Han ligner mere en tør bureaukratisk kiks end en superhelt. For hans støtter er de to ting ikke gensidigt udelukkende.
De kalder ham Super Mario. Ikke fordi han er en blikkenslager med hang til psykedeliske svampe, som det er tilfældet for computerspilshelten af samme navn, men snarere fordi, at han ofte fremhæves som manden, der reddede euroen under finanskrisen. Nu skal Mario Draghi måske også forsøge at redde Italien.
Italien befinder sig stadig i en politisk krise, og de lette løsninger er ved at være opbrugt. Landet forsøger at finde en ny regering, efter den stadigt vikarierede premierminister Giuseppe Conte blev nødt til at trække sig som følge af uenigheder om brugen af coronakroner fra EU. Normalt er et valg den mest oplagte måde at sammensætte en ny ledelse i et demokratisk land på, men de italienske parlamentarikere forsøger ihærdigt at undgå dette scenarie på et tidspunkt, hvor smitten er høj og landet befinder sig i en generel tilstand af kaos.
For en del af de italienske politikere har håbet derfor været, at et flertal ville stille sig bag en ny Conte-regering. Men i går stod det klart, at flertallet ikke er der, og således har præsident Sergio Mattarella, der har til opgave at få en regering på plads, kun to muligheder tilbage. Udskriv valg eller ring til teknokraterne. Mattarella gjorde det sidste.
Marios store eksperiment
Mattarella har opfordret de italienske politikere til at støtte en ”højprofileret” regering, der vil blive formet ”så hurtigt som muligt”. Ydermere har han ringet til Mario Draghi, som han mødes med i dag ved middagstid. Forventningen er, at præsidenten vil bede Draghi om at forsøge sig med at samle en regering.
Mario Draghi er ikke politiker. Han er bureaukrat. Den 73-årige økonom og bankmand er bedst kendt for at være leder af Den Europæiske Centralbank mellem 2011 og 2019 – nogle af de mest dramatiske år nogensinde for økonomien i EU.
I 2011 vaklede EU stadig under finanskrisen. Gældsplagede lande som Grækenland, Italien og Spanien var så økonomisk vanskeligt stillet, at de for en tid så ud til at måtte forlade euro-valutaen. Især Italien og Spanien er ikke småøkonomier, og således truede deres økonomiske kollaps hele eurosamarbejdet. Draghis vigtigste opgave blev således at redde den europæiske fællesvaluta, og han lovede berømt at ”gøre hvad end det kræver. Og tro mig når jeg siger, at det vil være nok.”
Det var nok, men det var også uortodokst. Draghi var med til at starte det, der ofte er blevet kaldt for verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment. Under hans ledelse har centralbanken pumpet penge ud i de europæiske økonomier, ligesom de har hjulpet bankerne, således at hånden kunne holdes under de hårdtprøvede finans- og boligmarkeder. For nytrykkede penge har centralbanken opkøbt obligationer for 2,5 billioner euro for at sænke renten og få folk og virksomheder til at låne penge. Alt sammen for at få gang i økonomien.
Vil du have ham?
Den endelige dom over eksperimentet kan ikke gives endnu, og eksperimenter kommer der utvivlsomt flere af, når verden skal økonomisk på fode igen efter coronakrisen. Den slags eksperimenterede krisehåndtering har Draghi prøvet før, og han er derfor et oplagt valg til at forsøge at føre Italien ud af landets økonomiske nedtur.
Men det betyder ikke, at Draghi med sikkerhed bliver landets næste regeringsleder. Først og fremmest skal han sige ja. Det er et spændende men også ekstremt krævende jobtilbud, som den 73-årige har fået på et tidspunkt, hvor han ellers ville kunne nyde sit otium og et relativt godt eftermæle. Det sætter han på spil ved at tage et af de vanskeligste jobs i verden – siden Anden Verdenskrig har Italien skiftet regering næsten en gang om året.
Det er heller ikke sikkert, at parlamentet overhovedet vil have Draghi. Siger han ja, skal han finde et stabilt flertal, der vil støtte hans regering, og den slags er nemmere sagt end gjort i Italien. På den yderste højrefløj vil Matteo Salvini gøre sit for at stoppe teknokraten. Bliver bankmanden ikke italiensk leder, ligner det nemlig et nyvalg, og det ser Salvini ud til at vinde. Spændingen er som altid intakt i Italien. /Andreas T. Kønig