Nyhedsanalysen

I regn og slud skal letbanen ikke ud

Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Letbanen ved Lisbjerg nord for Aarhus, 9. september 2019.

Hvis du som britisk lastbilschauffør gerne vil medbringe en madpakke til turen over EU-grænsen, så kan du godt tro om igen. Som hollandsk tv har fanget i et herligt videoklip, bliver grænsevagter nemlig nødt til at konfiskere hjemmesmurte sandwiches som følge af brexit. Under de nye post-brexit-regelsæt må enkeltpersoner eksempelvis ikke tage frugt eller animalske produkter fra Storbritannien med ind i EU. Og sådan er det bare. I videoen spørger den brødflove chauffør, om han i det mindste må pille kødet ud af sandwichen og bare tage brødet med sig. Men den går ikke på vagtens, ja, vagt. ”Velkommen til brexit, hr., jeg er ked af det”, lyder det.

Av altså. Måske kan briterne og franskmændene nu endelig blive enige om, hvad ”pain” betyder. Selvom det gør ondt at se på, er brødkonfiskationen dog også lidt sjov.

Vi må indrømme, at vi har lidt af en forkærlighed for sådanne overraskelser-der-måske-ikke-burde-være-overraskelser. Briterne viste vel godt, at livet uden EU ville blive mere bøvlet. Men at få taget brødet fra munden er alligevel chokerende. Pludselig bliver overraskelsen jo gjort virkelig.

Det må være sådan, de gode folk hos Aarhus Letbane har det. Egentlig er det vel ikke nogen overraskelse, at den danske vinter kan byde på frost. Alligevel bliver letbanen igen og igen taget på sengen, når temperaturen rammer frysepunktet. Tirsdag måtte al kørsel med letbanens toge atter indstilles, da der var kommet frost på køreledningerne. Til lige dele frustration og forundring hos aarhusianerne, der ikke kan forstå, at et så dyrt prestigeprojekt skal lægges ned af vintervejret.

”Hvordan kan det komme som en overraskelse, at frost kan være et problem?”, spørger TV2 Østjylland letbanedirektør Michael Borre.

”Det synes jeg heller ikke, at det gør. Nu har vi diskuteret det her med frost i tre år, og jeg synes faktisk, at vi har fundet en rigtig god løsning, hvor vi forebygger så meget som muligt. Vi kan jo ikke garantere, at vejret ikke generer os”, svarer han.

Hvilket da er en smågenial gardering. For hvad kan en sølle letbane til 3,5 mia. kroner egentlig stille op over for vejrguderne? Velkommen til Danmark, hr.

Der hvor hele overraskelse-der-måske-ikke-bør-være-en-overraskelse-legen bliver lidt penibel er dog også i spørgsmålet om vejret. Onsdag udgav en gruppe af 17 klimaforskere eksempelvis en ny, ildevarslende klimarapport, der for gud ved hvilken gang slår alarm om den kommende klima- og miljøkrise. Endnu engang understreges det, at vi kigger mod afgrunden, hvis vi ikke gør mere for at bekæmpe klimaforandringerne. Det vidste de fleste af os vel egentlig godt. Alligevel fremhæver forskerne, at de færreste reelt har forstået situationens alvor:

”Omfanget af trusler mod biosfæren og alle dens livsformer – inklusive menneskeheden – er så omfattende, at den er svær at forstå selv for velorienterede eksperter”.

Selv hvis vi ser katastrofen komme, vil den altså komme som en overraskelse. Intet ondt om Aarhus Letbane, men i klimaspørgsmålet må politikerne gerne snart have en lidt mere proaktivt krisehåndtering, end de kører med i Smilets By. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12