Det er sikkert en trist oplevelse at være klimaminister og føle, at man arbejder i døgndrift for verdens vigtigste projekt – en grøn omstilling – og så kommer Klimarådet og stikker en kæp i hjulet med en rapport, der kritiserer ens indsats sønder og sammen, sådan som det var tilfældet fredag i sidste uge. Konklusionen var klar: Danmark er på ingen måde et foregangsland på klimaområdet, sådan som landets socialdemokratiske regering har foregøglet.
For vælgere med humanistiske tendenser, der bekender sig til det politiske spektrum omkring Socialdedemokratiet, og som fx hverken føler sig trygge ved regeringens aggressivt kontrollerede coronahåndtering (som Mette Frederiksen er blevet et billede på), dens udlændingepolitiske dagsorden (personificeret ved Mattias Tesfaye) eller dens ikke-eksisterende kulturpolitik (Joy Mogensen), har klimaområdet været det lille sted, hvor man kunne stikke poterne frem og få varmen.
Derfor var der også noget irriterende infantilt over klimaminister Dan Jørgensens reaktion på Klimarådets sønderlemmende kritik. ”Klimarådet er ikke en dømmende eller besluttende instans,” slog Jørgensen indledningsvis fast i sin pressemeddelelse. ”Og jeg synes, at de i denne rapport kommer med en række gode anbefalinger, som vi kan arbejde videre med. Både i forhold til overordnet tilgang og konkrete virkemidler. Flere af de tiltag, som Klimarådet efterlyser, er vi allerede i fuld gang med at levere på. Andre vil følge.” Wow, sikke en lettelse, at andre tiltag ”vil følge”.
Hvad værre er: Heller ikke på verdensplan sker der nogen ryk, som batter synderligt i det store klimaregnskab. De seneste klimamål, som verdens lande har sendt ind til FN, vil tilsammen reducere udledningen af drivhusgasser med 1 pct., fremgår det af en rapport, som FN offentliggjorde fredag. Og vi taler altså om, at vi skal have reduceret den globale udledning med 50 pct. inden 2030 for at afbøde de værste følger af klimaforandringerne.
Læg dertil, at halvdelen af de lande, som er med i Parisaftalen 2015, endnu ikke har indsendt deres klimamål til FN. Også klodens to største klimasyndere, Kina og USA, halter bagefter med tallene, selvom de dog siger, at de vil være CO2-neutrale i henholdsvis 2060 og 2050. Til gengæld har 36 lande – heriblandt EU’s 27 – skruet op for deres klimamål. Men det gør jo ingen forskel, hvis det, som i Danmarks tilfælde, bare er varm luft.
Klimakrigen
Meeeen. Som det så mange gange har været tilfældet i menneskehedens historie, er der håb. Amerikaneren Michael E. Mann er en af verdens mest indflydelsesrige klimaforskere. Han har lige udgivet bogen, The New Climate War: The Fight to Take Back Our Planet, hvor han gør opmærksom på, at de CO2-neutrale alternativer til fossile brændstoffer efterhånden kan konkurrere på prisen, og at de eksisterende teknologier indenfor genanvendelighed kan give os elektricitet, der er 100 pct. ‘ren’. Vi behøver således ikke længere bede til Gud om teknologiske mirakler – som eksempelvis måder at indfange kuldioxid i atmosfæren og opbevare det et eller andet sikkert sted.
I sin bog giver Mann et interessant signalement af fjenden i klimakampen anno 2021. ”Det er interessenterne inden for fossile brændstoffer, klimafornægterne, konservative mediemagnater, som arbejder sammen oliestatsaktører som Saudi-Arabien og Rusland. Jeg kalder det for de uvilliges koalition,” fortæller han i et interview i The Guardian. Han fremhæver den australske mediefyrste Rupert Murdoch som en af de værste.
Men Michael E. Mann siger også, at klimakampen ikke har stået mere i klimaets favør de seneste 20 år, end den gør lige nu. ”Det føles anderledes, det ser anderledes ud, og det lugter anderledes.”
Han peger på, at klimabevægelsen blandt unge har vind i sejlene og har fået sat etik på dagsordenen i et omfang, som ældre generationer slet ikke har formået. ”Vi ser et vendepunkt i den offentlige bevidsthed. Det lover godt. Der er stadig en farbar vej, som kan afværge en klimakatastrofe.”
Der er altså noget at arbejde videre med. Og sådan kan vi passende åbne mandag i uge 9. /Oliver Stilling