Alternative für Deutschland skal gås efter i sømmene

I instruktør David Wnendts film Er ist wieder da fra 2015 – som bygger på en tysk bestsellerroman af samme navn – dukker Adolf Hitler pludselig op i vore dages Berlin. Ingen tager ham rigtigt seriøst i begyndelsen; de moderne tyskere tror, at han er en smagsløs (men veludført) parodi. Den halvfallerede filmmager Fabian Sawatzki spotter ham og beslutter sig for at gøre parodien til sit næste store projekt: sammen skal han og Adolf lave sjove YouTube-videoer, der er dømt til at gå viralt.

Snart kommer succesen for det umage makkerpar. Folk labber videoerne i sig. Den ”falske” Hitler bliver en landeplage. Og imens fænomenet vokser, bliver Hitler mere og mere hjemmevant i det 21. århundrede. Særligt internettet begejstrer ham. Hvilket vidunderligt propaganda-redskab!

I filmens slutscene er latteren – som der har været en del af undervejs i filmen – forstummet. Ingen har rigtigt taget ham seriøst, og af den grund har det været muligt for Adolf Hitler at gøre det utænkelige: atter at kickstarte en dødsensfarlig massebevægelse. ”Det her kan jeg arbejde med”, siger Hitler begejstret, mens filmen krydsklipper til virkelige videooptagelser af nutidige, højreekstreme demonstrationer rundt omkring i Europa.

Filmens pointe er måske fortærsket, men det gør den ikke mindre rigtig: selv i dag kan og skal truslen fra højreekstremisme og nynazisme tages alvorligt.

Højreradikalisme raus!

Set i det lys var onsdag i denne uge en sand vinderdag. I Frankrig valgte man her at bandlyse den højreekstreme ungdomsbevægelse Generation Identitær samtidig med, at det kontroversielle ungarske regeringsparti, Fidesz, forlod Europa-Parlamentets største gruppe, EPP. Og som om det ikke var nok, kom det også frem, at det tyske oppositionsparti Alternative für Deutschland (AfD) er kommet på listen over mulige højreekstremistiske grupperinger i Tyskland. Det betyder i praksis, at efterretningstjenesten Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) nu har mulighed for at overvåge partiet og dets medlemmer.

Beslutningen om at overvåge AfD har været længe undervejs. Mange tyskere ser med bekymring på partiets popularitet, der giver ubehagelige flashbacks til landets dystre fortid. Selvom den nyere ledelse i AfD har gjort hvad man kunne for at rette op på partiets ry og rygte, har en hård kerne samlet sig omkring den radikale Björn Höcke, der på mange måder inkarnerer partiets stærkt højredrejede, demokrati-skeptiske tendenser. Det er blandt andet på grund af hans fortsatte indflydelse, at BfV nu har taget sit nye, drastiske skridt. AfD er et splittet parti, men det antages, at et stort mindretal af partiets medlemmer støtter Höckes synspunkter og dennes såkaldte Flügel-fløj. Medlemmerne må derfor under luppen for at sikre, at radikaliseringen ikke stikker af.

Tilbagevendende gespenster

Selvom overvågningen synes nødvendig, er det dog ikke givet, at den bliver en ren vindersag. AfD har længe været hovedpine for de øvrige tyske partier, der pure har nægtet AfD enhver form for samarbejde. I den forbindelse har coronakrisen overraskende nok været en tiltrængt panodil. Da grænserne lukkede, som følge af pandemien, blev AfD frataget (betalingsmur) en af sine helt store, populistiske mærkesager. Pludselig vendte meningsmålingerne, og partiets indflydelse faldt.

Rent timingsmæssigt er nyheden om overvågningen derfor en slet skjult velsignelse for AfD. Tyskerne skal til valg til efteråret, og det giver partiet en perfekt mulighed for at indramme efterforskningen som en politisk motiveret hetz. AfD-medlemmerne kan gøre sig til martyrer og påstå, at der bliver taget udemokratiske metoder i brug for at holde dem nede. Et både potent og velkendt narrativ om, at ”systemet” er imod AfD’s ytringer, er med ét blevet serveret på et sølvfad.

Tilbage står tyskerne fanget mellem to stole: på den ene side synes overvågningen nødvendig, hvis landets nazistiske spøgelse skal holdes fra døren – på den anden side risikerer selvsamme overvågning at agere fremkaldervæske for højreradikalismens nye gespenster. Man kunne få lyst til at grine i afmagt, hvis ellers ikke situationen var så alvorlig. /David Dragsted