EU melder (vaccine)pas

Verden har fået et nyt etisk dilemma at forholde sig til: Skal vi indføre såkaldte vaccinepas, der tillader de allerede COVID-19-vaccinerede at rejse uden restriktioner? Det mener den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis, at vi skal, hvorfor han har opfordret EU til at indføre midlet i medlemslandene. Mitsotakis har fået opbakning af flere turisttunge lande som Spanien, Malta og Kroatien, der hurtigst muligt vil have gang i charterferierne. Også herhjemme har tanken om et vaccinepas gjort folk vilde i varmen. Ja, faktisk er man ifølge Sundheds- og Ældreministeriet allerede i gang med at udvikle et.

Alligevel passer idéen flere medlemslande dårligt. Både Frankrig og Tyskland har meldt sig som skeptikere, hvilket blandt andet har fået formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen til at sige, at EU ikke er klar til at debattere dilemmaet endnu. En af de primære – og ret gode – anker mod passet er da også, at vi pt. ikke ved, om vaccinerne forhindrer folk i at sprede COVID-19, når først de er blevet immune. Så længe det ikke er afklaret, er det alligevel meningsløst at udstede vaccinepas. Men hvis vaccinerne forhindrer yderligere smittespredning, kommer det helt store problem på banen: Vil et pas splitte (verdens)samfundet i to?

Vaccine-apartheid

Det frygter (betalingsmur) flere aktører, eksempelvis franskmændene. Hvis kun vaccinerede får lov til at færdes frit, vil uligheden nemlig være til at føle på. De ikke-vaccinerede risikerer at blive andenrangsborgere, som ikke har adgang til de samme rettigheder – særligt hvis vaccinepasset også kommer til at give adgang til fx biografer og restauranter. Så længe vaccineudrulningen snegler sig frem, er det ikke just hensigtsmæssigt. Det vil det heller ikke være, hvis store dele af befolkningen alligevel nægter at lade sig vaccinere. Derudover risikerer man blot at puste yderligere til vaccinemodstanden, hvis passet kommer til at føles som noget påtvungent.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har også meldt sig på banen som pas-modstander, da man frygter for den internationale solidaritet. For hvad med indbyggere i fattigere lande, der ikke har lige så effektive vaccinationsprogrammer? Tilsvarende skriver (betalingsmur) Financial Times i en leder, at ”det er afgørende at undgå en todelt verden, hvor den vaccinerede rige kan vandre frit rundt, mens dem fra fattigere lande er låst ude”. Når selv finansmændenes foretrukne avis betænker en forfordeling af de rige, ved man, at den nok er lidt gal. I The Telegraph advarer en sundhedsekspert tilsvarende mod et muligt ”vaccine-apartheid”.

Gul feber

Andre igen er dog mere græske i deres udsyn. En gængs indvending mod apartheid-frygten er, at private selskaber jo alligevel vil finde på at kræve vaccinationsdokumentation af deres kunder. Så vil det ikke være bedre, hvis udstedelsen af vaccinepas blev reguleret og centraliseret, eksempelvis i EU-regi? For slet ikke at tale om, at der allerede nu findes vaccinekrav, hvis man ønsker at rejse til specifikke lande. Flere steder i Afrika skal indrejsende eksempelvis kunne bevise, at de er blevet vaccineret mod gul feber. I den forstand vil et vaccinepas knyttet til COVID-19 blot være endnu et papir i rækken.

Debatten er som sagt livlig. Og så vi har end ikke nævnt det potentielle dilemma, hvis kun én af vaccinerne forhindrer smittespredning. Hvor svært vil det da ikke være at få fat i et vaccinepas? Indtil videre gør EU nok klogt i at lægge overvejelserne på is. Førend de etiske spørgsmål får frit spil, skal sundhedsvidenskaben lige nå at følge med. /David Dragsted