(ARKIV) Åbent samråd om politiets udfordringer ved registrering af flygtninge. Justitsminister Søren Pind (V) er kaldt i samråd om politiets ressourcemæssige udfordringer i forbindelse med registrering af flygtninge. Inger Støjberg taler med pressen den 7. oktober 2015. Efter måneder med uro mellem Inger Støjberg og den nuværende V-partiledelse smækker hun med døren og forlader partiet for at blive løsgænger i Folketinget. Det skriver Ritzau, torsdag den 4. februar 2021.. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)
Vores liv kender ingen grænser – mest af alt fordi vi slet ikke kan se grænsen i første omgang. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sammenlignede derfor livet med synsfeltet. Begge dele er endelige, men vi kan ikke selv skelne, hvor de stopper. Eller som Wittgenstein også skriver i Tractatus Logico-Philosophicus: ”evigt liv tilhører dem, der lever i nuet”. Vi kan af gode grunde ikke se vores egen død. Eksistensen er begrænset, men vi kan ikke træde uden for og se dens begrænsninger. Og det gør, i en vis forstand, livet i nuet uendeligt.
Om Inger Støjberg har læst Wittgenstein, skal vi ikke kunne sige. Men vi begynder at tro, at hun heller ikke kender til grænser – og at det får hende til at mene, at hun er politisk udødelig. Senest har Støjberg varslet, at hun barsler med to nye lovforslag, der skal gøre det muligt at livetransmittere den kommende rigsretssag mod hende. For som hun siger (betalingsmur) til Berlingske: ”Det sker måske kun én gang i livet, at danskerne oplever en rigsret, så de skal da have mulighed for at følge med i denne historiske sag. Og jeg kan bare sige, at jeg har ikke noget at skjule, så hvorfor ikke give folk den mulighed”.
Støjberg er tidligere blevet kaldt Danmarks ”Trumpine”, og det understøtter forslaget vist meget godt. I den fortsatte politisering af Støjbergs ulovlige instruks om at adskille unge asylpar, ønsker løsgængeren at gøre retssagen til et realityshow – meget ligesom vi kender det fra den anden side af Atlanten. Og vi er heldigvis ikke ene om at mene, at der er en dårlig idé.
Til DR fortæller Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening, at en tv-transmitteret rigsret på flere måder vil være problematisk. Ikke nok med, at ”det vil være et brud på danske traditioner og langvarig retspraksis, hvis vi skal til at lave regler om enkeltsager”, så risikerer man også, at vidneudsagn ”bliver klippet i stykker og ‘highlightet’”, hvilket ikke vil være fair for vidnerne. Noget lignende frygter De Radikales retsordfører Kristian Hegaard: ”Vi skal ikke presse vidner og andre unødvendigt ved at stikke et kamera op i hovedet på dem. Rigsretten skal kunne arbejde i ro og mag, som det bør være i en retsstat”.
I weekeden kunne Politiken bringe (betalingsmur) en hjerteskærende artikel, der fortæller, at adskillelsen af de unge asylpar ”som hovedregel skete mod pigernes vilje”. Næsten alle de unge piger, der blev fjernet fra deres mænd, reagerede ”med stor frustration”. Og generelt tegner der sig et billede af, at adskillelsen for de flestes vedkommende har været både forvirrende og traumatisk. Det er sådanne nuancer, der går tabt midt i Støjbergs spin: at den konstante symbolpolitik har tydelige menneskelige konsekvenser.
Set udefra er det nemt at pege på den ulovlige instruks mange problemer. Men bliver man først fanget ind i det politiske cirkus, vil grænserne umærkbart flytte sig og blive mere udefinerbare. Ved at gøre rigsretten til en tv-begivenhed, vil Støjberg kunne spille på det wittgensteinske paradoks. Hun vil trække det nuværende cirkus ud i en uendelighed, i et skruppelløst forsøg på at forlænge sit politiske liv. Vi håber, at Folketinget ser igennem manøvren, og trækker en streg i sandet. /David Dragsted