Det vrimler med nye, grønne partier i Danmark. Vækstlaget spirer. Som det også skete i kølvandet på ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen i 1970’erne, har klima-revolutionen mobiliseret en ny generation af ildsjæle og græsrødder, som ikke stiller sig tilfredse med de gamle partier. Dengang opstod et mylder af fraktioner og småbevægelser på venstrefløjen, og selvom ingen af de nye partier kom tæt på at kunne gribe magten, blev årtiet domineret af deres røde paroler – og folkestemningen blev rykket afgørende. Nu kan historien være ved at gentage sig, på godt og ondt.
Den gode: Lad os begynde med den gode analyse. Efter den tidligere formandskandidat i Alternativet, Theresa Scavenius, netop har stiftet sit nye klimaparti, Momentum, er der nu i alt fem forskellige grønne partier. Udover hendes eget gamle parti, Alternativet, har en lille gruppe andre udbrydere herfra dannet det partilignende netværk Frie Grønne. Desuden har Veganerpartiet for længst fået vælgererklæringer nok til at stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Så langt er De Grønne endnu ikke nået, men at dømme efter Die Grünens overrumplende succes i Tyskland, er det kun et spørgsmål om tid, før danske vælgere også i massivt antal rykker hinsides højre-/venstre-skellet og for alvor begynder at stemme grønt.
De fem klimapartier kan forstærke hinandens dagsorden og gøre det tydligere for vælgerne, at de gamle partier, som allerede er repræsenteret på Christiansborg, ikke prioriterer klimaet med den fornødne beslutsomhed. I forrige uge konkluderede Klimarådet, at flertallet i Folketinget endnu er langt fra at leve op til deres egne målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgassser med 70 pct. i 2030.
Selv rød-grønne partier som Enhedslisten og SF har i det seneste halvandet år valgt at prioritere andre politiske mærkesager end klimaet, og S-regeringen har derfor kunnet slippe afsted med at føre en klassisk socialdemokratisk industripolitik. Den etablerede venstrefløj har foreløbigt ikke evnet at insistere på kontante klimakrav, og alene derfor er der plads til nye grønne partier. Hvis 70 pct.-målsætningen – som Alternativet oprindeligt stod alene med – skal lykkes, kræver det nok i virkeligheden, at ét eller flere af de nye grønne partier klarer spærregrænsen og får afgørende indflydelse i de kommende år.
Den onde: Endnu er der dog ikke tegn på, at det vil lykkes for bare ét af de fem grønne partier at få to pct. af stemmerne eller et kredsmandat. Lige nu tegner den grønne bølge derfor til at ville kortslutte sig selv, og venstrefløjens tragedie fra 1980’erne ser dermed også ud til at blive gentaget. Dengang endte de røde småpartier med at stå så fragmenteret og indbyrdes splittede, at ingen af dem kunne klare spærregrænsen, og stemmespildet blev således enormt. Samme skæbne tegner umiddelbart som det mest sandsynlige scenario for den nye grønne oprørsbevægelse: Hverken Alternativet, Veganerpartiet, Momentum, Frie Grønne eller De Grønne vil ifølge de aktuelle meningsmålinger kunne få de godt 80.000 fornødne stemmer. Vel at mærke hver især – for tilsammen er der efter alt at dømme rigeligt med vælgere til et markant grønt parti.
Hvis eksempelvis Alternativet havde kunnet holde sammen og ikke var blevet splintret i både Frie Grønne og Momentum, ville folkene bag Veganerpartiet måske heller ikke have turdet håbe på at kunne komme i Folketinget med deres eget parti. Den onde analyse er, at de fem grønne partier gør det umuligt for hinanden, og at ingen af dem vil få succes, så længe de andre også findes.
Gruppen af klimaaktivister og grønne førstegangsvælgere er på den ene side tilstrækkeligt stor til at kunne danne grundlag for et markant parti, som kan være repræsenteret i Folketinget – men på den anden side heller ikke stor nok til at kunne blive splittet op i fem forskellige fraktioner. Da de etablerede partier på venstrefløjen, Enhedslisten og SF, formentlig også vil forsøge at kompensere for deres hidtidige svigt ved at profilere sig grønnere frem mod valget, suppleret af Radikale Venstre, vil klimavælgerne blive spredt ud over hele otte forskellige partier ved næste folketingsvalg. På tragikomisk vis slår de små partier hovederne mod hinanden og risikerer at neutralisere de grønne stemmer.
Den grusomme: Intet er så dårligt, at det ikke kan blive værre. Og kappestriden mellem de mange nye grønne partier kan faktisk sagtens gå fra ondt til værre. I en kritisk situation hvor det enkelte partis succes afhænger af de andres fiasko – og magtspillet om de grønne vælgere reelt er at betragte som en stoleleg – er der grundlæggende to måder at kunne markere forskelle: Enten forskelle i politik, eller forskelle i personer.
Hidtil har de fem partier haft svært ved at differentiere sig klart og letforståeligt fra hinanden i de konkrete politikforslag, og derfor risikerer mediedebatten at komme til at fokusere på de personlige konflikter mellem frontfigurerne. I fraværet af substantielle og principielle forskelle i den større klimapolitik, presser de små og giftige intriger sig i stedet på. Problemet for de grønne partier er nemlig, at de hver især er født i splid. Når Uffe Elbæk og Sikandar Siddique meldte sig ud af Alternativet var det således ikke på grund af dyb uenighed om indholdet men snarere forårsaget af personlige sammenstød og rænkespil, på samme måde som forsmåelse og bitre opgør også har drevet den vragede formandskandidat Theresa Scavenius til nu at etablere sit direkte konkurrerende parti.
Kun insidere vil for alvor kunne fornemme nuanceforskellene i partiernes programmer, og i den bredere offentlighed vil dysten mellem de grønne partier hurtigt kunne degenerere til bagtalelse og skjulte smædekampagner. Hvad der i Alternativets tilfælde begyndte som et håbefuldt forsøg på at skabe en mere opbyggelig, lyttende og empatisk politisk kultur, risikerer at slå om i sin modsætning. Som skæbnens ironi kan den forestående valgkamp mellem de fem grønne partier meget vel blive den mest beskidte i de kommende år. /Lars Trier Mogensen