Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Observerer man frikvarteret på en gennemsnitlig dansk folkeskole, så vil det ofte være relativt nemt at udpege skolens ballademagere. Der er den højtråbende gut, der har gjort skolegården til sit eget lille diktatoriske rædselsregime, som han styrer med vold og frygt. Og der er pigen med de stikkende øjne, der møjsommeligt konstruerer sine ondskabsfulde ord, så de gør mest mulig skade, når de forlader hendes mund.
Disse typer af møgunger agerer i det åbne, og derfor bliver der heldigvis også ofte gjort en indsats for at få dem på rette spor igen, så de kan modnes og en dag blive til gode samfundsborgere.
Men i skolegården finder man også en skjult trussel. Det er nogle af de børn, der oftest er vanskelige at få øje på. De forsigtige og ”svage”. Dem, der skal lægge ører og krop til frikvarterautokraternes forbrydelser. I visse tilfælde kan det være dem, man skal være mest bange for. Ikke fordi de er onde, men fordi alle mennesker har et bristepunkt. Hvis en forsigtig knægt tilstrækkeligt mange gange har fået at vide af deres mobber, at ”det tør du ikke”, så kan det være, at han en dag pludselig tør. En dag knækker filmen, og bomben detonerer. Uden nogen havde set det komme. På den måde kan en skolegård skabe monstre.
Det er en virkelig doven kliché at kalde Christiansborg for en skolegård. Så det vil vi ikke gøre. Eller … I hvert fald ikke helt. Vi nøjes med at drage en parallel.
For denne skolegårdsmekanisme, hvor den stille bliver til den stygge, kan meget vel ende med at vise sig i landspolitik også.
I dag har Inger Støjberg meldt sig ud af Venstre. Langt om længe, fristes man til at sige. Det er formand Jakob Ellemann-Jensen sikkert personligt lettet over. Men han ved også, hvilke dramatiske udfordringer det kommer til at medføre. Støjberg ejer indvandrerpolitikken. Hun er ikke bare en strammer. Hun er strammeren. Imens bliver Ellemann af mange Venstremedlemmer og -vælgere opfattet som en skabsradikal humanist, og det har fået partiet til at dykke voldsomt i meningsmålingerne. Med Støjberg mister Venstre sit image som et parti, der står for en stram udlændingepolitik.
Ellemann er blevet så udskammet for at være svag på indvandrerområdet, at han kan blive tvunget til at overkompensere helt vildt. ”Du er jo ikke en strammer, Jakob”, siger de alle sammen til ham. ”Du tør jo ikke”. Hvis de bliver ved med at sige det til ham, så tør han måske godt en dag alligevel.
I går kom Venstre med et nyt udlændingeudspil, der indeholder hele ti tiltag (stramninger om man vil), der skal ruske op i udlændingesystemet.
”Der er for mange indvandrere, der begår kriminalitet. Der er for mange indvandrere, der står uden job, og som ikke tager de danske værdier til sig. Det er ikke samfundet, der skal tilpasse sig. Det er dem, der kommer hertil, der skal tilpasse sig”, sagde Venstres formand på pressemødet, hvor han forklarede, at står det til Venstre, så skal integrationsydelsen reduceres, der skal indføres optjeningsprincipper på eksempelvis førtidspension for indvandrere, og så skal der sættes hårdt ind mod social kontrol i indvandrermiljøer.
Det lyder som god gammeldags Venstre-politik. Nu vil Ellemann kunne sige, at han som formand ikke har lempet partiets indvandrerpolitik, faktisk har han strammet den.
Men det vil ikke være nok. I Støjberg-fløjens øjne vil Ellemann stadig være en udlændingepolitisk vatnisse. ”Du tør jo ikke, Jakob”, vil de blive ved med at sige.
Selvom Ellemann måske er klassens stille dreng, så kan de dumme børn meget vel ende med at tvinge ham til at blive ekstrem. Skal han vinde vælgerne tilbage, må han hoppe helt over i Ny Borgerlige-grøften, så der ikke er den mindste tvivl om, at han altså også tilhører de hårde drenge. Vi har set de første antydninger af det med det nye udspil og de kommentarer, formanden gav det med på vejen. Mere kan være på vej, hvis mobberne kan køre Ellemann helt til bristepunktet. /Andreas T. Kønig