Så er det slut.
I dag forlader Donald Trump Det Hvide Hus efter fire tumultariske år, hvor udenrigspolitik er blevet ført gennem rasende tweets, uenige venner er blevet til ideologiske dødsfjender, og selveste sandheden konstant har været til debat.
Der er blevet talt meget om USA’s svindende indflydelse over resten af verden under Trumps præsidentskab, som han førte under parolen ”America First.” Det er fx utvivlsomt rigtigt, at Trump har skubbet gamle venner fra sig og svækket amerikanernes diplomatiske position i fx Europa.
Men Trump er også et bevis på, at den kulturelle indflydelse fra USA stadig holder resten af Vesten i et jerngreb. For hver gang den amerikanske præsident har startet en politisk tsunami i hjemlandet, så har bølgeskvulpene ramte de europæiske kyster. Det har aldrig været en mulighed blot at konstatere, at USA har fået en særpræget præsident. Vesten er gang på gang blevet tvunget til at tage stilling til Trump, for han har redefineret det politiske spektrum i verden. Han har givet en stemme til en glemt gruppe, vist ligesindede at magten er mulig og skræmt resten fra vid og sans.
Derfor er det nok også for tidligt at sige, det er slut. Som Trump selv sagde i sin afsluttende tale som præsident ”det bedste er stadig i vente.” Trump forsvinder ikke, når han forlader Det Hvide Hus. Det kan være, at han fortsætter som politiker. Der går fx rygter om, at han vil starte sit eget Patrioternes Parti, fordi en del republikanere er begyndt at vende ham ryggen. Det kan også være, at en af Trumps børn tager over som leder af den politiske bevægelse. Men selv hvis hele Trump-klanen trækker sig tilbage til Florida for at spille golf resten af deres dage, så vil Trumps indflydelse leve langt ind i fremtiden. Dels som ideologisk strømning, men også som realpolitik.
Supertanker
For det kan godt være, at Joe Biden har lovet at ændre en bunke af Trumps lovgivning som sin første gerning i Det Hvide Hus, men selv med et demokratisk flertal i Kongressen bliver det ekstremt vanskeligt at slette forgængerens spor.
USA er en supertanker, for nu at bruge en lidt fortærsket metafor. Det tager tid af vende sådan en. En del politik er allerede indgroet i systemet, hvorfor det ikke bare kan gøres som.
Det gælder i den grad også udenrigspolitisk. Præsident Joe Biden kan ændre meget, man kan bliver også nødt til at vise, at når man laver en aftale med USA, så bliver den holdt – uanset præsidenten. Derfor kan Biden ikke bare rive alle diplomatiske aftaler indgået af Trump i stykker. Heller ikke selvom mange af dem er dårlige. Det er både styrken og svagheden ved demokratiet, at man bliver nødt til at lytte til sin forgænger.
Derfor må det også gøre Biden-administrationen ekstra rasende, at Trump og hans udenrigsminister Mike Pompeo har haft travlt med at gennemføre en række meget kontroversielle udenrigspolitiske beslutninger i deres sidste tid. Bidens folk kalder det ”sabotage”, og det er nok ikke helt forkert. For Trump og co. ved godt, at Biden vil omstøde deres ordre, men de ved også godt, at det er vanskeligt politisk og diplomatisk arbejde at gøre det.
Held og lykke
At slette trumpismen fra det realpolitiske landkort er svært og tidskrævende – men det er ikke umuligt. Mere spændende er det, om den ideologiske trumpisme forsvinder i dag sammen med ejendomsmogulen. Det er tvivlsomt.
Selvom målingerne viser, at Trump er den mest upopulære afgørende præsident i målingernes historie, så har han stadig et yderst stærkt bagland, der synes at ville følge ham uanset hvad. Trump er et symbol på tiden, og han repræsenterer en ikke ubetydelig del af de vestlige vælgere, som etablissementet og eliten stadig ikke har regnet ud, hvad de skal stille op med.
Biden siger, at han vil være hele USA’s præsident, men det synes nærmest en umulig opgave. En række af trumpisterne har helt uhyrlige holdninger, og man forstår det, hvis Biden allermest bare har lyst til at ignorere dem og overdøve dem. Problemet er bare, at den strategi er prøvet før. Det var det, der gjorde Trump til præsident. Man tør næsten ikke tænke på, hvem der bliver præsident, om man prøver igen.
Held og lykke, Joe Biden. Du får brug for det. /Andreas T. Kønig