Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
”Here we go again”, lød den indledende bemærkning fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu, da han mandag holdt pressemøde sammen med den amerikanske præsidents rådgiver og svigersøn Jared Kushner.
Selvom pressemødet ikke havde noget med israelsk indenrigspolitik at gøre, synes bemærkningen alligevel at have være et forvarsel om det, der ramte Netanyahu og Israel sølle 24 timer senere. I går opløste det israelske parlament Knesset sig selv, og dermed skal israelerne i marts stemme til det fjerde parlamentsvalg på to år. Heller ikke denne gang kunne regeringen holde: julemiraklet er i år udeblevet fra Jerusalem.
Landets nuværende ”corona-koalition” har da også hele tiden set uholdbar ud. Som en situationens generalstab har regeringen de seneste syv måneder bestået af de politiske ærkerivaler Benjamin Netanyahu og Benny Gantz. I seneste valgkamp var de modstandere og kæmpede om vælgerne fra hver deres fløj (Netanyahu på centrum-højre og Gantz på centrum-venstre), men endnu et mudret valgresultat og en hundredeårspandemi fik dem til at lægge uenigheder til side og indgå i en samlingsregering.
En dårlig deal
Problemet er bare, at uenighederne ikke blev lagt til siden. Overhovedet.
De to parter havde indgået en aftale, hvor premierministerposten skulle splittes ligeligt mellem dem. Først 18 måneder til Netanyahu, hvorefter Gantz skulle overtage landes mest magtfulde post det næste halvandet år.
Men blækket på aftalen var nærmest ikke engang tørt, før Netanyahus støtter begyndte med at så tvivl om, hvorvidt Gantz nogensinde ville få sin tur som statsleder. ”Jeg vil forlade posten på den aftalte dato,” sagde Netanyahu ellers, da han skulle lokke Gantz med i en koalition. ”Der kommer ikke til at være nogen tricks eller løjer.”
Men Netanyahu har disket op med masser af tricks og løjer. Igennem hele regeringsperioden har han mørklagt vigtige informationer og beslutninger for Gantz. ”Enhedsregeringen” var en løgn, og det er løbende blevet tydeligt, at premierministeren ikke havde i sinde at give sin plads fra sig.
Stort, stort bluffnummer
Netanyahus største tryllekunst var dog den, der tirsdag fandt sted i Knesset.
Regeringsparterne kunne ikke blive enige om årets finanslov, og det udløser automatisk valg i Israel. Men konflikten var øjensynligt iscenesat af Netanyahu, og substansen handler slet ikke om budgettet. Internationale analytikere (fx her i The New York Times) er enige om, at den israelske premierminister har fremprovokeret valget i forsøget på at hytte sit eget skind.
Netanyahu skal af med Gantz, for han har brug for en højreorienteret regering, der kan stoppe eller i en uendelighed udsætte den retssag, der puster ham i nakken. I februar begynder sagen mod den israelske leder, der er på anklagebænken for korruption og bestikkelse, og det er en helt central del af Netanyahus forsvar, at han kan træde ind i retslokalet som statsleder, ligesom han med et flertal i ryggen vil kunne påvirke retten udefra.
Den strategi blev ødelagt af Gantz, der både ville være premierminister og overholde retsstatens principper. Derfor måtte han ud.
Bøvl for Bibi
Og ud kommer han. Det er tæt på en statsgaranti. For nærmest alle vælgere har vendt Gantz og hans parti ryggen, efter den tidligere oppositionsleder brød sit måske vigtigste valgløfte om, at han aldrig ville indgå i en regering med Netanyahu. Gantz ser ud til at være en færdig mand i israelsk politik efter det nyvalg, der skal afholdes i marts. At blive snørret af Benjamin ”Bibi” Netanyahu er politisk selvmord.
Men Bibi har også sit eget at bøvle med. For selvom meningsmålingerne viser, at han stadig er en populær herre med et populært parti, så er hans højrefløjskoalition smuldret. Premierministerens tidligere støtter på højrefløjen er begyndt at gå i kødet på ham, og således kan Netanyahu ingenlunde føle sig sikker på, at han kan samle en regering efter valget i marts. Tværtimod kan Foreign Policy fortælle, at en række mindre partier på højre- og venstrefløjen pønser på at indgå et regeringssamarbejde sammen udenom Netanyahu.
En ting, man dog aldrig skal undervurdere, er Netanyahus imponerende evner udi valgkampens kunst. Han kan allerede nu prale af at have fået vaccinen til Israel, ligesom den afgående præsident Trump har givet ham den enorme diplomatiske sejr, det er at have normaliseret forholdet til en række arabiske stater.
Netanyahu er en overlever, og meget få vil blive overraskede, hvis han både overlever sin retssag og som premierminister. /Andreas T. Kønig