Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen under møde i Folketingssalen torsdag den 11. februar 2021. En række lovforslag bliver behandlet og der er forspørgsel til forsvarsminister Trine Bramsen om forsvarets deltagelse i minkaflivning.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Franz Kafka skrev sin ufærdige roman Amerika uden nogensinde at have været i Amerika. Det er der som sådan ikke noget odiøst i. Fiktionen skal vel have lov til at gøre, som det passer den – upåagtet af, hvad virkeligheden dikterer. Ikke desto mindre er Amerika et særegent bekendtskab, når man i forvejen kender til USA. Et surrealistisk slør lægger sig over velkendte stednavne. Små, men afgørende detaljer, springer i øjnene, som når Frihedsgudinden pludselig bærer et sværd i stedet for en fakkel. Med sådanne virkelighedsfordrejninger er det svært at finde fred i Kafkas amerikanske drøm.
I dag er det præcis et år siden, at Covid-19 blev betegnet som en pandemi af Verdensundhedsorganisationen (WHO). Det er også et år siden, at Danmark blev lukket ned. Lige siden har det føltes, som om vi har levet i en slags kafkask version af virkeligheden. Velkendte detaljer er blevet fordrejede og forstørrede. Vi er gået i kollektive komaer, i ensretninger, i mink-massakrer. Et umærkeligt slør har lagt sig over verden på måder, vi ikke var forberedte på. Nedlukningen kom som et chok, men dens konsekvenser er kommet snigende.
I dag er det præcis 10 år siden, at et kraftigt jordskælv og en dertilhørende tsunami ramte Japan. Mere end 18.000 mennesker blev dræbt, og atomkraftværket i Fukushima nedsmeltede. Katastrofen var øjeblikkelig og ufattelig. Ja, den havde vel nærmest omvendt kafkask effekt: Den satte vores mange drømme om virkeligheden i et skræmmende sobert lys. Den løftede sløret og viste, hvor skrøbelig verden også er.
Selvom tragedierne i den forstand har været fænomenologisk forskellige, er facit imidlertid det samme: Begge har illustreret, hvor dårligt forberedte vi er på det uventede; hvor nemt vores virkelighedsforståelser kan ophæves.
Heldigvis er nogle ting dog mere uventede end andre. Vi finder eksempelvis en enorm tilfredsstillelse i, at noget så forudsigeligt som dårligt dansk vejr har sat en stopper for den hovedløse ”genåbningsfest”, der skulle have været løbet af stablen i København i dag, torsdag. Gruppen Frihedsbevægelsens Fællesråd havde under dække af en anmeldt demonstration planlagt at fylde Bertel Thorvaldsens Plads med madboder, scener og toiletvogne i et stort, coronaskeptisk fællesgilde. Men med udsigten til regn måtte man i sidste øjeblik trække stikket.
”Der er visse ting, vi ikke kan styre. Og det er sådan noget som vejret. Vi har desværre måttet sande, at det ikke ville være forsvarligt at afholde vores genåbningsfest i dag”, fortæller medarrangør Malue Montclairre. Åh, hvilken poetisk retfærdighed. Revolutionen er aflyst på grund af dårligt vejr.
Hvis pandemien har lært os noget, må det vel netop være, at vi godt kan reagere på katastrofen. Det kunne vi passende tage til efterretning, når det kommer til den igangværende klimakrise. Toget kører allerede, men alligevel står man på perronen og venter. Klimarådet har dumpet regeringens indsats. Alle er derfor enige om, at noget må gøres. Men som det viste sig under onsdagens store klimadebat i Folketinget, kan man stadig ikke blive enige (betalingsmur) om, hvad det ”noget” skal være. Og det er altså mindst lige så frustrerende, som at være fanget i en kafkask parallelvirkelighed – regnvejr eller ej. /David Dragsted