Skibet er ladet med nedernhed

I Monty Pythons komediefilm Life of Brian (på dansk Et herrens liv, fra dengang man oversatte filmtitler, gerne med halløj eller røv i titlen), er der en scene, hvor Brian – der altså ikke er Messias – ufrivilligt har samlet sig en gruppe disciple, der følger ham blindt og hænger ved hans læber. For at komme af med dem og få dem til at blive selvstændige, udbryder han til den måbende gruppe, der gentager hans ord:

”You’ve got to think for yourselves. You’re all individuals!”
”Yes, we’re all individuals!”
”You’re all different!”
”Yes, we’re all different!”
”I’m not”, siger en mand spagfærdigt, hvorefter han bliver tysset på af de andre.

Scenen er et komisk eksempel på, at mennesker er flokdyr. Vi vil gerne skille os ud men kun tilpas meget til, at vi ikke står alene. Hvis vi skejer os ud, er det rarest at gøre indenfor rammerne af, hvad der er acceptabelt. Mode er en måde at differentiere sig fra de andre – se fx på Japan, hvor unge Kawaii-kvinder med nuttet Hello Kitty-æstetik skiller sig ud fra normen, men ikke fra hinanden. Herhjemme kunne man i 70’erne være disker, flipper eller rocker, og på den måde adskille sig fra de andre og samtidig være en del af en gruppe.

Socialpsykologien står bag mange eksperimenter, der tester, hvor sociale dyr vi er, og konklusionen er igen og igen, at vi elsker at være i samme båd ved at gøre som de andre. Hvis man bliver bedt om at udpege den længste streg på et ark papir, og de andre i gruppen udpeger en streg, der tydeligvis er kortere, så får man selv lyst til at give det samme svar, selvom det er forkert. Skadeligt bliver det med den såkaldte bystander-effect. Der er lavet eksperimenter, hvor folk ikke reagerer på at sidde i et rum, der bliver mere og mere fyldt med røg, hvis de andre i rummet ignorerer det. Jo flere individer, der er samlet et sted, desto mindre er sandsynligheden for, at folk vil komme en person i nød til undsætning. We’re all individuals, men mest når vi ikke er sammen med alle mulige andre individer.

Kollektivt nederenhed

En pandemi er en syg båd, som vi alle befinder os i, og hvordan det påvirker os som individer, har Statens Institut for Folkesundhed undersøgt i rapporten ”Betydningen af covid-19 krisen for mental sundhed, helbred og arbejdsmiljø”. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en trivselsundersøgelse af 5.000 deltagere i henholdsvis 2019 og 2020, og her kan man læse, at flere er blevet deprimerede, men at hver 10. der allerede var deprimeret har fået det lidt bedre under nedlukningen. Det lyder umiddelbart som en god nyhed for hver 10., men årsagen er ja, deprimerende.

DR har interviewet den 17-årige Clara Sys Vejen Fog fra Gram, som er en af dem, der har fået det bedre på grund af nedlukningen. ”Nu behøver man ikke gå rundt og lade som om, at man er glad, fordi det er der ingen, der er”. Vi skynder os at tage armene ned, for det lyder ikke til, at Clara har fået det bedre, blot at flere er med hende i den samme deprimerede båd. ”Før var det sværere for folk at sætte sig ind i, men nu er man fælles om en ‘nederenhed’, eller hvad man kan kalde det […] Det er længe siden, jeg har følt, at vi alle er i samme båd. Det er vi lige nu”, siger hun til DR og tilføjer, at hun selvfølgelig er ked af, at flere går rundt og har det dårligt. En fordel er dog, at hun kan bruge corona som en undskyldning, hvis der er noget, hun ikke har lyst til.

FOMO eller JOMO – selvom alle er ”missing out”, så er der forskel på, om det er med frygt eller glæde, om det er fordi man har lyst til at være ude i verden eller glæder sig over, at man nu har en undskyldning for ikke at deltage. Når coronatågen letter, og man ikke er fælles om at have det nederen, så sidder de deprimerede tilbage og har alligevel ikke fået det bedre. Genåbningen skræmmer Clara Sys Vejen Fog, for ”[s]å skal man i skole og kan ikke længere vælge de trælse typer fra”. Men hun tror på, at vi alle har lært noget: ”Når det hele åbner op igen, tror jeg, folk er bedre til at sige fra.”

Vi håber, at Clara Sys Vejen Fog har ret, og at folk er blevet bedre til at sige fra. I stedet for at få det bedre ved, at alle er i den samme nederen båd, kunne man arbejde på, at de deprimerede fik det bedre, og at båden gav plads til at skille sig ud, så alle kan være lige så individuelle, som de lyster – uden frygt for at sige til flokken af trælse typer, at båden er fyldt med røg. Ja, nu skal der ikke gå Noas Ark-analogier i den, vi startede jo i Det Nye Testamente med Jesus – undskyld, Brian! En mand, der skilte sig lidt for meget ud fra flokken, men som alligevel ikke var unik. /Lise Benthin Præstgaard