Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
For en sjælden gangs skyld er sagen enkel. Rent juridisk. Instrukskommissionen konkluderer utvetydigt, at tidligere udlændingeminister Inger Støjberg bevidst gav en ulovlig instruks og bagefter vildledte Folketinget om forløbet. Landets førende juraeksperter er derfor ikke i tvivl: Venstres nuværende næstformand bør stilles for en rigsret. Helt usentimentalt har landsdommer Peter Mørk Thomsen vejet og fundet, at hendes skiftende undskyldninger ikke holder i retten.
Som den kun tredje minister i mere end hundrede år har Inger Støjberg været ansvarlig for et så groft brud på ministeransvarlighedsloven – der ifølge Instrukskommissionen har været ”klart ulovligt” – at hun efter alt at dømme vil kunne blive dømt ved en rigsretssag. Trods gentagne advarsler fra embedsværket gennemtvang Støjberg sit ulovlige ønske om, at unge asylansøgere ikke længere skulle have deres sager individuelt bedømt.
Hvis ministres ulovligheder blev bedømt på samme måde som andre borgeres lovovertrædelser, ville sagen være afklaret. For så ville anklagemyndigheden straks rejse sigtelse, og Inger Støjberg kunne forvente at blive straffet. Ved seneste rigsret i 1995 blev den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for sit ansvar i Tamilsagen, og ved forrige rigsret i 1910 fik Venstres indenrigsminister Sigurd Berg en bøde på kr. 1.000,- for sit ansvar i Alberti-skandalen.
Men ministres ulovligheder bedømmes ikke på samme måde som andre borgeres lovovertrædelser. Beslutningen om at nedsætte en rigsret handler nemlig først og sidst slet ikke om jura. Selv om landsdommer Peter Mørk Thomsen nu har konkluderet, at Inger Støjberg har brudt loven, er det langt fra sikkert, at hun ender med at blive stillet til ansvar. Støjberg kan nemlig vise sig at have en overraskende skytsengel ved navn Frederiksen, Mette Frederiksen.
Rigsretssager er en hundredårshændelse, og alene derfor har det en almindelig sandsynlighed imod sig, at et flertal i Folketinget denne gang skulle vælge at håndhæve inskriptionen, der står i Vandrehallen, 25 meter fra selve Folketingssalen: ”Lov er lov – og lov skal holdes”. Venstrefløjen og Radikale Venstre står ganske vist klar – og nu også Liberale Alliance, der ser en gylden mulighed for at kapre sande liberale vælgere. Men de øvrige borgerlige partier synes pludselig at have glemt deres egne argumenter for at ville nedsætte en mink-kommission.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, fremstår som en hykler, når han nu ikke vil lade sin egen næstformand stå til ansvar for ulovligheder, mens han samtidig vil have retsforfulgt S-regeringen. Men Ellemann-Jensen er i første omgang en biperson, for afgørelsen træffes af Socialdemokratiet. Mette Frederiksens parti har de afgørende 48 mandater, men Socialdemokratiet har til gengæld også tre argumenter for at holde hånden over Venstres næstformand.
Tredjedårligste argument
Socialdemokratiet har endnu ikke taget endelig stilling, men stærke kræfter i partiet forsøger at blokere for en rigsret. Det ene argument er umiddelbart dårligere end det andet, så lad os begynde bagfra. Socialdemokratiets tredjedårligste argument for ikke at ville nedsætte en rigsret er, at Inger Støjberg blot gjorde, hvad et flertal i Folketinget ønskede. Hun havde solid parlamentarisk opbakning til at presse embedsværket, og da ingen skal være over eller bare ved siden af Folketinget her i Danmark, stopper sagen her.
Ret beset er det samme argument, som Socialdemokratiet også selv bruger i sagen om masseaflivning af mink: Regeringen vidste, at de havde flertal sammen med støttepartierne, og derfor kunne de tillade sig at handle hurtigere, end lovgrundlaget formelt gav mulighed for. Så længe en dansk regering ikke væltes af et mistillidsvotum i Folketingssalen, ja, så har den carte blanche til at gøre stort set hvad som helst. Det gælder også Støjberg.
Dette tredjedårligste argument kan lyde kynisk, men reelt er det altså sådan, det politiske system fungerer. Gennem de senere år har der været mange situationer, hvor ministre først har handlet uden lovhjemmel og dernæst vildledt Folketinget. I de værste tilfælde fører til det til en såkaldt ‘næse’, men praksis er, at formelle lovbrud aldrig får større konsekvenser. Foreløbigt to rigsretssager på 133 år er nemlig ikke udtryk for, at ministre ikke forvalter på kant med loven, men derimod at Folketinget generelt holder hånden over regeringen.
Socialdemokratiets andetdårligste argument imod en Støjberg-rigsret handler om noget mere grundlæggende i politik, nemlig vælgerappel. Topledelsen i Socialdemokratiet frygter, at de vælgere, som politisk og følelsesladet støtter Inger Støjbergs kamp imod islam og ‘barnebrude’, vil kunne skræmmes væk, hvis regeringspartiet tilslutter sig venstrefløjens ‘vendetta’. Frygten er, at et opgør med Støjbergs ulovligheder vil blive opfattet, som om Socialdemokratiet er blevet ‘slappere’ i udlændingepolitikken.
Hemmeligheden bag Socialdemokratiets vælgersucces er, at Mette Frederiksen er lykkedes med at kapre frafaldne vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti ved at have slået ind på en hård, konservativ kurs i rets- og udlændingepolitikken. Og selv om Støjbergs aficionados måske ikke er overvældende mange på landsplan, udgør netop disse fremmedfrygtende vælgere den udslagsgivende vælgergruppe, der bestemmer, hvem der vinder regeringsmagten.
Hvis Socialdemokratiet får skubbet Støjberg-proselytterne tilbage til blå blok – ved at stemme for en rigsret – risikerer Mette Frederiksen, at Statsministeriet også glider hende af hænde. Og så er alt tabt, lyder logikken. Af vælgerstrategiske hensyn er store dele af Socialdemokratiet derfor mere end tilbøjelige til at hoppe op og falde ned på Instrukskommissionens delberetning.
Allerdårligste argument
Få ting er dog så dårlige, at de ikke kan blive værre. Socialdemokratiets allerdårligste argument for at blokere for en rigsretssag handler om risikoen for præcedens. Hvis Mette Frederiksen accepterer, at Inger Støjberg kan sættes på anklagebænken – og dermed i yderste konsekvens risikerer en fængselsdom – kan det jo ende med at slå tilbage på S-regeringen selv. Hvis retssystemet fodres med Støjberg nu, kan Mette Frederiksen selv blive slugt senere.
Med nedsættelsen af den nye granskningskommission, der snart går i gang med at kulegrave S-regeringens ansvar for den ulovlige instruks i minkskandalen, kan det jo ikke på forhånd udelukkes, at en ny landsdommer ville kunne komme frem til en kritisk konklusion om Mette Frederiksen og hendes nærmeste, håndgangne folk. Og hvis der ét område, hvor forsigtighedsprincippet for alvor gælder for Mette Frederiksen, så er det i forhold til hendes egen politiske overlevelse.
Status quo er som regel at foretrække for magthavere. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får – og det kan vise sig risikabelt at åbne en Pandoras æske af nye retsopgør, hvor den ene hævnakt hurtigt tager den næste, og alle ministre pludselig dermed bliver skydeskiver. Så er det langt mere sikkert at lade alt blive ved det gamle. Det skal fortsat være statsministerens suveræne beslutning, hvem der skal være ministre – ikke Folketingets beslutning.
Frygten for at skabe præcedens er et ultimativt dårligt argument, ganske simpelt fordi hele idéen med en demokratisk retsstat jo netop er, at lovbrud skal straffes konsekvent, uanset hvem der har begået ulovligheden. Frihed for Loke såvel som for Thor – og straf til Inger såvel som Mogens. Hvis først retsprincipperne tilsidesættes af magthensyn, skrider hele fundamentet under folkestyret.
Dårlige argumenter ender imidlertid ofte med at være vinderargumenterne i politik. Mette Frederiksen har konsekvent bakket Inger Støjberg op i den konkrete sag om tvangsadskillelse af unge asylpar, og som Socialdemokratiets formand har hun således gentagne gange forsikret vælgerne om, at hun er helt på linje med Venstres næstformands strammerlinje i udlændingepolitikken. Mette Frederiksen ønsker derfor ikke en rigsretssag.
Daværende statsminister Poul Schlüter (K) kom galt afsted, da han i 1989 forsøgte at lukke Tamilsagen ned med de berygtede ord fra Folketingets talerstol: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Siden da har mange naivt troet, at det ikke er muligt for ministre at slippe ustraffet for bevidste lovbrud. Men sæt ikke forhåbningerne for højt, for der kan stadig fejes meget ind under et kludetæppe. /Lars Trier Mogensen