Retssalen er gerningsstedet. Eller rettere: Domstolen er sat på præcis det sted, hvor angrebet fandt sted for lidt over en måned siden. Det var nemlig selve den demokratiske retsstat, som var under angreb.
I dag stilles tidligere præsident Donald Trump for en rigsret – i den selv samme sal i Senatet, som en hob af højrefløjsanarkister bestormede 6. januar for at forhindre den lovformelige godkendelse af Joe Biden som USA’s nye, gamle præsident. Symbolikken er slående.
Anklagerne er således netop de kongresmedlemmer, som personligt var i risiko for at blive lynchet. Senatorer, der frygtede for deres liv. Beviserne er uigendrivelige. Under stormen på demokratiets højborg i USA – hvor fem mennesker blev dræbt – råbte og skreg angriberne, at de handlede på Trumps ordre.
Et mislykket kupforsøg udartede sig i simpelt hærværk. Kort tid forinden havde den afgående præsident mere end tilskyndet og opildnet til voldelig opstand. I en tale sagde han til sine mest fanatiske tilhængere, og de straks skulle marchere ned til Capitol og tage magten tilbage:
”Vi skal forsøge at give vores republikanere – de svage, for de stærke behøver ikke vores hjælp: Vi vil forsøge at give dem den slags stolthed og tapperhed, de behøver for at tage vores land tilbage”, sagde Trump til de bevæbnede og voldsparate typer, som var stimlet sammen fra hele Amerika: ”Vi giver aldrig op”.
Lige så spektakulær dagens rigsretssag mod Trump er – og utvivlsomt vil udvikle sig i de kommende uger og måneder – ligeså givet synes udfaldet dog at være på forhånd. Den særlige impeachment-proces, som nu begynder, er helt formelt en politisk skueproces, som aldrig tidligere har ført til domfældelse, og som heller ikke vil føre til en dom mod Trump.
I sidste ende vil mere end 34 republikanske senatorer undlade at stemme for domfældelse, uanset bevisernes stilling, og dermed er det tæt på utænkeligt, at der vil være det fornødne flertal på to tredjedele af de 100 medlemmer i Senatet. Trump har derfor reelt intet at frygte.
Ikke desto mindre vil rigsretssagen mod Trump sværte hans eftermæle: Det kaos, som hans ufrivillige afgang medførte af død og ødelæggelse, vil stå tilbage som det afslørende øjeblik, hvor hans destruktive dagsorden blev opløst i højreradikaliserede bølleoptøjer. En total afklædning.
Blændværk om barnebrude
Forestil dig, at tidligere udlændingeminister Inger Støjberg skulle stilles for retten midt i Center Sandholm, Danmarks største asylcenter, hvor flere af de unge asylpar boede, dengang da den ophedede debat om aldersforskelle blussede op i 2016. Det var her, at myndighederne – allerede inden Støjberg havde udsendt sin instruks – havde adskilt par, hvor pigen var under 18 år.
Virkeligheden er, at Inger Støjberg ikke ”reddede” de unge piger, for i de fleste tilfælde var de allerede blevet adskilt fra ældre ægtemænd, og kun i de tilfælde, hvor de individuelle forhold talte for det – f.eks. hvor pigen var 17 år og manden 19 år – var parrene indkvarteret sammen.
Dengang var et fælles Folketinget nemlig enige om, at mindreårige piger ikke skulle være sammen med mænd, som de i vid udstrækning var blevet tvangsgiftet med. Dengang udtalte selv De Radikales Sofie Carsten Nielsen, at hun var flintrende ligeglad med, om ægteskabet er lovligt i hjemlandet: ”Det er juridisk på linje med misrøgt af børn. Hvis en 14-årig er i et ægteskab må det være arrangeret. Det skal asylcenteret og politiet reagere på”.
Således skete det. Asylcenteret reagerede. Da den daværende udlændingeminister Inger Støjberg udsendte sin pressemeddelelse 10. februar 2016 fik hun derfor ikke stoppet en udbredt vanrøgt, men snarere blokeret for, at de enkelte asylansøgere fortsat blev behandlet som mennesker med individuelle rettigheder. Og det var ”klart ulovligt”, som Instrukskommissionen senere har konkluderet.
Støjberg fik annulleret de unge asylansøgeres retskrav og fik kortvarigt gennemtrumfet, at alle uden undtagelse skulle adskilles – vel at mærke også de par, som myndighederne konkret havde skønnet ville og burde være sammen. Ikke desto mindre har skandalesagen fået et andet følelsesmæssigt efterspil. Støjbergs spin om ”barnebrude” hænger ved.
Da et flertal i Folketinget for præcis en uge siden vedtog at nedsætte en rigsretssag mod Inger Støjberg, skete det med en opsigtsvækkende tilføjelse: Socialdemokratiet insisterede på at få tilføjet en beretning til beslutningsforslaget, hvori det hedder, at den ulovlige instruks var ”politisk rigtig, men juridisk forkert”.
Frisag ved folkedomstolen
Rent juridisk vil Inger Støjberg med stor sandsynlighed ende med at blive idømt en straf for brud på ministeransvarlighedsloven. Men politisk set tegner hun til at ville klare sig noget bedre. Statsminister Mette Frederiksen (S) har langt fra opgivet sin støtte til Støjberg. Tværtimod har Socialdemokratiets formand intensiveret sin opbakning til Venstres nu detroniserede næstformand.
Paradokset er altså, at mens Donald Trump efter alt at dømme vil blive frikendt ved impeachment-processen i Senatet, men til gengæld står til at miste sit offentlige omdømme, kan Inger Støjberg meget vel komme til at stå i den omvendte rolle: Kvinden, som den tyske tabloidpresse har døbt ‘Trumpine’, kan meget vel blive dømt ved rigsretten i Højesteret, men alligevel klare frisag ved folkedomstolen.
Inger Støjberg har en uforlignelig evne til at stjæle billedet og kidnappe den offentlige dagsorden. Forestillingen om, at hun egenhændigt befriede ”barnebrudene”, har været så stærk, at hun har vundet den folkelige popularitetskonkurrence, og derfor tør ingen – slet ikke statsminister Mette Frederiksen – udfordre blændværket.
Umiddelbart kunne de to parallelle rigsretssager – mod Trump himself og den danske Trumpine – være et varsel om en snarlig afslutning på de senere års nationalpopulistiske epoke. Men helt så enkelt er opbruddet ikke: Mens amerikanerne måske slipper væk med den skandaliserede Donald Trump, har Mette Frederiksen allerede på forhånd gjort Inger Støjberg til den moralske vinder herhjemme. /Lars Trier Mogensen