En rigsret graver grøfter – og sådan må det være

Med sit nye politiske netværk ønsker Lars Løkke Rasmussen at revolutionere dansk politik fra midten. Det har han så gjort. For det er på sin vis revolutionerende, at en selvudnævnt centrumkriger, der har gjort det til sin raison d’être at holde den yderste højrefløj udenfor indflydelse, i sin første vigtige afstemning som løsgænger kommer til at stå alene sammen med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

I dag er det blevet slået fast, at Inger Støjberg kommer til at blive stillet for en rigsret. Konservative og Socialdemokratiet har meldt ud, at de stemmer for en rigsret mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister. Selv Venstre, Inger Støjbergs eget parti, støtter den alvorlige sanktion mod stemmeslugeren. Dermed er det altså kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der er imod – ja, og så altså ”oprøreren fra midten,” der i går fortalte, at han vil stemme nej.

På de sociale medier har Lars Løkke begrundet sit lidt overraskende valg. Det handler om, at han ikke vil splitte landet yderligere. ”Bange for, at en rigsret graver grøfter og skaber martyrium,” skriver den tidligere statsminister på Twitter, og i en video på Facebook uddyber han den kommentar: ”Bliver Inger frikendt, får vi et voldsomt martyrium, og skulle hun blive dømt, vil det rimeligvis være mildt, måske kun en bøde … Det fører os ikke noget godt sted hen, det graver grøfter dybere i den danske befolkning. Tag et blik over Atlanten og se USA”

Det vil vi så gøre. For i USA er der nemlig også en rigsret undervejs. I går besluttede et flertal i Repræsentanternes Hus, at den amerikanske præsident skal stilles for en rigsret. Det er anden gang i hans kun fireårige periode, at det sker for Donald Trump, og det er uden fortilfælde i amerikansk historie.

Trump slæbes i retten for at have opildnet den gruppe af oprørere, der i sidste uge stormede den amerikanske kongres. Men selvom politikerne for kort tiden siden flygtede fra de voldsparate demonstranter, så var det ikke dem alle, der var enige i, at Trump skal prøves ved en rigsret.

Størstedelen af medlemmerne fra Trumps eget parti, Republikanerne, stemte imod. Mange af dem har ellers vendt Trump ryggen. De synes også, at stormen på Kongressen har afsløret ham som en skidt knægt. Hvorfor så ikke stemme for? Det forklarer den republikanske politiker Tom Cole. Han kalder sidste uges oprør for ”den mørkeste dag i min tjenesteperiode”, men han er alligevel vred over, at en flertal stemte for rigsret.

”I stedet for at hjælpe os fremad som en samlet kraft har et flertal i huset besluttet at splitte os yderligere,” siger han. Dét er lige nu republikanernes forsvarslinje: At en rigsret vil splitte mere, end den vil gavne. Den argumentation minder jo en smule om noget, vi har hørt fra en tidligere dansk statsminister.

Måske er det ikke helt forkert. En rigsret vil sandsynligvis splitte Danmark og USA yderligere, og strategisk kan en rigsret blive en katastrofe. Især for dem, som har stemt for. Demokraterne skal leve med, at Trump får en platform, hvor han kan larme videre. Socialdemokratiet skal få skudt i skoene, at de slet ikke er så stramme igen på udlændingepolitikken. Og i Venstre kan den indre nedsmeltning fortsætte. I både Danmark og USA kan venstrefløjen, centrum og det moderate højre retmæssigt frygte, at en rigsret kan give det yderste højre vind i sejlene. Trump kan blive en martyr, ligesom Inger Støjberg kan blive det.

Det kan nok være, at den analyse er rigtig. Men disse overvejelser bør for en gangs skyld ikke være dem, der vægter tungest hos politikerne. Politikernes arbejde er ikke blindt at følge omskiftelige folkestemninger. Deres opgave er at gøre det rigtige – også selvom det kan have besværlige følger. Hvis de i Folketinget såvel som Repræsentanternes Hus vurderer, at betingelserne for en rigsret er opfyldte, så er det eneste moralsk rigtige at stemme for.

Retsstatens og demokratiets principper skal overholdes – selv hvis det faktisk skulle ”grave grøfter og skaber martyrium”. For det kan godt være, at det på kort sigt skaber splittelse at forsvare demokratiet. Men hvis man lader være, vil konsekvenserne på lang sigt blive helt uoverskuelige. /Andreas T. Kønig