Bliver Støjberg reddet af minkene?

Undskyld sammenligningen, men man kan godt have det lidt med Inger Støjberg, som man har det med USA’s præsident Donald Trump: De er yt, vi må videre, verden må videre; vi orker ikke at beskæftige os mere med dem. Men som vi altid siger her på Føljeton, så er selvopofrelse og en calvinistisk arbejdsmoral to af journalistfagets vigtigste dyder. Så vi buser på.

Problemet er også, at de strømninger eller folkestemninger, de hver især repræsenterer, ikke bare forsvinder, fordi man holder op med at tale om dem. For Trumps vedkommende forholder det sig sådan, at republikanske politikere over hele USA, som er på valg til offentlige embeder, bliver nødt til at være yderst varsomme med at støde hans vælgere fra sig. Så selv om de privat finder Trump dybt utiltalende, tør de ikke tage afstand fra ham offentligt af frygt for repressalier, når der skal stemmes. Det er trumpismen. Om han er i Det Hvide Hus eller ej – Trump har et fast greb om de vælgere, der kan sikre republikanske lovgivere magt og indflydelse.

Lidt mere speget er det på sin vis med Venstres forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Ligesom det er tilfældet med Donald Trump, kan man godt mistænke hende for dels at være impulsdrevet og dels for ikke at have en egentlig ideologisk kerne (ud over den sorte konservatisme, der kendetegner land-Venstre i fx det vestjyske, hvor Støjberg er født og opvokset). Hvis baglandet pludselig fik nogle andre værdier, skulle hun nok følge trop.

Omkring årsskiftet 2015-16 busede Støjberg virkelig på med stramninger på udlændingeområdet, og hendes base af tilhængere elskede hende for det. Så da hun i begyndelsen af 2016 besluttede sig for at sætte en stopper for, at mindreårige kvinder kunne bo sammen med deres voksne ægtefælle på landets asylcentre, kan det meget vel have været drevet af en impuls fra hendes politiske mavefornemmelse. Mere ville have mere.

Ulovlig instruks

I dag har Instrukskommissionen afleveret sin delberetning til justitsminister Nick Hækkerup (S), og meldingen er klar: Støjberg begik en klar ulovlighed, da hun i februar 2016 lod sit ministerium udsende en pressemeddelelse om, at ægtefæller på asylcentre, hvor den ene part var under 18, skulle skilles ad. Pressemeddelelsen var også en instruks til Udlændingestyrelsen, som ifølge normal retspraksis ville skulle lave individuelle vurderinger af sagerne. Lovhjemlen var ganske enkelt ikke på plads, hvilket Folketingets Ombudsmand vurderede allerede i 2017.

Inger Støjberg har under sagen klamret sig til et enkelt ministernotat, der i modsætning til pressemeddelelsen lægger op til, at der skulle foretages individuelle vurderinger. Men at der fandtes en sådant notat kom først til offentlighedens kendskab, da Instrukskommissionen afhørte Støjberg i maj. Instrukskommissionen, der blev nedsat af regeringen 22. januar i år med støtte fra Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, har efter at have afhørt 42 personer og set alt tilgængeligt materiale, valgt at tillægge ministernotatet meget lille værdi.

Og hvad så nu? Som flere politiske kommentatorer er inde på, er landets socialdemokratiske regering ikke så indstillet på at indlede en rigsretssag mod Støjberg takket været dens egen mudrede håndtering af minksagen.

I Venstres folketingsgruppe ser man tilsyneladende gerne næstformand Inger Støjberg hen, hvor peberet gror. I en kommentar hos Altinget skriver kommunikationskonsulent Benny Damsgaard, der er tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti, at folketingsgruppen nærmest krydser fingre for en rigsretssag, så de kan komme af med hende. ”Støjbergs gentagne, bevidste undermineringer af [formand] Ellemanns autoritet og hendes, synes mange, konstante Facebook-optrædener med Pernille Vermund, i en tid hvor Venstres målinger er under pres, har øget modviljen mod hende i gruppen betragteligt,” skriver han.

Men Støjberg er for populær hos vælgerne til, at folketingsgruppen selv ville kunne trække tæppet væk under hende. Måske bliver det minkene, der redder hende. /Oliver Stilling