Da vækkeuret ringede i morges kl. 6.30, vågnede et medlem af Føljetons redaktion fra en meget underlig drøm. Vedkommende, der identificerer sig med de personlige pronomener han, ham og hans, vågnede ikke badet i sved, men det føltes nu alligevel som et mareridt, for det var en lettelse at slå øjnene op.
I drømmen var han på en mærkelig måde både voksen og barn og på det tidspunkt, hvor handlingen udspillede sig, havde han læst en opgave højt i klassen, som var en slags kritik af det, han stod i – måske af nogle strukturer i selve klassen, som han fandt diskutable; eller måske af hele skolesystemet. I hvert fald var hans kradse ord også rettet mod lærerteamet, som nu sad og gav ham tilbage af samme mønt foran hele klassen (eller ”i plenum”, som den gennemsnitlige skolelærer ville sige).
Og her er det underlige: Klasselæreren, der heglede hans opgave igennem, var Mette Frederiksen. Ved siden af hende sad en lidt veg og viljeløs mandsperson, hvis ansigtstræk var udviskede, men det kunne sagtens være sundhedsminister Magnus Heunicke eller justitsminister Nick Hækkerup. I drømmen lå det i luften, at Mette Frederiksen både var lærer og statsminister, hvilket fik hendes ubønhørlige bandbulle til at gøre ekstra naller.
Da vor drømmer cyklede hjem fra skole, hang han gevaldigt med næbbet. Det var jo ikke ment på den måde, og Mette Frederiksen havde godt nok sat ham eftertrykkeligt på plads. Sikkert med rette, for hvilken adkomst havde han til at stille spørgsmål ved systemet? Der var bare ét problem: Selv om han virkelig forsøgte, kunne han ikke genkalde sig et ord af, hvad hun havde kritiseret hans opgave for. Der var intet takeaway, ikke noget stof til eftertanke, ikke noget food for thought, som hans engelsklærer ville formulere det. Skælduden havde været magtudfoldelse for fuld udblæsning i stil med det, mange forældre forfalder til, når deres børn bliver for meget. Talepapiret var fuld af ord, men det var også helt tomt. Der var ikke noget ‘mad’ på det. Så hvis man skulle tilbagevinde lærerens gunst, var der ikke andet at gøre end at stikke tungen ud af munden, logre med halen og sende det der ‘skal vi ikke bare være venner igen’-blik, som mange hunde mestrer.
Drømmen var ret livagtig, så det var en lettelse at vågne fra den. Og nu havde vores han, ham, hans en fornemmelse af, hvorfor flere ministre (m/k) kan være magtudøvere i den helt tunge klasse og fx rask væk foreslå tvangstestning af hele bydele, samtidig med at de udstråler en lettere jegsvag kraftesløshed, som ikke kendetegnede dem, før de landede topjobs i denne regering.
En plan for kulturlivet
Vor drømmer beklager, at hans private natlige oplevelser kom til at fylde så meget i dagens nyhedsbrev, og anbefaler, at vi straks kaster os over noget andet. Så vi går videre til det brev, som flere af kulturens brancheorganisationer, heriblandt Dansk Teater, Dansk Live og Danmarks Biblioteksforening, har sendt til Mette Frederiksen.
Organisationerne, der repræsenterer 500 (femhundrede!) kulturinstitutioner, skriver, at de godt ved, at hele kulturlivet ”ikke står først i genåbningskøen. Men vi har alle mærket, hvor vigtig kulturen er for fællesskab, personlig trivsel og mental sundhed. – Derfor har vi brug for en plan, så vi kan forberede os på, at vores millioner af publikummer kan vende trygt tilbage til den kultur, de længes efter”.
Dansk kulturliv tigger simpelthen statsministeren om at formulere nogle overvejelser om en åbning af kulturen, for sådan en plan manifesterer sig åbenbart ikke af sig selv. Apropos drømmen og den omtalte impotens (i overført forstand!) er det tankevækkende, at brancheorganisationerne bypasser kulturminister Joy Mogensen og går direkte til hendes chef. Der er vel heller ikke nogen, der har tal på, hvor mange gange hun i sin ministertid har nævnt, at hendes udmeldinger på kulturområdet i øvrigt er ”regeringens politik”. Ikke engang Mette Frederiksen kan sidde 500 kulturinstitutioner overhørig, så der skal nok komme en form for svar – måske et memorandum – i løbet af i dag. Men det bliver nok ikke et memorandum, som nogen kan huske i morgen. /Oliver Stilling