Scanpix
Dommen er hård og brutal. S-regeringen lever slet ikke op til sine egne målsætninger fra forståelsespapiret om at ville reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Tværtimod er tempoet i den grønne omstilling for langsomt, nølende og fodslæbende.
Så kontant er kritikken i Klimarådets nye granskning af S-regeringens klimaindsats, som blev præsenteret her til formiddag: ”Klimarådet finder det på nuværende tidspunkt ikke anskueliggjort, at 2030-målet nås,” lyder konklusionen.
Selv om S-regeringen selv har hævdet, at Danmark er ”foran tidsplanen lige nu”, som statsminister Mette Frederiksen var fræk nok til at sige i sin åbningstale til Folketinget i oktober – sågar med tilføjelsen, at ”vi på bare ét år allerede er nået en fjerdedel af hele vejen til 70 procent – som vi altså i alt har ti år til at nå” – ja, så er de kolde fakta altså, at tiltagene er alt for få og utilstrækkelige.
Klimarådet afmonterer samtidig forestillingen om, at Danmark skulle være et grønt foregangsland, som er gået hurtigere frem i den grønne omstilling end andre sammenlignelige lande. Den usentimentale – og for S-regeringen ubekvemme – sandhed er, at Danmark udelukkende gør, hvad der absolut er påkrævet:
”De danske mål er kun akkurat inden for skiven, hvis Danmark skal kunne siges at levere sit befolkningsvægtede reduktionsbidrag for at holde den globale temperaturstigning til højst 1,5 grader,” som det hedder i rapporten.
Vurderet teknisk og videnskabeligt ud fra de beslutninger, som indtil videre er blevet truffet af et flertal i Folketinget, vil Danmark kun nå op på en reduktion af udledningerne på i alt 54 pct. i 2030 – og dermed langt fra de lovpligtige 70 procent. Reelt er Danmark derfor betydeligt bagude i tidsplanen.
Formanden for Klimarådet, professor Peter Møllgaard, er bestemt heller ikke imponeret af klimaminister Dan Jørgensens indsats: ”Det, der foreligger, er ikke tilstrækkeligt konkret til, at vi kan se, hvordan vi vil nå i mål med 2030-målsætningen,” siger Peter Møllgaard, som til daglig er dekan ved Maastricht University School of Business and Economics.
Klimarådet har ganske enkelt ikke taget S-regeringens spin for gode varer. Vidtløftige forestillinger om, hvad fremtiden måske vil bringe, er ikke blevet taget for gode varer i den sjældent kritiske evaluering. Normalt nøjes regeringsudpegede nævn og råd med at formulere sig i runde og diplomatiske vendinger, men ikke Klimarådet.
Den hårdeste kritik går således på, at S-regeringen endnu ikke har forpligtet sig på en konkret plan for de næste og afgørende skridt på vejen mod at reducere C02-udledningen i de sektorer, hvor det kommer til at kunne mærkes og dermed blive mere politisk kontroversielt.
Klimarådet affærdiger den snak, som både Mette Frederiksen og Dan Jørgensen hidtil har forsøgt sig med, og som støttepartierne også realpolitisk har accepteret. Men Klimarådet nøjes ikke med billig portvin og slesk tale:
”Det skyldes primært, at regeringen ikke har lagt en konkret plan for, hvordan den vil finde de cirka to tredjedele af reduktionsbehovet, som resterer efter de indgåede aftaler. Regeringen baserer i høj grad den resterende indsats på nye teknologier uden en egentlig plan for, hvordan reduktionerne skal nås”.
Umiddelbart skulle man tro, at en så kontant kritik ville være et alvorligt problem for S-regeringen. Klimapolitikken er trods alt det kim, der holder sammen på alliancen mellem Socialdemokratiet på den ene side og de tre støttepartier, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, på den anden side. Men regeringstoppen lader ikke til at være rystet af dumpekarakteren.
Klimaminister Dan Jørgensen er nøjedes med at svare afmålt, og han betoner ligefrem i positive vendinger flere af de anbefalinger, som Klimarådet også kommer med sidst i rapporten: ”Jeg synes faktisk, at Klimarådet har nogle ret gode råd. De kommer med nogle anbefalinger, og vi kommer til at levere på de anbefalinger”.
Konkret foreslår Klimarådet, at S-regeringen skal tage initiativ til ”en samlet køreplan for alle områder, hvor der skal findes reduktioner” og bl.a. ”En gradvist stigende, ensartet og høj afgift på alle danske drivhusgasudledninger”.
Karakteristisk for Socialdemokratiets tilgang til den grønne omstilling er selv reaktionen på Klimarådets kritik afventende og udskydende. Dan Jørgensen siger ikke meget mere og andet, end at S-regeringen har tænkt sig at forsætte som hidtil. Kommer tid, kommer råd.
Realpolitisk bliver det store drama nu, hvordan støttepartierne har tænkt sig at reagere. På forventelig vis er opstandelsen stor, og SF har straks indkaldt til en hasteforespørgsel i Folketinget. Men dét har ikke ligefrem karakter af en parlamentarisk trussel. Endnu.
De kommende uger og måneder bliver på mange måder en test af støttepartiernes vilje og reelle prioriteringer. På papiret spiller klimapolitikken nemlig samme rolle for de rød-grønne støttepartier som udlændingepolitikken har gjort for højrefløjen under tidligere Venstre-regeringer. Særligt Dansk Folkeparti har taget sig betalt i stramninger for at støtte både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen som statsministre.
Men endnu er der ikke meget, som tyder på, at hverken Enhedslisten, Radikale Venstre eller SF vil gøre klimapolitikken til et kabinetsspørgsmål. Den nu detroniserede leder af Radikale Venstre, Morten Østergaard, forsøgte forgæves at true statsminister Mette Frederiksen med nyvalg, hvis hun og S-regeringen ikke leverede på den grønne dagsorden.
Nu er klima-nøleriet så en realitet, men Radikale Venstre tør ikke længere konfrontere S-regeringen. SF vil efter alt at dømme også være det sidste parti i Folketinget, som stiller ultimative krav til Mette Frederiksen. Og selv Enhedslisten er med den nye leder Mai Villadsen slået ind på en pragmatisk kurs, som nok også vil dæmpe kravene til S-regeringen.
For landets græsrødder er det derfor en dobbelt nedslående dag: For det første lever S-regeringen ikke op til 70-pct.-målsætningen, og for det andet ser passiviteten ikke ud til at få politiske konsekvenser for Mette Frederiksen, som også selv nyder at udtale, at hun er rød, før hun er grøn. /Lars Trier Mogensen