Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix
I begyndelsen kvalte COVID-19 al politik. Den ekstraordinære sundhedskrise fik mange steder partier til at lægge stridsøksen på hylden for en stund. Nu var det tid til samling og fælles beslutninger.
Men rygterne om politikkens død er stærkt overdrevne. For hvor begyndelsen var forsonende, så bliver afslutningen drabelig. Er man i tvivl, skal man bare tage et kig på Italien. Her er en politisk krise under opsejling, fordi regeringspartierne ikke kan blive enige om, hvordan man bedst genopretter økonomien i kølvandet på COVID.
Nu er det desværre ikke uvant for Italien med regeringskriser – dem har de haft en del af de seneste år. Men resten af Europas politikere bør ikke bare rulle med øjnene og tænke ”nu igen”. De gør klogt i at følge godt med, for uenighederne i Italien kan blive et forvarsel om, hvordan eftercoronatiden bliver den helt store politiske kampplads.
Endnu et dolkestød fra Renzi
Det er den tidligere italienske premierminister Matteo Renzi, der har trukket sit lille parti ud af regeringen.
Som en anden Lars Løkke Rasmussen forlod Renzi tilbage i september 2019 Partito Democratico (PD), som han ellers havde stået i spidsen for som premierminister. I stedet stiftede han det lille centristiske parti Italia Viva og brugte sin nyvundne uafhængighed til at agere kongemager.
Efter regeringssamarbejdet mellem det højrenationale parti Lega og det populistiske Femstjernebevægelsen brød sammen i 2019, var Renzi en af hovedarkitekterne bag den nye regeringskonstellation, hvor dødsfjenderne fra Femstjernebevægelsen og PD fandt sammen i en usandsynlig alliance. De to partier dannede regering sammen med Renzis parti og en lille venstrefløjsgruppe. Teknokraten Giuseppe Conte fik lov til at blive på posten som premierminister.
Men nu har Renzi altså trukket stikket på sit eget misfoster af en samlingsregering. Denne politikkens Victor Frankenstein er stærkt uenig med premierminister Contes plan om, hvordan de mange støttekroner fra EU skal bruges til at genrejse den italienske økonomi efter corona. Renzi kræver også, at Italien søger hjælp fra EU-organisationen European Stability Mechanism (ESM), der kan hjælpe nødlidende EU-lande med lån i bytte for krav om reformer. Det vil regeringens største parti Femstjernebevægelsen på ingen måde gå med til. De er i deres udgangspunkt EU-skeptiske og har længe krævet ESM lukket.
Renzis resignation betyder, at regeringen nu ikke længere har flertal i Senatet, og dermed er regeringen ikke længere levedygtig.
Hvad så?
Den umiddelbare reaktion på Renzis dolkestød er vrede. Italien er ligesom så mange andre lande lige nu særdeles hårdt presset af corona, og en stor del af de italienske politikere såvel som en god del af befolkningen mener ikke, at en massiv sundhedskrise er tiden for politisk kaos.
Spørgsmålet er nu, om Italien kan komme igennem krisen, uden det ender i valg. Det er ikke umuligt, skriver mediet Politico. Men det bliver svært.
Premierminister Conte er allerede i gang med at finde støtte til sin regering andetsteds. Hans held er, at Renzi ikke har mange mandater, og derfor er der mulighed for at sikre sig et flertal ved hjælp af løsgængere og småpartier. Problemet for Conte er, at selv hvis det lykkes, så bliver det muligvis en mere ustabil regering, og det er ikke sikkert, at en sådan er levedygtig.
Conte kan også håbe på, at Renzi er til at snakke med. Han kan nedlægge sin egen regering og så efterfølgende forsøge at danne en ny med de samme parter – blot med en anden agenda denne gang. Han kan fx give Renzi nogle flere ministerposter, for den er Renzi sikkert med på. Han står til at ryge helt ud af parlamentet ved et valg, og har øjensynligt forregnet sig ved at trække støtten. Men han har gjort sig så uvenner med de store regeringspartier, at det langt fra er sikkert, de vil acceptere ham ind i folden igen.
Conte kan også gå efter at finde et helt nyt flertal i parlamentet, der som en situationens generalstab kan gå sammen for at få landet gennem corona. Han kan også gå af og overlade premierministerposten til en anden, der måske kan danne en stabil regering. Eller han kan kaste håndklædet i ringen og lade en regering af teknokrater tage over, indtil det er sikkert for italienerne at gå til valg igen.
Mulighederne er mange, men de er næsten allesammen dårlige. Og hvis det ender med et valg, er der stor sandsynlighed for, at det er den yderste højrefløj, der kommer til magten. Det sker alt sammen, fordi corona pludselig er blevet et polariserende politisk emne. Det udvikling vil man med garanti også snart se i andre europæiske lande. /Andreas T. Kønig