Det må være en blandet landhandel af følelser, der lige for tiden rammer medlemmerne af det tyske kristenkonservative parti CDU, når de kigger på meningsmålingerne.
På den ene side er der al mulig grund til optimisme. Målingerne viser endelig igen stor opbakning til det traditionelle magtparti, der har været igennem en række meget hårde år. Faldende opbakning, kedelige valgresultater og parlamentariske fejltrin førte først til, at kansler Angela Merkel måtte trække sig som partiformand tilbage i 2018. Hun blev efterfulgt af Annegret Kramp-Karrenbauer, der dog også hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen, og derfor skal delegerede fra CDU på et virtuelt møde i denne weekend afgøre, hvem der skal være ny formand og dermed hjælpe partiet til et stærkt resultat ved forbundsvalget i efteråret.
Det er netop denne afstemning i weekenden, der er årsagen til, at CDU-støtter ikke kun føler glæde, men også angst, når de kigger på målingerne. De frygter, at en stor del af den tilbagevundne opbakning alene er et udtryk for en ”Merkel-bonus,” der forsvinder i det øjeblik, Merkel ikke længere er CDU’s ansigt udadtil.
For Merkels popularitet har det seneste år været fantastisk. Pandemien har gjort hende til symbolet på stabilitet i usikre tider, og det tyske formandsskab for EU i 2020 har samtidig været en nærmest ubetinget succes. Mens hun i hjemlandet holdt virussen nede, smed hun i EU sit image som ”sparepolitikkens dronning” fra sig, da hun blev en af fortalerne for, at EU-landene optager fælleslån for at afværge de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Samtidig har hun taget vigtige kampe med Unionens autokratiske problembørn fra Polen og Ungarn, og det er også på den tyske formandsvagt, at der kom en brexitaftale og en ny, mere ambitiøs, fælleseuropæisk klimapolitik.
Tre kandidater
Merkel ser med andre ord ud til at slutte på toppen, og efter 16 år som kansler er det nogle store sko, hendes efterfølger skal udfylde. Spørgsmålet er så, om de tre håbefulde formandskandidater, der er på valg i weekenden, har så store skostørrelser.
Det er ikke fordi, der er den helt store diversitet hos de tre udfordrere. Armin Laschet, Friedrich Merz og Norbert Röttgen er alle midaldrende, katolske mænd. De er alle vesttyskere fra delstaten Nordrhein-Westfalen, de er alle jurister, alle gift med tre børn, kom alle i Forbundsdagen i 1994, og nå ja, så er de ifølge målingerne alle markant mindre populære end Angela Merkel.
Armin Laschet er ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen – den mest folkerige delstat i Tyskland. Han har slået sig op på at være centrist, der kan føre Merkels linje videre. Hans store salgsargument er, at kan han lede så mange mennesker i Nordrhein-Westfalen, så kan han velsagtens også lede Tyskland. Problemet for ham er bare, at mange mener, han ikke har ledet delstaten alt for godt. Især har han fået kritik for sin håndtering af coronakrisen, og hans popularitet er styrtdykket.
Friedrich Merz er anderledes kantet. Han placerer sig på CDU’s højrefløj og er den mest Merkel-kritiske af de tre udfordrere. Han taler til den konservative del af CDU’s vælgerbase, og måske han kan bringe nogle af de vælgere tilbage, der forlod CDU til fordel for det højrenationale Alternative für Deutschland. Omvendt mener mange i CDU, at valg vindes på midten, hvilket diskvalificerer Merz.
I pølseenden finder vi Norbert Röttgen, der de seneste år har gjort sig som udenrigspolitisk ekspert. Han har haft den tvivlsomme ære at blive fyret som minister af Merkel, og han lignede i udgangspunktet kandidatfeltets sorte får. Men han har ført en stærk kampagne, og pludselig står han igen stærkt.
Formandsvalgkampen har ellers været lidt af en tam fornøjelse. Dels er den blevet udkæmpet i skyggen af den største sundhedskrise i mands minde, og derudover er kandidaterne øjensynligt blevet enige om ikke at gå alt for hårdt til hinanden. Et alt for drabeligt formandsopgør med efterfølgende splittelse ville være katastrofalt så tæt på et valg, men på den anden side synes der ikke rigtig at være stor folkelig begejstring for nogle af de tre kandidater.
Derfor er det også et åbent spørgsmål i CDU, om den næste formand også skal være den næste kanslerkandidat. Det er nemlig ikke givet på forhånd.
Die K-frage
Lige nu er der faktisk to personer, der umiddelbart er bedre, men også mere usandsynlige, bud på en kristendemokratisk kanslerkandidat. Bedre fordi de har større folkelig appel. Mere usandsynlige fordi deres vej til kanslerkandidaturet er mere snørklet.
Først og fremmest er der Markus Söder. Han er ministerpræsident i Bayern, og så er han formand for CDU’s bayerske søsterparti CSU. Inden valget skal CDU og CSU sætte sig sammen og blive enige om en fælles kanslerkandidat. Det kan i princippet lige så godt blive CSU-formanden, som det kan blive CDU-formanden. Især fordi Söder med sin sikre kurs under coronakrisen er blevet en særdeles populær politiker i Tyskland. Historien er dog imod Söder. Kun to gange er CDU/CSU endt med at vælge den bayerske kanslerkandidat. Franz Josef Strauss i 1980 og Edmund Stoiber i 2002. Det gik galt begge gange. Samtidig er det brede Tyskland ofte lidt skeptiske overfor de (i deres øjne) særlige bayerske typer, så det er ikke sikkert, at Söder kan holde på sin popularitet, hvis han træder ind på den landspolitiske scene. Han nægter desuden at ville være kansler, men det skal man nok ikke lægge for meget i.
Den største outsider er sundhedsminister Jens Spahn. Ligesom Söder og Merkel er han lige nu utroligt populær i Tyskland. Faktisk har der været nylige målinger, hvor han blev udråbt som den mest populære politiker overhovedet. Spahn har dog allerede for længe siden stillet sig bag Laschet, men i Tyskland er der blevet spekuleret i, om han kunne finde på at dolke sin ven i ryggen for selv at gå efter magten. Det er der lige nu intet, der tyder på, men hvem ved om Spahn efter formandsvalget kunne finde på at forsøge at møve sig ind som kanslerkandidat alligevel. Det er usandsynligt, men det er også usandsynlige tider, vi lever i.