Turkish President Recep Tayyip Erdogan makes a speech as he holds a press conference following the cabinet meeting at the Presidential Complex in Ankara, on February 1, 2021. - President Recep Tayyip Erdogan said on February 1 it may be time for Turkey to adopt a new constitution, feeding speculation that he could seek a way to extend his rule. (Photo by Adem ALTAN / AFP)
Selvom klimaet ikke var først på dagsordenen i 1950’erne, skitserer Hannah Arendt meget godt vores forbrugsdilemma i Menneskets vilkår (1958) – her løst oversat fra den originale engelske udgave:
”Uden at tage ting ud af naturens hænder og forbruge dem, og uden at beskytte sig selv mod de naturlige processer kendt som vækst og forrådnelse, ville animal laborans aldrig kunne overleve. Men uden at være hjemme i midten af ting, hvis holdbarhed gør dem egnet til brug, og egnet til at opbygge en verden, hvis permanens står i direkte modsætning til livet, ville det her liv ikke være menneskeligt”.
Med animal laborans tænker Arendt på menneskets biologiske side; at vi som levende væsner ikke kan overleve uden mad og drikke. Som Arendt også påpeger, er disse drifter dog ikke, hvad der gør os menneskelige. De er snarere ren nødvendighed – og i princippet noget, vi har til fælles med alle andre dyr. Nej, vores menneskelighed består snarere i vores evne til at fremstille ting; i vores evne til at skabe en holdbar verden.
Noget er imidlertid gået helt galt i Arendts samtid. Vores samfund er i færd med at blive et samfund bestående af glubske animal laborans. Vi bruger vores fritid på forbrug og fanger dermed os selv i en evig, ødelæggende proces. For vores sult kan aldrig stilles, den kommer altid igen. Dette tvinger os til at fortære og smide væk, og til at glemme alt om holdbarhed.
Klip til i dag, hvor det ikke just står bedre til med appetitten. Naturen lider, og det skyldes vist nok vores naturlige trang til at grovæde. Hver morgen kan man derfor vågne op til påmindelser om, hvor problematisk den proces er. I tidsskriftet The Lancet lyder en opfordring fra godt 100 forskere om, at vi skal sætte en ramme for den fortsatte husdyrproduktion, hvis vi skal have håb om at indfri Parisaftalen. ”Udpeg inden for husdyrsektoren kilderne til de største udledninger eller de største arealanvendelser eller begge dele, og fastsæt passende mål for reduktion af produktionen”, står (betalingsmur) der i den tørre appel.
Samtidig kan man læse i den seneste opgørelse af Danmarks CO2-udledninger, at det går godt, men også ret skidt. Vores udslip er blevet reduceret (betalingsmur) markant i 2019, omtrent fem mio. tons sammenlignet med 2018. Så nu mangler vi bare lige at finde de sidste 23 mio. ton årligt, hvis vi vil nå at reducere vores CO2-udledninger med de lovede 70 pct. i 2030.
Umage rumkapløb
Så ja, der er stadig lang vej igen. I det mindste kan vi trøste os med, at verden ifølge eksperter godt kan blive (betalingsmur) helt fri for fossil energi i 2035 – det kræver bare lidt politisk vilje. Og derfor sætter verdens lande vel alt ind på klimaindsatsen, ikke? Altså … i det mindste bliver der arbejdet på en exitplan. Tirsdag ankom en rumsonde fra De Forenede Arabiske Emirater til Mars, hvor den skal gå i kredsløb og undersøge planetens atmosfære. Rumfartøjet får lige straks selskab af en kinesisk rover og sågar også en amerikansk robot.
Et nyt rumkapløb er med andre ord skudt i gang. Der er nærmest ingen grænser for, hvor interessant de mest hovedrige lande (og mangemilliardærer) nu synes, at Mars er. Ja, selve rum-fanatismen er faktisk ved at blive så vild, at selv Tyrkiet vil lege med. Tirsdag kunne præsident Recep Tayyip Erdoğan annoncere et storstilet rumprogram, der skal sætte tyrkiske astronauter på Månen. Og hvor er det dog skønt, at vi mennesker har sådanne originale, aldrig-før-sete projekter at kaste vores penge efter.
I prologen til Menneskets vilkår skriver Arendt, at den umiddelbare motivation til bogen kommer fra opsendelsen af Sputnik-raketten i 1957. For hvad siger det egentlig om os, hvis vi bliver i stand til at forlade Jorden? Rummer vores jordklode ikke selve essensen af det, der i sidste ende gør os menneskelige? Svaret er ikke entydigt. Men det hjælper næppe på situationen, hvis vi beredvilligt kasserer Jorden til fordel for måneeventyr og Mars-kolonier. At tænke i de baner ligner lidt en animal laborans-logik. Det gør eksistens til et rent spørgsmål om overlevelse. Og vigtigst af alt fornægter det, at vi har skabt en uholdbar situation her på Jorden, som vi skylder os selv at løse. Alt andet ville vist være umenneskeligt. /David Dragsted