Godt nu-år!

Fremtiden findes ikke. Det er måske en lidt voldsom melding at komme med her på årets sidste dag, men ifølge Augustin er den altså god nok. I værket Bekendelser, skrevet i år 397-401, finder filosoffen frem til, at der jo ret beset ikke findes andet end nuet. Fortiden er allerede forsvundet, fremtiden er endnu ikke kommet. Det eneste, vi kan være sikre på, er at vi eksisterer nu og her. Resten foregår reelt i sindet: Vi husker fortiden, og vi forventer fremtiden. Eller som Karl Ove Knausgård meget augustinsk skriver i sin nye roman Morgenstjernen:

”Vi lever i øjeblikket, og det vi kalder fortid og fremtid, findes ikke andre steder end i vores bevidsthed, i form af minder på den ene side og forventninger på den anden. Øjeblikket forsvinder og fornyes tilsyneladende kontinuerligt, vi kan sidde stille i et rum og alligevel bevæge os i tid, i den forstand at øjeblikket i en og samme bevægelse går tabt og afløses af et nyt øjeblik”.

Selvom Augustin også kunne være en lidt tør oblat, fristes vi til at kalde hans filosofi ret gangster. ”Carpe diem”, kan vi næsten høre ham råbe fra graven. Der er intet andet at gøre.

Samtidig giver kirkefaderens tidsforståelse et godt perspektiv på alle spådomme om fremtidige katastrofer: Forudsigelserne siger mere om vores nutid, end de gør om vores fremtid. Vi kan jo kun forholde os til tingene, som de ser ud lige nu. Dermed ikke sagt, at ulykkerne ikke stadig kan materialisere sig på et tidspunkt. Klimaforandringerne er skam stadig på vej – i hvert fald med den nuværende, ret træge politiske indsats.

Satellit-brænde

2020 er blevet kaldt et lorteår (hvilket det da også har været), men vi kan næppe skyde skylden på årstallet i sig selv. Kalenderen er forhåbentlig ligeglad med, hvilke unoder vi mennesker går og laver. Som Augustin ville sige det, er vores forståelse af 2020 som et annus horribilis jo egentlig bare et spørgsmål om mindset. Det samme er forventningen til det nye år. Vi håber selvsagt, at tingene bliver lidt bedre; at vaccinerne træder til, at økonomien kommer på ret køl, at uligheden falder, og at klimaet reddes. Det er måske lidt meget at håbe på – grænsende til det utopiske – men sådanne indvendinger gider vi altså ikke at forholde os til lige nu.

For det allermest forunderlige ved os mennesker er vel egentlig, at vi altid er i stand til at overraske. Hannah Arendt rammer hovedet på sømmet, når hun i Menneskets vilkår skriver, at uforudsigeligheden er hvad der gør os til mennesker. Bevæbnet med spontanitet kan vi altid finde på nye løsninger. Nogle gange behøver vi end ikke at gå fuld Hella Joof (du ved, ”brænde hele lortet ned”) for at nå dertil. Vi kan jo også bare lære af fortiden.

Det er eksempelvis, hvad de har gjort i Japan. Her arbejder forskere i øjeblikket på at udvikle satellitter lavet af træ. Umiddelbart lyder det ikke sønderligt futuristisk, men til gengæld løser det et presserende problem. I takt med at vi sender flere og flere satellitter ud i rummet (vi kigger på dig, Elon Musk), ophober der sig nemlig et hav af såkaldt rumaffald: Døde satellitter og andet skrammel, som flyver rundt og gør livet farligt for astronauter, inden mikroskopiske rester herfra falder ned på jorden og skaber forurening. Hvis vi laver satellitterne af træ, vil de til gengæld brænde op i atmosfæren, inden de når at skabe problemer på jorden (ja okay, så lidt Hella Joof er der alligevel over løsningen).

Det lyder jo helt genialt. Og det er præcis sådanne idéer, vi må håbe på flere af i fremtiden. Ses i det næste nu – i 2021. /David Dragsted

PS: Føljeton holder fri fredag og lørdag. Vi skal lige vænne os til det nye nu. Men frygt ej: Vi vender stærkt tilbage mandag den 4. januar, 2021.