British artist and pro-smoking campaigner David Hockney smokes a cigarette during the annual Labour party conference in Brighton September 28, 2005. Hockney will later speak at a fringe meeting and attack the government's plan to ban smoking in most public places. REUTERS/Russell Boyce
Hvad skal vi divertere/belemre dig med i dag? Det er jo ikke, fordi der ikke sker noget ude i verden, det ville være synd at sige. Militærkup i Myanmar, tusindvis af russere arresteret under demonstrationer for den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj; 10.000 mennesker på gaden i Wien i protest mod coronadæmpende tiltag; ”pingvinlignende” fugle spottet i Nordjylland; den socialdemokratiske regering vil ikke fremlægge en fiks og færdig plan for reducering af CO₂ i landbruget, fordi den nye klimaminister Rasmus Prehn først vil forholde sig ”ydmyg og lyttende” over for landbrugssektoren, der i parentes bemærket stod for 22,4 pct. af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2017.
Men hvad har du egentlig brug for? Det kommer måske som en overraskelse for dig, men det, du mangler, er en dosis David Hockney. Det glimrende tyske (engelsksprogede) kulturmagasin 032c fylder 20 år i år, og i deres jubilæumsudgave har de et stort, fyldigt interview med den 83-årige britiske billedkunstner. #Lifegoals, mand, siger vi bare.
For mens andre farer rundt som hovedløse høns, tager David Hockney ligesom det hele i stiv arm. Da BBC lavede et lille mail-interview sidste år og spurgte til, hvordan han havde det med coronasituationen, svarede han, at han var gammel, og at han skulle dø. ”Dødsårsagen er fødsel.” Den oneliner bruger han igen i 032c, og det kan man ikke fortænke ham i.
Hockney boede i adskillige år i Los Angeles, men købte for to år siden et hus nær byen Pont-l’Évêque i Normandiet. ”Eftersom der ikke er nogen, som kommer og besøger mig her, er jeg tre gange så produktiv. For en gammel mand, der ikke ved, hvor lang tid han har tilbage, er hver uforstyrret arbejdsdag en skat.” Han fortæller, at han ryger 40-50 cigaretter om dagen og derfor altid har et forråd på 2.000 cigaretter i huset. Og at de fire læger, han har haft de seneste 40 år, og som alle var yngre end ham, på det kraftigste har opfordret ham til at stoppe med at ryge. ”Ingen af d’herrer er i live i dag!” siger Hockney. ”Amerikansk tv hævder, at British American Tobacco er vor tids største massemorder. Sikke en omgang forbandet bullshit! Den amerikanske våbenindustri fortjener denne titel. Fuck dem!”
Her vil ikke-kendere af David Hockney måske tænke, at der er tale om en sur cerut af en gammel mand. Men det er ikke tilfældet. Da journalisten nævner, at folk ”på din alder” har en tendens til at være kulturpessimister, og spørger, om det også gælder for Hockney, svarer han: ”Jeg abonnerer på New York Times, Los Angeles Times og Financial Times, men det er et stykke tid siden, at jeg har åbnet dem. Jeg er dødtræt af, hvor apokalyptisk mediernes repræsentation af verden er. Lever vi virkelig i værre tider? Min mor blev født i 1900 og døde i 1999. Hun overlevede to verdenskrige og oplevede, hvordan det føles, når tyske fly kaster bomber ned over hovedet på en. Hun ville have givet fingeren til enhver, som sagde, at det går ned ad bakke for vores planet.”
Kunst og melankoli
Bare rolig, David Hockney er ikke klimafornægter eller noget. Han maner måske bare til lidt mere besindighed og eftertanke – dyder, der ikke generelt kendetegner mediebranchen, og som vel kommer tydeligst til udtryk, når diverse toneangivende medier er ved at falde over hinanden for at være først med gule breaking news-bjælker ved selv de latterligste mellemregninger.
Hockney bliver også spurgt, om han stemte ”for eller imod Boris Johnson og brexit”. Hans svar er helt vidunderligt. For det første siger han, at han kun har stemt to gange i sit liv, og at det er længe siden. For det andet, at han ”ikke har spildt en tanke på brexit, fordi min hjerne har været optaget med Bayeux-tapetet og spørgsmål vedrørende rumligt perspektiv.”
Bayeux-tapetet? Igen har manden jo fat i den lange ende. Han taler om det 70 meter lange broderede billedtæppe fra det 11. århundrede, som i et tegneserieagtigt forløb gengiver normannernes erobring af England ved Slaget ved Hastings i 1066. Bayeux-tapetet markerer begyndelsen på europæisk kunst, forklarer Hockney og tilføjer: ”Sammenlignet med dette vidunderarbejde er brexit en marginal begivenhed.”
Nogle gange er det en smule letkøbt, når folk perspektiverer ting på den måde. Men et eller andet sted har han jo ret, den kære gamle kolorist (som i øvrigt er en af verdens dyreste nulevende kunstnere).
En sidste ting fra interviewet med Hockney? Okay. Journalisten siger, at mange af Hockneys venner i sagens natur er døde. Er han så ensom? Svar: ”Det gik op for mig på et tidligt tidspunkt, at jeg ville blive ensom og forladt før eller siden. Det gør det lettere at bære. Når jeg bliver ramt af melankoli, går jeg ind i mit atelier og prøver at forestille mig, at det er min pligt at muntre verden op med et nyt maleri. Jeg tør ikke vurdere, hvorvidt et maleri kan forandre verden, men jeg ved af egen erfaring, at kunst kan gøre fortvivlelse mere tålelig, De, som er blinde over for kunst, bør rystes, så de vågner.” /Oliver Stilling