Rigsret er et held for Støjbergs formand og en hovedpine for hendes modstander

Få timer inden medierne rettede deres opmærksomhed mod kaosset ved kongressen i USA, blev de to uvildige advokater, som Folketinget har hyret, færdige med deres arbejde. De har haft til opgave at undersøge, om der med udgangspunkt i Instrukskommissionens fund er grundlag for at rejse en rigsretssag mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i sagen om adskillelse af unge asylpar. Deres konklusion er klar: Der er en ”rimelig formodning om”, at sagen vil kunne føre til en dom mod Inger Støjberg ved en rigsret. Dermed er der grundlag for, at Folketinget gør brug af et af deres mest voldsomme værktøjer.

”Man dør ikke af at komme for en rigsret,” siger Støjberg selv, hvilket er faktuelt korrekt, men umiddelbart også en ulideligt lav barre at sætte for sin egen politiske succes.

Mens hovedpersonen selv tilsyneladende tager sagen i stiv arm, så er der andre steder på Christiansborg, hvor rigsretssagen giver anderledes grund til bekymring. Men på mærkværdigvis er det endt således, at det nok er Støjbergs politiske modstandere, der er mest nervøse for at se udlændingestrammeren i en retssal. Imens bør Støjbergs egen formand drage et lettelsens suk.

Ellemanns held

Jakob Ellemann-Jensen er endt i en forfærdelig suppedas. Lars Løkke har smækket med døren, og Støjberg rasler med sablen, efter Ellemann og forretningsudvalget har væltet hende som næstformand. Men dasen kunne være endt endnu mere suppet, om de uvildige advokater var nået frem til, at der ikke var grundlag for en rigsret mod Støjberg.

Ellemann skilte sig som bekendt af med Støjberg, allerede inden advokaterne var kommet med deres afgørelse. Årsagen var primært den evindelige enegang fra næstformanden, men den potentielle rigsret fungerede også som perfekt anledning til at skylle Støjberg ud med badevandet. Ellemann gik til medierne og sagde, at Venstre var ”ultimativt klar til at støtte rigsretssag” for ”lov er lov, og lov skal holdes”.

Sikke en katastrofe det så havde været for Ellemann, om advokaterne purre havde frifundet Inger Støjberg. Det havde skabt det perfekte martyrium for den tidligere udlændingeminister. Hun ville kunne starte en fortælling om, hvordan Ellemann havde både dømt og straffet hende, selvom hun var aldeles uskyldig. Ramaskriget på Venstres nationalkonservative fløj ville have været højere, end det allerede er nu, og Ellemann ville have været i seriøse problemer.

En rigsret med en tidligere Venstreminister er ikke en god ting for V-formanden. Men alternativet var måske værre.

Frederiksens ulykke

Under normale omstændigheder ville denne situation være en bold til smash for Socialdemokraterne. Hvad kan et regeringsparti nærmest ønske sig mere end en fremtrædende skikkelse fra det ledende oppositionsparti i en rigsret?

Socialdemokratiet kan oven i købet selv føre kniven. Støttepartierne har sagt, at de er klar til en rigsret. Det samme er Liberal Alliance, og selvom Venstre selv stadig ”tygger på det”, så virker det med Ellemanns udmelding usandsynligt, at de skulle stemme nej, hvis Socialdemokraterne stemmer ja.

Alligevel tøves der i den socialdemokratiske Folketingsgruppe. Partiet har meddelt, at de første tager en beslutning i næste uge. Men hvorfor overhovedet tøve, når deres politiske konkurrent er ude på dybt vand. Det handler primært om to ting: udlændingepolitik og præcedens.

Mette Frederiksen har brugt ulideligt mange kræfter på at nulstille udlændingespørgsmålet i dansk politik. Ved at gøre socialdemokratiet til et strammerparti har hun revet højrefløjens største trumfkort ud af hænderne på dem. Frederiksen er bange for, at dette nye socialdemokratiske image kan krakelere, hvis man er den direkte årsag til, at Støjberg sendes i en rigsret, hvor anklagen handler om barnebrude – en sag hvor mange danskere trods lovbrud stadig er på Støjbergs side.

Samtidig er Frederiksen muligvis selv kommet på den forkerte side af loven med minksagen. Den tilsyneladende ulovlige ordre om at slå millioner af mink ihjel har visse lighedstræk med Støjberg-sagen, og Frederiksen kan derfor frygte, at sender hun Støjberg i en rigsret, vil det skabe en præcedens, der senere kan sende hende selv i en rigsret. Det er hun selvsagt ikke interesseret i.

Det er nu alligevel svært at se, hvordan socialdemokraterne med den klare konklusion fra advokaterne skulle kunne krybe sig udenom at stemme for en rigsret. Pilen peger på en rigsretssag i næste uge, men Socialdemokratiet har brug for tid til at finde ud af, hvordan de selv kommer helskindet igennem Støjbergs straffesag. /Andreas T. Kønig