Arnold Schwarzeneggers sværd

Hvis ikke Donald Trumps mest hardcore (og mest blæste) tilhængere var så forblændede af deres præsident, ville de formentlig bruge disse dage på refleksion. Hvorfor kom der ikke mere ud af angrebet på Kongressen i Washington, D.C., i sidste uge? Hvorfor blev det et lille, dumt, forfejlet putsch i stedet for et stort, flot, sejrrigt coup d’état?

Donald Trump er ikke nogen Hitler eller Mussolini; han har ikke nogen ideologisk kerne, han er grundlæggende ikke drevet af en lignende sygelig nationalisme, men har opereret instinktivt ved at tage fra den velkendte fascistpalette, hvad der nu virker. Men hvis Trump havde studeret Hitler og Mussolinis fascisme lidt nøjere, ville han have opdaget, at det er afgørende at have militæret på sin side.

Som den amerikanske historiker Timothy Snyder skriver i The New York Times, ville ingen ægte fascist fx begå den fejl at skilte offentligt med sin forkærlighed for fremmede landes diktatorer: ”Tilhængere, som er overbeviste om, at fjenden er derhjemme, havde måske ikke noget problem med det, men det havde de folk, hvis job det var at beskytte mod en oversøisk fjende”.

Det betyder ikke, at Trump ikke har arbejdet på sagen. Den 3. januar bragte Washington Post et debatindlæg af 10 forhenværende forsvarsministre – heriblandt tidligere vicepræsident Dick Cheney (en høg par excellence) – hvori de advarede om, at hæren ifølge forfatningen er apolitisk og ikke må bruges i forbindelse med en valgstrid.

I The New York Review of Books vurderer (betalingsmur, red.) Jonathan Stevenson, der er professor i strategiske studier, at de tidligere forsvarsministre kan have modtaget ”bekymrende meldinger fra samvittighedsfulde og patriotiske tjenestemænd, militære befalingsmænd eller andre insidere om rumlen inden for Pentagons mure om potentielle forsøg på at bruge militæret til at undergrave den demokratiske overgang” til Joe Bidens regering.

Umiddelbart efter kaosset ved Capitol Hill i sidste uge så man her og der kommentatorer tale næsten euforisk om, at ”institutionerne” – dvs. søjlerne, som udgør det amerikanske demokrati – viste sig modstandsdygtige; at systemet ligesom fungerede, når det virkelig gjaldt. Det er vel i forlængelse af det, at den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, nu arbejder indædt på to scenarier:

1) At få vicepræsident Mike Pence til at gøre brug af den 25. tilføjelse i den amerikanske forfatning, hvorved Donald Trump vil kunne afsættes straks pga. utilregnelighed. Sent søndag aften gav hun Pence 24 timer til at reagere.

2) Hvis det ikke virker, buser Pelosi på med en rigsretssag mod Trump for at have opildnet til angrebet på Kongressen. Den vil i så fald finde sted, efter at Trumps præsidentperiode er slut, men formålet er at sikre, at han aldrig mere vil kunne stille op til et offentligt embede. (Pelosi har i øvrigt også talt med den øverste hærledelse om, at det for enhver pris skal undgås, at Trump starter en atomkrig.)

Søndag lagde Arnold Schwarzenegger – tidligere muskelbundt, skuespiller og republikansk guvernør i Californien – en syv minutter lang video ud på sociale medier, som lignede en tale til nationen. Arnold, som er født i Østrig i 1947, er på mange måder en god fyr, og der er faktisk noget betryggende over det, han har at sige. Han sammenligner angrebet på Kongressen med Krystalnatten i Tyskland d. 9. november 1938. Og så fortæller han, at da han var barn, kom hans far ofte beruset hjem og var voldelig. Det samme gjaldt for faren hos nabofamilien. De var ødelagte og skamfulde over det, de havde medvirket til – opildnet af nazismen.

Arnold hiver så et sværd frem, som han siger tilhører Conan – barbaren (en af hans vigtigste filmroller). Og det, der kendetegner sådan et sværd, er, at jo mere man hærder det, jo mere modstand, man giver det, desto stærkere bliver det. Conans sværd er for Arnold Schwarzenegger et billede på institutionerne og hans elskede amerikanske demokrati.

Det er meget godt alt sammen. Men at de amerikanske institutioner tilsyneladende er stærke, løser ikke det underliggende problem: Hvad er det for mekanismer, der gør, at så mange millioner amerikanere overhovedet kan finde på at stemme på Trump og er villige til at følge ham i tykt og tyndt, selv om han formentlig inderst inde nærer en dyb foragt for dem og ikke meler andres kage end sin egen? Her kan man da tale om, at something is rotten … /Oliver Stilling