og Israel, blev den 30-årige gamle fredsaftale mellem Polisario og Marokko tilsyneladende brudt. Soldater fra Polisario angreb Marokkos styrker, som de anklagede for at have brudt fredsaftalen ved at være til stede i den demilitariserede bufferzone mellem de to parters landområder.

Ved at gå ud og anerkende Vestsahara som marokkansk risikerer Trump for alvor at have pustet til den genopblussede konflikt. Ifølge Financial Times er Polisario-gruppen ved at miste tålmodigheden, fordi intet tyder på, at den aftalte folkeafstemning nogensinde bliver til noget. I Marokko har man i årevis sagt, at løsningen med en folkeafstemning er forældet, og i takt med at flere og flere lande har anerkendt Marokkos suverænitet i Vestsahara, er Polisario blevet mere og mere frustreret, fordi fredsprocessen i deres øjne ikke eksisterer mere.

Med Trumps beslutning synes idéen om en folkeafstemning nu at være helt død, og dermed kan Polisario føle sig nødsaget til at gribe til våben, eftersom det er det eneste tilbageværende instrument, de har i kampen mod Marokko. Ender det med regulær krig mellem Marokko og Polisario, kan det i værste fald ske, at Algeriet bliver trukket ind på Polisarios side, og det vil betyde en storkonflikt i hele Nordafrika.

Alt dette er snart Joe Bidens hovedpine. Som ny præsident kan han vælge at trække Trumps anerkendelse tilbage, men det vil forværre USA’s forhold til Israel og Marokko, og det er bestemt heller ikke at foretrække som ny amerikansk præsident.

Imens kan Trump blive ved med at håbe på, at han en dag vinder fredsprisen. Det gør han nok ikke uanset hvad, men hans eftermæle vil sandsynligvis blive farvet af, hvad der sker i Vestsahara. Ender det uproblematisk, vil man måske huske, at ”America First” trods alt udmøntede sig i en fredelig udenrigspolitik. Ender det med krig, kan Trump blive husket som præsidenten, der destabiliserede hele Nordafrika. /Andreas T. Kønig