Nyhedsanalyse

Talepapir til Peter Hummelgaard

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Glædelig 8. marts! I dag er det Kvindernes internationale kampdag, og selvom der er meget at fejre, er der endnu mere at kæmpe for.

I foråret lavede vi et talepapir til kulturminister Joy Mogensen, da hun kæmpede med at tale sit felt op. Danmarks ligestillingsminister, Peter Hummelgaard, skal have samme tilbud. Derfor har vi bedt en række vigtige feministiske aktører om at komme med bud på one-liners, idéer og pointer, de ville glæde sig over at høre forlade Hummelgaards mund.

Så tag for dig, Peter. Idéerne bliver bedre og løsningerne mere bæredygtige, når flest muligt er en del af samtalen. Ordet er (også) dit. /Asta Kongsted 

PETER HUMMELGAARDS TALEPAPIR

“Feminisme handler ikke om at fratage nogen rettigheder, men om at sørge for at alle har de samme. I Danmark burde det at være feminist være en selvfølge.”

Anne Niluka, journalist
–––––––

“Kvinders ulønnede arbejde i hjemmet gør hele samfundet rigere – desværre gør det dem selv fattigere.”

Emma Holten, aktivist
–––––––

”I årevis har vi reduceret etniske minoriteters krav på ligestilling til en integrationsdagsorden. Vi siger simpelthen: ”Etnisk danske kvinder har krav på et ministerium, der forholder sig principielt og neutralt til ligestillingen, mens etniske minoritetskvinder må stå i kø foran integrationsministeriet og vente til vi lykkes med integrationen”. Det er strukturel forskelsbehandling, for retten til et frit liv, uden frygt for udskamning, psykisk og fysisk vold er en principiel ret. Et ligestillet liv bunder i basale menneskerettigheder og er derfor en dagsorden for ligestillingsministeren og ikke en dagsorden for integrationsministeren.”

Khaterah Parwani, direktør og debattør 

–––––––

“Intersektionel feminisme har en central samlingsrolle, som der er hårdt brug for i ligestillingskampene i dag! Det er ikke længere nok at nøjes med at have den rette holdning. Holdninger skal bakkes op af handling. Det er heller ikke nok at se på ligestillingsspørgsmål mellem køn uden samtidig at forstå dem i et krydsfelt af antiracistisk, antikapitalistisk arbejde, der er nødvendigt for, at vi kommer i mål.”

Naima Yasin og Ingrid Magnifique Baraka, podcastværter 
–––––––

“Glædelig 8. marts – en kampdag for alle os, der tror på ligestilling! I år er der virkeligt noget at fejre, for normerne flytter sig i tiden mod mere inkluderende samfund, der langt om længe forstår, hvordan historien stadig har definitionsmagt over rigtigt og forkert, når det kommer til køn, seksualitet, etnicitet. Endelig forstår vi, at ligestilling ikke er noget, vi har – eller noget vi bare får med tiden. Nej, ligestilling er noget, vi skaber i fællesskab.“

Cecilie Nørgaard, Uddannelses- og kønssociolog
–––––––

”Lad os handle og bruge vores stemmer til at råbe op for dem, som ikke har styrken til at råbe længere. Vores minoritetsgjorte søstre, blandt andet dem som er queer eller af anden etnicitet end hvid dansk, kæmper fortsat mod stigmatisering og diskrimination. Lad os løfte opgaverne sammen og forstå, hvilken gave det er at kunne se udover sig selv.”

May Lifschitz, skuespiller

–––––––

”Vi er nødt til at få iværksætterlysten op blandt danske kvinder. Vi skal løfte blikket og undersøge, hvor strukturerne strammer. Vi skal se potentialet i kvinders ideer og virkelyst og være med til at bane vejen!“

Stine Bosse, erhvervsleder
–––––––

“Nej, danske mænd bliver ikke tvunget på barsel. Vi får, endelig, en basal ret til at lære vores lille barn ordentligt at kende, og i Danmark skal vi selvfølgelig øremærke mere end de otte uger, som EU kræver. Ja, faktisk synes jeg, det er lidt flovt, at EU skal hjælpe os med det her, når nu de andre nordiske lande har fanget den for længst. Alene af den årsag burde alle danske mænd være feminister. Om jeg selv er feminist? Ja, naturligvis.”

Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chefredaktør 
–––––––

“Mange siger, at feminismen har sejret ad helvede til og nu er blevet overflødig i Danmark, hvor den kun repræsenteres af radikale typer. Men #MeToo-bevægelsen har i allerhøjeste grad bevist, at vi stadig har mekanismer i vores samfund, der normaliserer undertrykkelse og krænkelser af kvinder. Bevægelsen bliver først overflødig den dag, et overvejende flertal af mænd kalder sig for feminister.“

Nagieb Khaja, journalist, instruktør og forfatter 

–––––––

”Vi har måske været lidt træge, men nu har vi faktisk forstået det: Mandsdominans kommer så at sige af sig selv, mens ligestilling kræver en aktiv indsats. I november er der kommunalvalg, og opstillingerne foregår lige nu. Ved sidste kommunalvalg blev der kun valgt 14 kvindelige borgmestre ud af 96, og kun 32.9% kvinder kom ind kommunalbestyrelser. Indrømmet! Længe har vi troet, at en tredjedel var lig paritet, ja, nogle af os i partierne tænkte måske, at nu var kvinderne ved at tage over. Vi er blevet klogere. Op til kamp for ligestilling alle kvinder og mænd!“

Drude Dahlerup, professor

–––––––

“Ligestillingen går for langsomt. Der skal ske handling nu. Vi gider ikke flere bortforklaringer, og der er ikke brug for flere analyser – vi ved godt, hvor problemerne er. Som en god socialdemokrat mener jeg først og fremmest, at erhvervslivet må trække sit læs. Lad os få indført kvoter i bestyrelser. Og lad os så gøre op med den shaming, mobning og grov chikane af kvinder, når de blander sig i den offentlige debat, har et offentligt embede eller bare har lyst til at være, som de er, på sociale medier. Kvinderne skal ikke finde sig i mere crap.“

Astrid Haug, direktør, forfatter og bestyrelsesmedlem
–––––––

”Ligestilling skal være en integreret del af alle politiske beslutninger i Danmark, for uden det kommer vi aldrig i mål med at have et samfund, der kan inkludere og udvikle vores potentiale som et mangfoldigt folk.”

Negist Hallberg-Eshetu, studerende og aktivist 

–––––––

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12