Staten ejer gælden, gælden ejer dig

”Hvis du skylder banken hundrede tusind dollars, ejer banken dig. Hvis du skylder banken hundrede millioner dollars, ejer du banken” – amerikansk mundheld.

De sidste par uger har de fleste kigget måbende på USA’s præsident Joe Biden, efter han annoncerede en stimuluspakke, som skal pumpe 1.9 billioner – billioner! – dollars ud i det amerikanske samfund. Det vil sende deres i forvejen høje statsgæld langt op over 100 pct. af landets BNP, hvilket især har vakt bekymring blandt republikanske senatorer. På samme måde kæmper vi herhjemme med at acceptere, at pengene fosser ud af statskassen, mens regeringen forsøger sig med coronahjælpepakker og økonomisk førstehjælp. Vi er nemlig skidebange for gæld.

Ikke desto mindre er flere progressive økonomer begyndt at tale om gæld på en ny og nærmest frivol måde. For selvom gæld stadig ikke er en god ting, så er det slet ikke så farligt, som vi tror. Næ, så længe en nations vækst er højere end gældsrenten, så minimeres gælden af sig selv. Med andre ord behøver vi ikke bekymre os så meget om gældspådragelse, som vi tidligere har gjort.

Hvis en påstand som den giver dig hønserøv, skyldes det måske, at gæld rent historisk har spillet en særlig rolle i samfundet. En rolle, som rækker langt ud over de rent økonomiske overvejelser.

Du skylder mig penge!

Som den nyligt afdøde antropolog David Graeber skrev i sin mursten af en gældsbog Debt: The First 5.000 Years, så har gæld aldrig kun handlet om penge. Historisk har gæld været bundet op på en stærk moralsk forpligtelse. Uanset om gældsforholdet var til Gud, til samfundet eller til kreditorer, har den underliggende konsensus været, at gæld er noget, man som et ordentligt menneske bør betale tilbage. Eller i det mindste forsøge at betale tilbage. Det har været så allestedsnærværende, at det har manifesteret sig i sproget ”Jeg skylder dig en”, ”Jeg står i dyb gæld til dig” eller den værste: ”Han opfører sig, som om han ikke skylder nogen noget.”

Gæld signalerer orden. Det binder mennesker til det samfund, der låner dem penge. Og det binder nutiden til fremtiden, som den italienske filosof Maurizio Lazzarato ville sige det. Hvis du låner penge i dag, så ved du, at du skal bruge de næste mange år på at betale af på den. At gældsætte sig er en måde at love, at du i fremtiden har tænkt dig at skabe noget af værdi, som kan bruges til at købe dig fri af din gæld.

Det er måske grunden til, at det skurer, når lande som USA pludselig begynder at forgælde sig til op over begge ører. Det trykker os på både moralen og på behovet for tryghed. For hvordan kan vi føle, at fremtiden er, ja, fremtidssikret, hvis ikke de store stater virker lige så forhippede på den gældsafdragelse, vi andre bakser med?

Go big or go home

Problemet er, at præmissen for det spørgsmål er falsk. Gæld har aldrig betydet det samme for stater (og store virksomheder), som det betyder for enkeltpersoner. Der er simpelthen noget ved størrelsesordenen, der rykker ved magtbalancen i låneaftalerne, som det ovenstående amerikanske mundheld peger på.

Desuden beror forestillingen om, at gæld skal tilbagebetales, på en mindre teknisk misforståelse. Banken eller kreditoren har altid skullet acceptere en vis grad af risiko for, at låneren ikke vil kunne betale sin gæld. Og det er måske her, at spørgsmålet om moral er kommet de kredithavende til gode. Hvis man ikke for enhver pris kan sikre sig, at lånere vil betale, hvad de skylder, kan man tage redskaber som skyld og skam i brug. Og de skal ikke undervurderes. Sværere er det givetvis at overbevise verdens tredje største økonomi Japan om det moralsk forkastelige i, at de siden 1980’erne har opbygget en statsgæld, der svarer til 240 pct. af deres BNP.

Gæld er bare ikke det samme for stater, som det er for os dødelige. For så længe det er peanuts, du skylder, er det stadig banken, der ejer dig. /Asta Kongsted