Mette Frederiksens makrel-manøvre

”Mette Frederiksen er gået makrel!”, lød den forargede – og begejstrede – melding på de sociale medier henover weekenden. På Instagram havde hele Danmarks statsminister lagt et foto op af en god, gammeldags makrelmad, hvis fortræffeligheder hun besang i en længere billedtekst – en tekst som, forunderligt nok, også kom til at handle lidt om behovet for en stram udlændingepolitk. At fisk ikke kender til nationalgrænser, må vi nok hellere lade ligge i den forbindelse.

Nej, lad os i stedet dykke dybere, gå mere studentikost til værks. For hvad vil Mette F. egentlig med den makrel? De mulige analyser er legio, men vi vil i dagens anledning hive fat i den gode gamle idéhistoriker Quentin Skinner. I essayet ”Moral principles and social change” lancerer han begrebet ”innovative ideologer”. Og det passer altså ret godt til makrelsituationen.

Skinners teori går nogenlunde sådan her: en innovativ ideolog opstår, når en (politisk) aktør får behov for at legitimere sin tvivlsomme praksis. En sådan legitimation kan findes på mange måder, men én mulig vej er gennem sproget.

Normalt bruger vi såkaldte evaluative-deskriptive termer – positivt eller negativt ladede ord – til at fordømme eller bifalde en handling. Disse termer kan den innovative ideolog vælge at udnytte. Den innovative ideolog – lad os bare kalde hende Mette – kan eksempelvis sandsynliggøre, at en favorabel term også kan bruges om hendes tvivlsomme handlinger.

Hvis Mette har held med manøvren, vil hun dermed kunne feje al kritik af banen. For da vil modstandere være nødt til at bruge en beskrivelse af hende, som de normalt kun bruger om gode ting. Opponenten skal tvinges til at indrømme, at en favorabel term også er til stede i Mettes handlinger.

Spørger man den gennemsnitlige Facebook-kriger, har Mette Frederiksen gjort mange tvivlsomme ting. En del mink er døde på hendes vagt, og hun er måske lige lovlig glad for magt. Men når nu Mette F. beskriver sig selv som makrel-spiser, gør det hende så ikke god nok på bunden? Med Instagram-billedet er Mette – med hendes dertilhørende handlinger – jo en type, om hvem man kan sige ”hun er helt makrel!”. Og er den generelle, folkelige konsensus ikke, at makrel er ret lækkert?

Fiske-forsvaret

Elitære typer vil sige, at statsministeren er en glat ål; at hun skruppelløst snobber nedad. Andre, at hun bare er god til at svømme med strømmen. Ifølge Skinner er det dog ligemeget, hvad der er Mettes reelle intention.

Sagen er, at de termer, den innovative ideolog har at lege med, er begrænset af samfundets vokabular: ”Tilgængeligheden af sådanne termer er et spørgsmål om deres samfunds fremherskende moral; deres anvendelighed er et spørgsmål om meningen og brugen af de involverede termer, og hvor langt disse plausibelt kan blive udvidet”.

I den forbindelse påpeger Skinner, at begrænsningen bliver afgørende. Selv hvis forsvaret kommer som en efterrationalisering, vil den innovative ideolog blive nødt til at handle, som mente hun hvert et ord. Når ordene ikke bare kan udskiftes, må det nemlig sandsynliggøres, at de positive termer bruges rigtigt. Deres betydning kan ikke strækkes til ukendelighed. Mette Frederiksen bliver nødt til at elske makrel, upåagtet hvad hendes gode smag siger. Hun må og skal være makrel die-hard.

Dette giver så også mulighed for at lave den uhyre sjældne, dobbelte makrel-vending. Mette Frederiksen kan overbevise folkedybet ved at omfavne makrellen. Men omvendt kan hun også overbevise folk, der hader makrel (men elsker Mette Frederiksen) om, at makrel faktisk er ret lækkert. Skinner påpeger netop, at de dristige kan tage negative termer og vende dem til noget positivt. Måske er Mette Frederiksens agenda slet ikke at virke folkelig. Måske ønsker socialdemokraten snarere at udvide folkets kulinariske horisont.

Ja, eller også fisker vi efter dybere mening i et billede, hvor statsministeren egentlig bare tager sig en makrelmad. Nogle dage er det som skribent lidt svært at være både innovativ og ideologisk. /David Dragsted