Mens Storbritannien har genindført en hård nedlukning, og Donald Trump har blameret sig i en ny telefonoptagelse, så er den danske offentlighed gået i gang med at diskutere DR’s nye børneprogram John Dillermand. Diskussionen burde gå på, om introsangen er så catchy, at det er ødelæggende for produktiviteten på det danske arbejdsmarked, men i stedet handler det om, hvorvidt John Dillermand med sin enormt lange dillermand er upassende børne-tv.
Ja, John Dillermand er jo rigtig nok én ting, man kan diskutere, mens verden falder ned omkring ørerne på os. Det kan man jo le af (både dilleren og diskussionen), men om ikke andet er det da et tegn på, at dommedag endnu ikke for alvor har ramt. Så længe danskerne kan have puritanske diskussioner om børne-tv på DR, så skal det hele nok gå.
Vores store håb er derfor, at vi kan komme så helskindet igennem pandemien, at vi også den anden side kan have tåbelige diller-diskussioner. Det ser jo overskueligt ud, nu hvor de første stik med vaccinen er blevet givet. Men selv når sygdommen er under kontrol vil de usikre tider ikke være forbi.
Det kan meget vel vise sig, at den største trussel mod den politiske orden ikke er selve sygdommen, men i stedet bliver pandemiens efterspil. Oprydningsarbejdet efter den globale sundhedskatastrofe bliver gigantisk, og her vil forholdet mellem politikere og folk for alvor blive sat på prøve.
Afslutningen på coronavirussens anden bølge kan blive starten på populismens anden bølge. For post-corona kan vise sig at blive et kaos, hvor økonomisk smalhals bliver gennemtrumfet af desperate regeringer, der forsøger at nedbringe den enorme gæld, der er stiftet under krisen. Under corona var der råd til det hele, men kommer nedskæringspolitikken efter corona, vil der knap være råd til det papir, som de grumme økonomiske reformer skal trykkes på.
Et sådant miljø giver de perfekte vækstbetingelser for de populistiske bevægelser. Som mandagstrænere vil de stikke hovedet frem og sige, at den nye økonomiske krise er det etablerede systems skyld. De vil sige, at der blev lukket for meget ned, og at virussen slet ikke var så farlig. De vil sige, at havde de været ledere, ville de have leveret vaccinen langt hurtigere, og de vil sige, at kun de kan få de økonomiske kvaler til at gå væk med et snuptag. Folk vil lytte. For hvis ens økonomiske livsgrundlag er forsvundet, er man klar til at tro på det meste.
Dette scenarie er ikke bare lommefilosofi, som vi har sjusset os frem til på Føljeton-redaktionen. Det er en frygt, der i høj grad også deles af ingen ringere end OECD’s cheføkonom Laurence Boone. I et interview til Financial Times advarer hun verdens regeringer mod ikke at begynde en hård sparepolitik lige så snart, der er styr på pandemien. I stedet siger hun, at staterne skal lade kasserne stå åbne, så der igen kan komme gang i hjulene – også selvom det betyder, at der skal optages endnu mere gæld.
OECD har tidligere været stærke fortalere for balancerede budgetter og sparepolitik, og dermed er Boones udtalelser lidt af et nybrud. Men flere og flere vender sig i disse dage mod den klassiske ”austerity”-strategi, måske fordi den netop førte til folkeligt oprør efter finanskrisen i slutningen af 00’erne.
Afslutningen på pandemien behøver altså ikke at føre til en populistisk opblomstring. Det kan blive en spirende tid med masser af offentlige investeringer, diller-daller og dumme diskussioner. Men det kræver, at vi ikke gentager fejlene fra finanskrisen. /Andreas T. Kønig